Republikken
Den 6. august 1825 proklamerede Det Øverste Råd nationen for uafhængig; den fik navnet Bolívar efter befrieren Simón Bolívar, men navnet ændredes allerede få dage efter permanent til navnet Bolivia. Den bolivianske nation fødtes med en demokratisk politisk forfatning, men kun på papiret. Den nye stat forblev i hænderne på én herskende klasse, det kreolske aristokrati, der udelukkede de mestitser og indianere, der også havde kæmpet for løsrivelsen og håbet på en proportionel og ligelig magtfordeling.
Der kom kun en svag antydning af imødekommelse af indianernes rettigheder og krav. I de fem måneder og syvogtyve dage, Simón Bolívar sad ved roret, besluttede han via dekreter at gøre kolonitidens slaver til borgere i republikken og tildelte indianerne jord og frihed. Endvidere underkendte han de høje afgifter, indianerne var pålagt i kolonitiden, og fastsatte en pris på frivilligt arbejde. Men næppe havde Bolívar begivet sig nordpå, før det kreolske bureaukrati ophævede de omtalte dekreter.
Det kreolske oligarki bemægtigede sig jorden, minerne, industrien og handlen. Mestitserne fik overdraget ubetydelige småforetagender, der kun rummede få muligheder for at få adgang til den kirkelige magt og hæren. Indianerne fik samme behandling som i kolonitiden. De blev udnyttet som slaver i landbruget og i minerne, fik ingen rettigheder og blev dømt til at leve i landflygtighed på deres egen jord.
Efter femten års krig var den tidligere koloni sunket ned i dyb fattigdom. Jorden lå uudnyttet hen og blev forladt, og antallet af mineingeniører, der i kolonitidens blomstringsperiode havde været oppe på 120, faldt til 15, hvilket førte til et kronisk underskud frem til slutningen af 1800-tallet. Kirken, der havde arbejdet på at udbrede kristendommen gennem tre århundreder, havde akkumuleret enorme jordarealer og beholdt lige straks deres økonomiske magt under det nye styre, men dens jorde blev snart forvandlet til krigsbytte. Det blev almindelig praksis at konfiskere bygninger, godser og andre rigdomme hørende til kirken, men det ændrede dog ikke radikalt på situationen.
Løsrivelsen fra Spanien førte til uventede hændelser. I 1828 invaderede den peruanske general Agustín Gamarra Bolivia uden tilladelse fra regeringen fra Lima og under påskud af at ville beskytte præsident Antonio José de Sucre og genindføre foreningen af de forskellige dele af Peru, den samling, der gjaldt i kolonitiden. Sucre afviste beskyttelsen og lykkedes med at forsvare den nationale suverænitet. I 1835 invaderede en anden boliviansk general i regeringen, feltmarskal Andrés de Santa Cruz, nabolandet i samme hensigt som den førnævnte Agustín Gamarra.
Efter to års krig med sejre til den bolivianske hær anedes konturerne af en konføderation mellem Peru og Bolivia. 1. maj 1837 blev Konføderationspagten underskrevet, og Santa Cruz blev udnævt som protektor. Chile og Argentina stillede sig fjendtligt til projektet. Peruanske nationalister aktionerede.
Den 20. januar 1839 sejrede den chilenske hær i slaget ved Yungay, og konføderationen led skibbrud. To dage forinden havde den bolivianske kongres underkendt Santa Cruz’ styre. Da general Gamarra atter var kommet til magten i 1841, invaderede han på ny Bolivia i den hensigt at forene det med Peru, men han led nederlag og blev dræbt i slaget ved Ingavi.
Militæret i regering. Kreolerne ved magten
Mellem 1825 og 1884 blev Bolivia regeret af militærfolk. Med undtagelse af venezuelaneren Simón Bolívar, colombianeren Sucre og bolivianeren Santa Cruz stillede de efterfølgende regimer sig betingelsesløst til rådighed for det kreolske aristokrati, der udgjordes af godsejere, industrimagnater med tilknytning til minedriften, juridiske doktorer, præster, større jordbesiddere og velstående handelsfolk. I over et halvt århundrede var vejen spærret for en demokratisk organisation under civil ledelse.
Som følge af det militære oligarkis dårlige ledelse blev der på 59 år godkendt ikke mindre end 11 forfatninger. Den manglende evne til at nedfælde de lovmæssige instrumenter, som den nye virkelighed krævede, er mærkbar i de forskellige udkast. Nok var Bolivias forfatning inspireret af forfatningen i USA, men de love, der skulle erstatte lovene fra kolonitiden, er tro kopier af love fra Frankrig og Spanien. Det civile lovkompendium er en direkte oversættelse af de Napoleons civile lovkompendium.
