Zionisme

Zionisme er betegnelsen for staten Israels bærende ideologi. Ordet henviser traditionelt til Zion, der er en bibelsk betegnelse for Jerusalem. Med årene har ordet fået en nærmest mytologisk betydning som betegnelse for det område, som Gud, ifølge det gamle testamente, lovede jøderne. Selvom jøderne var fordrevet fra landet i over tusind år er tilknytningen til det forjættede land, Israel, bevaret igennem jødisk kultur og religion, men altså mere som en åndelig end en praktisk forbindelse.

Teoretisk zionisme
I 1880erne dukkede ordet ’zionisme’ op for første gang i et tidsskrift, og begrebet blev herefter brugt til at betegne de europæiske jøders idéer om et nationalt forhold til Zion. I 1897 dannedes den zionistiske verdenskongres under den østrigske journalist Theodor Herzl, hvilket var den egentlige politiske begyndelse på zionismen som ideologi og politisk strategi. Zionismen og altså tanken om et ’jødisk hjemland’ blev en ideologi, der appellerede til masserne i de europæisk-jødiske samfund, som et dominerende svar på den antisemitiske bølge, der voksede i Østeuropa i 1880erne.

Zionismen er dannet ud fra 1800-tallets vesteuropæiske ideer om nationalstaten. Nationalisme er en politisk og kulturel ideologi, der tilstræber, at ethvert folk eller nation er knyttet til et territorium og, at der er en naturlig forbindelse mellem folk og territorium. I denne forståelse er det jødiske folk ”født” i Israel, og dets kultur stammer herfra, hvorfor det er naturligt at genskabe denne forbindelse. Mens zionismen har hentet sit idegrundlag fra de dengang gældende ideer om nationalismen og nationalstaten, er forskellen, at folket var spredt ud over en række lande og ikke allerede boede på det ’naturlige territorium’.

Zionisme i praksis
Zionismen havde oprindeligt svært ved at finde fodfæste blandt de europæiske jøder. Det skyldtes primært den mytologiske forståelse af forbindelsen til Zion, hvor man mente, at forbindelsen mellem land og folk primært var bestemt af Gud. Transformationen af åndelige værdier til sekulære værdier var upopulær hos mange, og i dag findes stadig ultra-ortodokse jøder, der ikke accepterer Israel som en verdslig stat.

Den zionistiske bevægelse var i første omgang forholdsvis lille, men meget aktiv. Ideen var, at genetablere tiden inden år 70, hvor jøderne over flere omgange regerede dele af området. Da forbindelsen mellem land og folk dengang var intakt blev dette set som idealtilstanden, som måtte genskabes – primært gennem storstilet indvandring til landet. Stadig i dag er et af de helt centrale elementer i den zionistisk-nationale tankegang begrebet ’aliyah’, hebraisk for ’opstigning’ (til Jerusalem), som er et zionistisk udtryk for jødisk indvandring til datidens Palæstina, der skal sikre, at forholdet mellem folk og land genoprettes.

I starten af 1900-tallet steg antallet af jødiske immigranter som følge af forfølgelse i Rusland og Europa. Immigrationen byggede på tre bærende elementer: selvforsyning, oprettelsen af arbejdskollektiver – såkaldte kibbutzer – og fællesorganisationen Histradrut (hebraisk for ’organisation’). På denne måde koordinerede og integrerede man de forskellige dele af det jødiske samfund – fx. via sportsklubber, kulturcentre og investeringsforeninger – således, at man kunne sikre sig erhvervelse af mere jord. Samtidig indsamlede jødiske organisationer verden over penge til indkøb af land. Da staten Israel blev oprettet i 1948, ejede jøderne 7% af den palæstinensiske jord.

Efter Anden Verdenskrigs rædsler besluttede FN i 1947 at lave en delingsplan for mandatområdet, der indeholdt en jødisk og en arabisk stat (se Delingsplanen). Som følge heraf udråbte lederen af Verdens Zionist Organisation, David Ben Gurion, Israels selvstændighed den 14. maj 1948, da briterne trak sig ud af mandatområdet.

Efter staten Israels oprettelse – og derved også genoprettelsen af forbindelsen mellem det jødiske folk og nationen – har zionismen fået en noget anden betydning. Zionismen er nu den statsbærende ideologi, og undtaget de fælles israelsk-arabiske partier på venstrefløjen er alle indenfor det politiske spektrum erklærede zionister. Zionismen dominerer ikke blot politisk, men dens betydning er også integreret i Israels sprog, kultur, historie og hele den nationale identitet.