FLYGTNINGE I LIBANON

Der har været palæstinensisk flygtninge i Libanon siden 1948, hvor omkring 200.000 palæstinensere flygtede – eller blev fordrevet – nordpå fra kampene i det, der i dag er Israel. De kom primært fra de nordlige byer – f.eks. Haifa og Akko – og fra Galilæa.

De palæstinensiske flygtninge i Libanon hører til den fattigste del af befolkningen. Flygtningenes hverdag i lejrene er præget af dårlige fysiske forhold, høj befolkningstæthed og høj arbejdsløshed. De palæstinensiske flygtninges retsstilling i Libanon har siden begyndelsen været svag; flygtningene er nægtet byggetilladelser, langt størstedelen har ikke fået statsborgerskab (dvs. de er reelt statsløse), og de er forment adgang til en lang række erhverv.

De palæstinensiske flygtninge i Libanon er i mange henseender afhængige af den hjælp og støtte de får fra UNRWA – FNs organisation der tager sig af palæstinensiske flygtninge – både når det drejer sig om uddannelse, lægehjælp og meget andet. Der er i dag mere end 390.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon, hvilket er omkring 10% af Libanons befolkning. Omkring 211.000 af dem bor i de 12 flygtningelejre / byer, der findes i Libanon.

UNRWA definerer en palæstinensisk flygtning som en person, der mellem juni 1946 og maj 1948 havde sin normale bopæl i det område, der hed Palæstina på det tidspunkt, og som både mistede sit hjem og sine indtjeningsmuligheder pga. krigen 1948-49. Dette gælder også disse flygtninges børn, og alle disse mennesker har ret til støtte og hjælp fra UNRWA.

De palæstinensiske flygtninges rolle i den regionale politiske konflikt er central set fra et palæstinensisk synspunkt.