Republikkens økonomi bibeholdt produktionsformer, der stammede fra kolonitiden. Landbruget kom i anden række. Udnyttelsen af minerne sås som måden, hvorpå landets økonomi kunne genoprettes. Af de 10.000 sølvminer lykkedes det at redde 137. Af de 700 guldminer reddedes 11.
Rigdommene langs kysten i form af sølv, kobber, salpeter, guano og jod kunne have udgjort det økonomiske grundlag for Bolivia, men fundet af disse rigdomme faldt sammen med Mariano Melgarejos præsidentperiode, og denne præsident beskrives som ”en liderlig og dyrisk tyran, en af de mest ubegavede og uansvarlige ledere i landets historie” (Guzmán Agusto: Historia de Bolivia. Ed. Los Amigos del Libro, La Paz, 1973).
Malgarejo var grebet af det chilenske borgerskabs ambition og Brasiliens ekspansionisme, begge lande, der bemægtigede sig vidtstrakte områder for absurde kompensationer. Selv om størstedelen af regeringerne i Bolivia kom til magten ved statskup, blev de fireogtyve oprør mod Malgarejos regering, iværksat og støttet af civile, begyndelsen til enden på det militære oligarkis overherredømme. Da general Isidoro Belzu kom til magten blev oligarkiets fortsatte besiddelse af magten brudt. Mellem 1848 og 1855 indsatte Belzu den første folkelige regering.
Belzu iværksatte politiske tiltag, der ikke afspejlede de økonomiske ideer, der praktiseredes i Europa som den engelske merkantilisme. Han beskyttede den nationale produktion, fremmede statsmonopoler og forbød udenlandske handelsaktiviteter på boliviansk grund. Et vellykket initiativ under hans regering var eksporten af quinoa til Europa.
Mineoligarkiet
I den anden republikanske epoke konsolideredes mineoligarkiet, hvilket var afgørende for fremkomsten af politiske partier. De mest relevante partier var det liberale parti og det republikanske. Det liberale parti var bannerfører for føderalismen og tilføjede sin modstander et nederlag i Den Føderale Revolution. I 1889 kom det liberale parti til magten og flyttede hovedstaden fra Sucre til La Paz.
De liberale regerede frem til 1920, da de blev væltet af republikanerne. Knap var disse kommet til magten, før de splittedes op i to lejre, ”regeringslejren” og ”de sandes lejr”, der tog magten og gik ind i Chaco-krigen mod Paraguay. Inden for økonomien var den vigtigste begivenhed i denne periode, at udnyttelsen af minerne blev effektiviseret. Hele minedriften koncentreredes i hænderne på tre magtfulde industriforetagender Patiño, Hochschild og Aramayo, de såkaldte ’tinbaroner’, der rationaliserede produktionen, åbnede en ladeport for udenlandske investeringer og inkarnerede ”den mine-feudale superstat”.
Inden for det politiske felt gav Chaco-krigen anledning til, at nye partier så dagens lys, partier som Falange Socialista Boliviana, der var et konservativt parti, der sluttede op om Franco i Spanien, partier på venstrefløjen, der stod for en revolutionær nationalisme, et trotskistisk parti og et marxistisk-leninistisk parti. Movimiento Nacionalista Revolucionario (MNR) var det mest relevante af disse partier. I 1943 regerede Razón de Patria med militærisk logik og oberstløjtnant Gaulberto Villarroel i spidsen. Han definerede sin ideologi med en lapidarisk sætning: ”Jeg er ikke de riges fjende, men jeg er større ven af de fattige”.
Den 21. juli 1946 ansporede reaktionære militærfolk og Partido de la Izquierda Revolucionaria (PIR) fra venstrefløjen pøblen til oprør og beskyldte regeringen for at være ”nazi-fascistisk”, og præsident Villarroel blev hængt i en lygtepæl på Plaza Murillo. Hans død var optakten til et blodigt kapitel i Bolivias historie.
I den lapsus, der går under betegnelsen ”el sexenio”, styrkedes de forfulgte oprørsledere, der levede i det skjulte eller i eksil, som for eksempel den historiske oprørsleder Víctor Paz Estensoro – der konspirerede fra Buenos Aires – . Oprørene vandt valgt i 1951, men deres sejr blev ikke respekteret af mineoligarkiet, der havde sat sig tungt på magten. MNR mente, at tiden var inde til et folkeligt oprør.