PALÆSTINENSISKE MÆRKEDAGE

Størstedelen af palæstinenserne er muslimer, og derfor fylder de muslimske helligdage og skikke meget, men der tages i høj grad også hensyn til områdets mange kristne mindretal. Det bærer særligt weekenden præg af.

De fleste offentlige institutioner og private virksomheder holder lukket om fredagen, der er den ugentlige muslimske helligdag og markerer dagen, hvor Adam menes at være blevet skabt. Fredagsbønnen anses som særlig vigtig og her er prædiken lidt længere end andre dage. I de områder, hvor der kun bor muslimer holdes weekend fredag og lørdag. Men i områder med kristne mindretal holder skoler og andre offentlige institutioner fri om søndagen, hvorved weekenden bliver delt op i to.

Muslimske højtider – Ramadan og Eid
Den muslimske kalender følger månen ligesom den jødiske kalender. Derfor flytter datoerne for de muslimske helligdage sig hvert år.

Den vigtigste højtid er Ramadanen, også kaldet ’den hellige måned’, der ligger i den muslimske kalenders niende måned. Ramadanen er en måneds faste fra solopgang til solnedgang. I denne tidsperiode må man heller ikke drikke, ryge eller have sex. Børn, syge, rejsende, gravide og menstruerende kvinder skal dog ikke faste. Traditionelt samles man med familie og venner for at bryde fasten ved solnedgang. Dette måltid kaldes ’iftar’, der betyder morgenmad. Mange vågner også op inden solopgang for at spise ’suhur’ (arabisk for ’før morgengry’).

Afslutningen på Ramadanen fejres med Eid Al-Fitr, der betyder ’højtid for afslutningen af fasten’. Den varer typisk en uge, hvor det er tradition at besøge familiemedlemmer. Børnene får typisk nyt tøj og lommepenge, og voksne mænd giver penge til kvinderne i deres familie, kone(r), søstre, mor, niecer mm.

En måned efter Eid Al-Fitr fejres Eid Al-Adha, ’højtiden for opofrelse’. Den markerer, at Abraham – der kaldes Ibrahim på arabisk – var villig til at ofre sin søn ifølge fortællingen i Koranen og i Biblen. Der er tradition for at slagte et får eller et andet dyr. Helligdagen har særlig stor betydning i Hebron, der huser Ibrahimi-moskeen, hvor både muslimer og jøder mener, Abraham er begravet. Eid Al-Adha markerer endvidere afslutningen på pilgrimsrejsen, Hajj, og mange følger på TV, hvordan pilgrimsrejsende i Mekka går rundt om ’Kabaen’, en kubeformet bygning, der er centrum for muslimers bederetning.

Kristne højtider
For de kristne er julen og påsken de største helligdage, men ikke alle fejrer de to helligdage samtidig. Der findes en række forskellige kristne grupper, hvoraf den største er den græsk-ortodokse. De følger én kalender, mens andre grupper følger samme kalender som i Danmark. Der er altså jul og påske to gange – nogle gange falder det på samme dag, andre gange med mere end en uges forskel.

Påsken er den mest hellige højtid, og det er udbredt blandt de forskellige kristne trosretninger at faste i 40 dage op til påske. Perioden markerer tiden Jesus, ifølge Biblen, tilbragte i ørkenen og skal desuden give tid til at reflektere over hans lidelse og opofrelse. Det er en periode, hvor man skal angre sine synder, udøve selvdisciplin og give almisser. Fasten består derfor af at undgå animalske produkter, og mange vælger desuden at opgive goder såsom rygning og sukker.

De kristne helligedage er også anledning for flere tusinde kristne pilgrimme fra hele verden til at besøge Jerusalem og Betlehem. Selvom de palæstinensiske kristne kun udgør et mindretal på 1-2 procent fylder deres helligdage derfor lige så meget i gadebilledet som de muslimske.

Nationaldage
Foruden de religiøse helligdage markerer palæstinenserne også en række nationaldage.

Den vigtigste nationaldag er Al Nakba den 15. maj, der markerer Israels tilblivelse og den efterfølgende fordrivelse/flugt af halvdelen af den palæstinensiske befolkning. Den 5. juni kaldes Al Naksa, arabisk for ’tilbageslaget’, og henviser til Israels besættelse af Gaza og Vestbredden i 1967.

Palæstinas Uafhængighedsdag markeres d. 15. november. Navnet kan virke påfaldende, når Palæstina ikke er uafhængig, men i 1988 annoncerede Palæstinas Nationale Råd (der repræsenterer palæstinensere i hele verden), at de anerkendte en palæstinensisk stat inden for grænserne frem til 1967. De bakkede desuden op om FNs konventioner og international lov. Erklæringen blev kaldt et historisk komromis, idet palæstinenserne her anerkendte to-statsløsningen og afskrev sig 78 procent af det tidligere Palæstina under det britiske mandat.

Den 29. november blev i 1977 erklæret for FN-dag for solidaritet med det palæstinensiske folk. Dagen har ikke så stor betydning i de palæstinensiske områder, men markeres i FN i New York og har til hensigt at minde verdenssamfundet om, at spørgsmålet om Palæstina stadig er uløst.