EROBRING OG KOLONITID

Spanierne kom til de omtalte egne fire årtier efter, at Christoffer Columbus havde opdaget Amerika. Erobringen af territoriet og undertvingelsen af de oprindelige indbyggere førte til det største folkemord i kontinentets historie. De indtrængende spaniere forfulgte deres hensigt med sværdet i hånd og evangeliet under armen og gennemtvang deres sprog, deres religion og deres kultur.

Koloniperioden tog sin begyndelse med tilfangetagelsen af og drabet på inka Atahualpa, og Spanien fik hermed det politiske, økonomiske, sociale og kulturelle overherredømme i det område, der i dag er Ecuador, Colombia, Peru og Bolivia. Kolonitiden skulle komme til at vare i tre århundreder.

I 1533 marcherede femhundrede spaniere ind i Cuzco og skaffede sig et kostbart krigsbytte i form af guld og sølv. Efter dispositioner fra kejser Karl V i Spanien blev inka-nationen delt mellem de to erobrere af Peru, Francisco Pizarro og Diego de Almagro: Det Nye Castilien til Pizarro i nord, og Det Nye Toledo til Almagro i syd.

Tilfangetagelsen af Athualpa og den løsesum, der skulle udbetales for hans frigivelse, udgjorde en milepæl. Løsesummen, der anses for den største i historien, afslørede erobrernes dobbeltspil. For at sætte Athualpa fri krævede Pizarro, at han skulle bede sine undersåtter om at fylde et rum på 22 fods længde og 17 fods bredde og en højde, der nåede op til hans arme, med guld og sølv. Athualpa indvilgede heri. I løbet af et par uger indfriede hans undersåtter kravet og indsamlede 6087 kilo af det pureste guld og 11.793 kilo sølv. Pizarro holdt imidlertid ikke sit løfte; da han havde fået sin løsesum, lod han den sidste inka-hersker henrette på byens torv.

I løbet af 1500-tallet grundlagde spanierne byer og institutioner på strategiske steder: i 1538, Chuquisaca, med det nye navn La Plata, på grund af den enorme mængde sølv i denne egn. I 1546, Potosí, ved foden af bjerget Cerro Rico. I 1548, La Paz i Chuquiago, en egn rig på guld. Siden hen grundlagde de Cochabamba og Tarija i 1574 og Santa Cruz i 1592.

Den militære erobring blev efterfulgt af den åndelige, religiøse, erobring. Den katolske kirke skaffede sig politisk magt og kulturel indflydelse gennem udbredelse af den kristne lære. Korset blev det nye symbol, der blev påtvunget de besejrede ved brug af de grusomste metoder. Kirkerne blev rejst oven på de gamle hellige steder og blev symboler på den nye magt.

Spanierne blev ved med at strømme ind i de nyerobrede områder, hvor de slog sig ned og grundlagde byer, samtidig med at de fordelte jordene og minerne mellem sig og pålagde de besejrede at arbejde som slaver. Opdagelsen af Cerro Rico ved Potosí blev den væsentligste hændelse inden for minedriften og afgørende for den koloniale økonomi. Det anslås, at sølvproduktionen fra opdagelsen af Cerro Rico og frem til 1846, nåede op på 194.790.775 sølvmark (en mark=230 gram). Da produktionen var på sit højeste i La Plata-egnen, blev Potosí en af de tættest befolkede og rigeste byer i verden. Og der koncentreredes ligeledes størstedelen af landbrugsproduktionen. Spanierne medbragte nye overrislingssystemer. Ploven erstattede den århundredgamle chaquitajlla. Plovfurerne erstattede den traditionelle brug af huller. Spanierne indførte forskellig såsæd, kornarter, grønsager, frugttræer og nye træsorter. Den traditionelle diæt bestående af majs og kartofler udvidedes med brød gennem produktion af hvede, med kød af kvæg, får, svin og ged samt mælk og ost.

Encomienda-systemet og ”la mita”
Den koloniale økonomi baseredes på udnyttelsen af mineraler og ædelmetaller, men landbruget spillede også en vigtig rolle som producent af fødevarer til de mange tilkomne. Det var derfor vicekongen Francisco de Toledo indførte udbytningsmekanismer som ”la mita” og encomienda-systemet.

