ISRAELS POLITISKE SYSTEM

Israel er et demokrati med et folkevalgt parlament, Knesset. Knesset består af 120 medlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg.

Regeringsoverhovedet er præmierministeren, mens det formelle statsoverhoved er præsidenten. Præsidentens rolle er i høj grad apolitisk og ceremoniel, dvs. han har begrænset magt, mens den primære magt ligger hos premiereministeren.

Knesset vælger præsidenten for en syv års periode. Efter et parlamentsvalg vælger præsidenten premierministeren, som er den person, han mener højest sandsynligt kan samle et flertal.

Israel er et multipartisystem ligesom i Danmark, og regeringen består som regel af en koalition af partier, der tilsammen udgør flertallet af pladserne i parlamentet.

Der findes en bred vifte af partier og nye dukker op relativt ofte. Blandt de største er højrepartiet, Likud, og arbejderpartiet, Labor. Herudover er der de ortodokse og de national-religiøse, der findes på højrefløjen, de moderat-zionistiske i midten og anti-zionistiske partier, der inkluderer arabiske politikere og kommunisterne.

Israel har – ligesom England – ingen nedskrevet grundlov. Det skyldes primært uenighed om religionens rolle i samfundet, og derfor bygger landet i stedet på en række grundlæggende love, ”Basic Laws”. Uenigheden om religionens rolle skyldes, at Israel per definition er en jødisk stat, men der er forskellige opfattelser af, hvad det indebærer og især, hvilke rettigheder det giver ikke-jødiske borgere.

Religionens omfattende betydning medfører, at hvert af de religiøse samfund i Israel har deres egne råd og domstole, der tager sig af religiøse og personlige forhold som ægteskab og skilsmisse. Som konsekvens er det – bl.a. – stort set umuligt at gifte sig på tværs af religiøse skel eller blive gift civilt.

Selvom Israel officielt er et demokrati, pointerer kritikere, at én ud af tre, der lever i israelsk kontrollerede områder, ikke har ret til at stemme til israelske valg. Selvom Østjerusalem officielt er annekteret af Israel, kan områdets palæstinensiske indbyggere ikke stemme til parlamentsvalg, og på Vestbredden bor israelske stemmeberettigede flere steder blot få hundrede meter fra deres palæstinensiske naboer, der ikke kan stemme. Mange palæstinensere ønsker imidlertid ikke at stemme ved valg til israelske institutioner, fordi de mener, at de derved anerkender Israels politiske magt. Derfor boycotter mange palæstinensere i Østjerusalem kommunalvalget, selvom de har stemmeret til det, fordi de – ligesom det internationale samfund – ikke anerkender, at Østjerusalem er en del af Israel.