MAHMOUD ABBAS

Mahmoud Abbas (1935 – ), er palæstinensiske politiker og præsident siden 2005. Hans kælenavn er Abu Mazen, der betyder ’Mazens far’, da hans førstefødte søn hed Mazen.

Abbas er født i Galilæa, i det der var det britiske mandat Palæstina. Under krigen i 1948 flygtede familien til Syrien. Han læste jura i Damaskus og derefter samfunds-videnskab i Rusland. Her skrev han et kontroversielt speciale, der såede tvivl angående omfanget af Holocaust og trak linjer mellem Nazismen og Zionismen. Abbas har senere lagt afstand til påstandene og kaldt Holocaust for ’den mest afskyelige forbrydelse mod menneskeheden i nyere tid’.

Abbas har været involveret i palæstinensisk politik siden 1950’erne og blev medlem af Fatah i 1959 og senere af PLO. Selvom disse organisationer på det tidspunkt var kendt for at udføre og støtte voldelige angreb, har han selv nægtet at have været involveret.

Abbas repræsenterer den mere moderate side, hvad angår palæstinensernes kamp for selvstændighed og rettigheder. Siden 1980’erne har han været en aktiv diplomat samt fortaler for dialog med Vesten og israelere for at vinde sympati med palæstinensernes sag. Abbas var også blandt gruppen, der forhandlede og underskrev Oslo-aftalen i 1993.

Abbas’ mere forsonelige tone gjorde ham populær blandt det internationale samfund, der pressede Yasser Arafat til at udnævne ham til premiereminister i 2003. Da Arafat døde i 2004, overtog Abbas posten som leder af Fatah og præsidentposten. I 2005 blev han valgt i en jordskredssejr – dog uden stor konkurrence, da Hamas boycottede valget.

Abbas er en aktiv fortaler for fredelig sameksistens og en to-statsløsning, men selvom Israels tidligere præsident, Shimon Peres , kaldte Abbas ’den bedste mulige forhandlingspartner for Israel’, gik forhandlingerne mere og mere i hårknude. Og Abbas’ udstrakte hånd mod Israel gjorde ham til gengæld ikke videre populær blandt sine egne. De kritiserer ham for hans opbakning til Oslo-aftalen, der mere end tyve år senere, stadig ikke har ført palæstinenserne nærmere en selvstændig stat. Og med alderen møder Abbas også stigende kritik for magtmisbrug og korruption og ikke mindst for at blive siddende på præsidentstolen meget længere end hans demokratiske mandat tillader.