Encomienda var den ret, man overdrog de nye jordejere over de indianere, der boede på de nye jordejeres jord, før de kom til. Den nye jordejer pålagde indianerne at arbejde i landbruget med det formål at producere den tribut, der skulle betales til den spanske krone. Til gengæld skulle jordejeren beskytte indianerne og sørge for at kristne dem. For at sikre indtægterne til kronen greb spanierne ofte til hårdhændede metoder til at kristne indianerne. Encomienda’en, som altså tildeltes de nye jordejere af kongen, blev kun tildelt for to generationer: til den nye jordejer og hans efterkommer. Derefter overgik jorden atter til kongen, som så kunne uddele den på ny. I begyndelsen af 1600-tallet var encomienda-systemet gået i opløsning, og størstedelen af jorden blev ejet af private godsejere, der havde købt jorden af de indfødte. Når de nye godsejere døde arvede deres efterkommere jorden og så fremdeles i al evighed, hvilket altså ikke var tilfældet, mens encomienda-systemet virkede.

”La mita” bestod i, at indianerne i perioder blev indforskrevet til tvangsarbejde i minerne, i tøj – og klædefremstilling og anden produktion, hvorefter de kunne vende tilbage til deres landsbyer. Kun en tiendedel af de indfødte indianere overlevede det barske tvangsarbejde. Den spanske lovgivning med hensyn til anvendelse af indianerne til tvangsarbejde var omhyggelig og human, men den forhindrede ikke, at befolkningen arbejdede under slavelignende forhold med ekstrem udnyttelse. ”La mita” fik et grumt ry som en metode til menneskeudryddelse i minerne.

I et forsøg på at forbedre udbyttet af minedriften og sætte en stopper for den nådesløse udbytning af indianernes arbejdskraft, der praktiseredes af de spaniere, der havde fået tildelt retten til ”la mita”, fastsatte vicekongen af Toledo regler for rekruttering af arbejdere til minedriften og for, hvorledes arbejdet skulle udføres, men ikke desto mindre fortsatte den umenneskelige udnyttelse af indianerne i minerne. Der var som oftest en arbejdsdag på 36 timer uden pauser flere hundrede meter under jorden under højst usikre forhold.

Tygning af kokablade
Under Tawantinsuyu var tygning af kokablade forbeholdt overklassen. Inkaerne betragtede bladene som ”hellige blade”, og under deres herredømme var der en omfattende produktion af kokablade af meget høj kvalitet på markerne omkring hovedstaden Cuzco. Området for koka-dyrkning udvidedes imidlertid, så det med tiden også omfattede dele af det nuværende Ecuador og de tempererede egne af Collasuyo (Bolivia). Skikken med at tygge koka-blade bredte sig til andre befolkningsgrupper, fordi koka’en virker opkvikkende, hvis man er træt, og fordi den dæmper sult.

I kolonitiden vedblev indianerne med at tygge koka, ligesom de opretholdt de gamle ritualer og praksisser omkring den. De såkaldte yatiris, en art shamaner, hældte kokablade ud over et stykke klæde, og via den måde, bladene lagde sig tilrette på, kunne de læse fremtiden eller afsløre, hvem der havde begået denne eller hin forbrydelse. Det vil sige, at indianerne opretholdt venerationen for ”de hellige blade” trods omvendelsen til kristendommen. Vicekonge Cañete besluttede sig til at forbyde brugen af kokablade, men da han opdagede, at indianerne ikke kunne udholde de hårde og lange arbejdsdage uden dem, tillod han den fortsatte dyrkning af bladene. Dyrkningen af kokablade blev imidlertid forbeholdt spanierne, og størstedelen af produktionen skulle anvendes til konsum blandt de arbejdende indianere i minerne og på godserne.

Indianerne fik koka som godtgørelse for deres arbejde for at mindske den høje dødelighed blandt dem. Indianerne kunne som regel kun overleve et års tvangsarbejde, så derfor så spanierne sig nødsaget til at importere 1500 slaver fra Afrika flere gange årligt. De sorte døde nemlig også ofte efter et halvt års arbejde i minerne. Nylige studier afslører, at under ekspansionen af godsejervældet fra 1600-tallet blev aymara-familier fra området Yungas pålagt at arbejde tre-fire dage om ugen på godset, og at dette tidsrum svarede til det tidsrum, indianerne måtte arbejde for at skaffe høstudbytte til inka-staten.

Udryddelse af afgudsdyrkelse
Indførelsen af spansk som kultiveringselement og til udbredelse af den kristne tro førte ikke til en udryddelse af de indfødte sprog eller traditioner. Såvel quechua – som aymara-indianere modsatte sig den kulturelle og religiøse dominans.

