ARIEL SHARON

Ariel Sharon blev født i 1928 i Kfar Malal i det daværende britiske Palæstina-mandat. Som teenager tilsluttede han sig den jødiske militære undergrundsbevægelse Haganah , og kæmpede senere i den første arabisk-israelske krig. Herefter fulgte en lang militærkarriere, hvor Sharon bl.a. var chef for de israelske landstyrker under krigen i 1967 og senere under krigen i 1973 ledte krydsningen af Suezkanalen, der førte til den israelske sejr i krigen.

Sharon blev valgt til det israelske parlament Knesset i 1973, men trak sig fra politik i 1974, og blev sikkerhedsrådgiver for daværende premierminister Yitzhak Rabin. I 1977 blev Sharon påny valgt til Knesset, hvor han blev landbrugsminister. I disse år sad han også som formand for en bosættelseskomité, hvor han tog initiativ til en række bosættelser på Vestbredden.

I 1981 blev han forsvarsminister, og stod bag Israels militære invasion af Libanon et år senere, der blev iværksat med henblik på at komme PLO´s militære infrastruktur til livs, og beskytte Israels nordlige grænse mod angreb fra Libanon.
I 1983 måtte Sharon trække sig fra denne post efter at en israelsk undersøgelseskommission indirekte fandt ham ansvarlig for massakren i september 1982 på palæstinensiske flygtninge i lejrene Sabra og Shatila.

I årene herefter havde Sharon en lang række ministerposter, han var: industriminister, boligminister, minister for infrastruktur og tilsidst udenrigsminister, indtil han i februar 2001 blev valgt til Israels premierminister.

Januar 2006 fik Sharon en hjerneblødning og lå i koma indtil 11. januar 2014, hvor han døde.