Temapakker / Bolivia / 4.500 års historie / Sociale bevægelser

 

SOCIALE BEVÆGELSER SPIRER FREM

Når minedrift har været grundlag for økonomien i et land med fokus på netop denne ene industri, er det indlysende, at det var i minerne, der opstod et boliviansk proletariat, og at minearbejderne har været spydspids i kampene for bedre livsvilkår.

Anarkismen, der kom til Bolivia med den europæiske indvandring i begyndelsen af det 20. århundrede, blev omfavnet af fabriksarbejdere, grafiske arbejdere, skræddere, frisører og håndværkere i byerne, mens det revolutionære marxistisk-leninistiske tankegods med den radikale flanke, trotskismen, vandt gehør blandt minearbejderne.

Historien om de sociale kampe i Bolivia er uomtvisteligt historien om minearbejderproletariatet som fortrop i kampene; minearbejderne har været en konfrontativ fjende af den nordamerikanske imperialisme og af de herskende klasser i det politiske og det økonomiske liv i landet.

Før og under Chaco-krigen satte minearbejderne, hvoraf størstedelen er mestitser, sig op mod regeringen i Salamanca, der erklærede paraguayanerne krig. I starten af 1940’erne demonstrerede minearbejderne gennem protestmarcher og strejker deres utilfredshed med tinbaronernes monopol på mineudvindingen og med de regeringer, der beskyttede baronerne. I 1942 fandt den første store massakre på minearbejderne sted i minedistriktet Catavi.

I 1944 blev minearbejdernes fagforening, Federación Sindical de Trabajadores Mineros de Bolivia, grundlagt. Siden da har arbejderbevægelsen haft en organisk udvikling med udgangspunkt i politiske teser vedtaget på kongresser. Samtidig med dannelsen af fagforeningen dukkede to navne op, der skulle komme til at karakterisere de sociale kampe i Bolivia indtil udgangen af det 20. århundrede: Guillermo Lora og Juan Lechín Oquendo.

Som leder af Partido Obrero Revolucionario af trotskistisk observans var Lora den betydeligste intellektuelle i arbejderbevægelsen og ophavsmand til de teser, minearbejderne støttede sig til. Lechín var en karismatisk leder, der stod i spidsen for arbejderbevægelsen i halvtreds år.

Pulacayo-tesen dannede udgangspunkt for arbejdernes kamp fra Chaco-krigen til Revolutionen i 1952. Ifølge tesen var klassekamp og proletariatets magtovertagelse den eneste vej til en socialistisk revolution. Efter sammenslutningen med Villarroel skabte minearbejdernes kampe betingelserne for det folkelige oprør, hvorved det sejrende MNR blev tvunget til at nationalisere minerne og dekretere en jordreform. Bønder og arbejdere dannede tilsammen folkelige militser til erstatning for hæren.