Udryddelsen af indianernes dyrkelse af deres traditionelle guder var et vanskeligt arbejde for de munke, der forsøgte at kristne disse folk. Krønikeskrivere som Bartolomé Arzans de Orsúa Vela, Pedro Vicente Cañete, Victorian de Villava – forsvarer for indianerne – samt Bartolomé de las casas – ligeledes forsvarer for indianerne – beskriver de inkvisitoriske metoder, der blev anvendt til at tvangsomvende indianerne. Trods de hårdhændede omvendelsesmetoder lykkedes det ikke gennem tre århundreders kolonisering at udrydde indianernes gamle trosforestillinger baseret på animisme.

Aymaraindianerne og quechuaindianerne indvilgede i at lade sig døbe i den kristne tro og føjede sig under den kulturelle synkretisme, men de har indtil i dag bevaret deres tro, deres identitet og deres erindring om deres historie, der er blevet formidlet mundtligt fra generation til generation af særligt udvalgte familier. Begge disse indianske folk greb til tavshed som modstandsvåben og til at fortsætte deres traditioner i det skjulte for at bevare deres kultur.

Det 17. århundrede var karakteriseret af det, der benævnes ”el mestisaje”, det vil sige kulturblandingen mellem den spanske og den indianske kultur, som især fandt sted i byerne og i de mindre sogne. Præsterne, der fulgte i kølvandet på erobrerne, såede kimen til den kulturblanding i Den Nye Verden, som i dag er den fremherskende. Og præsterne blev ubetvivleligt dem, der lagde grunden til tænkning, filosofi og videnskab. Fra 1624 udbredte universitetet Universidad de San Francisco Javier de Chuquisaca den centraleuropæiske kultur, kunst og litteratur. Men det var samtidig her tankerne om løsrivelse fra Spanien fødtes.

Kampen om rigdommene i Den Nye Verden involverede militære ledere, guvernører, ærkebiskopper, godsejere og andre feudalherrer. Fra 1564 og gennem mere end ét århundrede var Potosí en slagmark for kampe mellem spaniere fra Baskerlandet, Castilien, Galicien, Andalusien og Extremadura. De spanske adelsmænd med titler af ”hidalgo” sloges til døden.

Erobrernes hang til eventyr ansporedes af forestillingen om, at vældige inkaskatte lå gemt i Amazon-junglen. Et utal af ekspeditioner blev sat i værk med det formål at finde de sagnomspundne skatte, som naturligvis aldrig blev fundet, men ekspeditionerne blev brugt til at grundlægge missioner og kolonisere de østlige egne af Bolivia.

Oprør
1700-tallet er præget af et stigende forfald i kolonien og spirende oprør. Forringelser i afkastet fra minerne ved Potosí, der ikke skyldtes udtømning af de rige årer, men oversvømmelser i de nedre regioner af Cerro Rico, udløste de første oprør iværksat af indianere og mestitser. Oprørene skyldtes på den ene side et behov fra de såkaldte kreolere for at frigøre sig fra det spanske åg, og på den anden side den udnyttelse og skændige behandling, som indianere og mestitser var udsat for. Der opstod et enormt behov for frihed.

Tre hundrede års undertrykkelse havde kun tjent til berigelse af spanierne. Encomienda-systemet, tvangsarbejdet, Spaniens foragt for krolere, mestitser og indianere var alt sammen medvirkende til, at de rejste sig i protest mod landet i Europa. Alejo Calatayuds oprør i Cochabamba i 1730 var den første opstand mod et nyt afgiftssystem, spanierne forsøgte at indføre for at sætte en stopper for indianernes taktik med at lade sig registrere som mestitser for at unddrage sig tvangsarbejde. Oprørerne massakrerede spanierne og plyndrede deres ejendomme; de indtog det kommunale styre og krævede, at borgmestrene fremover skulle være personer, født på stedet. Dette oprør endte dog med, at Calatayud blev dræbt.

Det omtalte afgiftssystem udløste også oprør i Chayanta i 1780 anført af Katari-brødrene. Oprøret endte efter et år, da Tomás Katari døde i kamp, og hans to brødre Nicolás og Dámaso blev henrettet. I 1781 tilskyndede Sebastián Pagador indianerne til oprør i Oruro med henvisning til, at bystyret udelukkede dem fra deltagelse, idet der kun sad enten kreolere eller mestitser. Det førte til en massemobilisering af de udelukkede indianere, og det blev nødvendigt for styret at indhente forstærkning fra Cochabamba til nedkæmpelse af oprøret. En måned efter sluttede indianeren Julián Apaza, der havde tillagt sig navnet ”vicekonge Túpac Katari”, og hans kone, Bartolina Sisa, sig til en indianerbevægelse, der var opstået i Cuzco under ledelse af Túpac Amaru, og disse anførere marcherede i spidsen for 30.000 indianere mod La Paz, som de belejrede i 7 måneder.

Belejringen af La Paz var den længste og mest grusomme konfrontation mellem indianerne fra landet og spaniere, kreolere og mestitser i hovedstaden. Byens få reservelagre var brugt op efter nogle få måneder. Sult og tørst decimerede befolkningen i byen. Det siges, at man af mangel på kød stegte sålerne på folks støvler. Men de belejrede holdt stand i håb om forstærkning. Forstærkningen kom endelig og førte til brutal nedslagtning af de belejrende indianere.

Da belejringen ophørte som følge af hjælpetropper fra Buenos Aires, blev Julián Apaza og Bertolina straffet med grusomme legemsstraffe, og det samme blev Túpac Amaru i Cuzco. De blev bundet ved lemmerne til heste, der rev dem fra hinanden. Derefter blev de halshugget og deres hoveder sat på stager, som så efterfølgende blev båret gennem landsbyerne til skræk og advarsel.

Dette oprør anført af Vicekonge Túpac Katari og Túpac Amaru var den største sociale mobilisering i kolonitiden. At oprøret endte med nederlag skyldtes blandt andet fraværet af en samlet ide hos anførerne samt militær underlegenhed i forhold til modparten. Imidlertid blev belejringen af La Paz en igangsætter af andre kampe til opnåelse af en løsrivelse fra Spanien.

De første tiltag til løsrivelse
De sidste år af koloniperioden er de første 8 år af 1800-tallet. Men i denne periode var det ikke indianerne, der stod i spidsen for oprør, men kreolere og mestitser, der havde sluttet sig sammen i én front. I 1809 lød råbet om frihed og løsrivelse fra Peru og indledte en kort guldalder i Bolivias historie. Kreolere, mestitser og indianere kastede sig i fællesskab ud i en krig på liv og død mod koloniherrerne. Aldrig før havde disse befolkningsgrupper slået sig sammen og kæmpet for ét eneste programpunkt: løsrivelse.

Hvor det i det tidligere omtalte indianeroprør, der førte til en belejring af La Paz, havde været landet mod byen, var det under uafhængighedskrigen byen, der stod i spidsen for kampen mod kolonistyret, men sekunderet af indianerne på landet.

Det blev år med stor usikkerhed, repressiv grusomhed, sult; år med flygtige sejre og langvarige ydmygelser; år med et inderligt ønske om opnåelse af selvstændighed på den ene side, og ønske om konsolidering af herredømme på den anden. På et areal på 3 millioner kvadratkilometer var der kun plads til to kæmpende hold, hver med sin klare ide om, hvad der skulle gøres.

Fra Peru spredtes revolutionære ideer ud over kontinentet, ideer om selvstændighed, om politisk uafhængighed og national samling i kamp mod kolonivældet. Spanierne spillede på to heste: Offentligt erklærede de den afsatte konge Ferdinand VII troskab og loyalitet, men privat fejrede de bourbonnernes genindtagelse af den spanske trone. Mens de fædrelandstro kun tænkte på fædrelandet.

D. 25.maj 1809 udløser en arrestordre på en fortaler for de fattige, udstedt af lederen af det spanske justitsvæsen i Charcas, så stor utilfredshed, at det fører til et nyt oprør. Domstolen løslader ikke alene fangen, og sætter i stedet lederen af justitsvæsnet i fængsel, den slutter sig også til kravet om løsrivelse og konstituerer sig som revolutionær magtbase, hvorved løsrivelseskampen mod Spanien for alvor er skudt i gang.

Det lykkes ikke Chuquisaca og La Paz at forene deres hære. De tropper, der er loyale mod den spanske konge i moderlandet Spanien, besætter skyndsomst La Paz med 5000 mand, sendt fra den spanske vicekonge i Peru. Oprørerne vover af skræk for repressalier ikke at gøre andet end at hilse tropperne velkommen. I erkendelse af oprørernes nederlag indleder oprørslederen Murillo forhandlinger med spanierne og tages til fange. De kongetro spanske troppers sejr besegles og efterfølges af repression af de oprørske.

D.29. januar 1810 bliver Murillo henrettet. Hans samarbejdspartnere lider samme skæbne. Men da Murillo står med løkken om halsen siger han følgende ord, der skulle komme til at gå over i historien: ”Den lunte, der nu er antændt, vil ingen kunne slukke”.