NEOLIBERALISME OG KAPITALISERING

Den 6. august 1985 kommer Víctor Paz Estenssoro til magten for fjerde gang. Lederen af Revolutionen i 1952 ser ingen anden udvej til en genoprettelse af økonomien end den neoliberale model. Tre uger efter at være blevet indsat i præsidentembedet erklærer han, at statsstyringen af økonomien skal høre op og bebuder indførelsen af en ny økonomisk politik.

Via dekret 21060 søger Paz Estenssoro at stoppe hyperinflationen, der er nået op på 35.000 % årligt, at stabilisere økonomien og indlede en proces til strukturel forandring. Man går fra statskapitalisme til en liberal økonomi. Neoliberalismen iværksættes med strukturtilpasningstiltag dikteret af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond; staten skal foretage drastiske nedskæringer i de offentlige budgetter. Der kommer masseafskedigelser. Tusinder af minearbejdere ”omrokeres”, hvilket reelt betyder, at de fyres. Den nye økonomiske politik muliggøres gennem en regeringspagt mellem MNR og Banzers højreorienterede Acción Democrática Nacionalista.

Paz Estenssoro efterfølges i august 1989 på præsidentposten af Jaime Paz Zamora fra Movimiento de la Izquierda Revolucionaria, der også allierer sig med Banzars parti. Paz Zamoras regering fortsætter den neoliberale model. Han dæmmer op for utilfredsheden med indrømmelser til arbejderne og til kokadyrkernes bevægelse på Cochabamba-egnen. Med sloganet ”koka er ikke kokain” lykkes det ham delvis at neutralisere kokadyrkernes bevægelse anført af Evo Morales, ligesom han i forholdet til udlandet forsvarer produktionen og den traditionsbundne brug af kokablade.

I 1993 peger skiftet i udøvelsen af magten på en ny præsident, Sánchez de Losada og dennes vicepræsident Víctor Hugo Cárdenas, en intellektuel af aymara oprindelse. I august 1993 udbygges neoliberalismen. Regeringen dekreterer udlicitering af væsentlige offentlige virksomheder og overdragelse af dem til den internationale private sektor. Kapitaliseringen består i at inkorporere en strategisk samarbejdspartner i de statslige virksomheder, der forinden er konverteret til blandede selskaber. Markedsværdien af hvert foretagende udgør 50% af det nye selskab; de resterende 50% kommer fra injektionen af ressourcer fra den nye kapitaliserende samarbejdspartner.

På denne vis kommer de statslige foretagender for olie og gas, elektricitet, telekommunikation, jernbaner og flyselskaber på private hænder. Statens aktier overføres til pensionsfonde – der ligeledes er i hænderne på udenlandske firmaer – og som skal administrere og finansiere ”en pension, der begunstiger alle ældre fra den 31/12. 1995”. De nye tiltag er så komplekse, at borgerne ikke har nogen klar ide om, hvad de vil medføre, selv om der begynder at blive sat spørgsmålstegn ved dem i økonomiske kredse uden for regeringen. Loven om Inddragelse af Folket, der overfører økonomiske ressourcer direkte til kommunerne som led i en decentralisering, blev af arbejderne betragtet som en demagogisk metode til at dække over de øvrige tiltags antinationale karakter.

Banzers tilbagekomst på præsidentposten (1997) styrker en fortsættelse af den neoliberale model. Da Banzer dør, efterfølges han af vicepræsident Jorge Quiroga, der underskriver kontrakterne vedrørende olie og gas. Søgen efter gas, udvinding og kommercialisering af gassen overlades til udenlandske selskaber, der høster fordelene af ejerskabet til denne ressource. Et første tegn på et ønske om generobring af landets naturressourcer, der administreres af udenlandske foretagender, er ”krigen om vandet” i Cochabamba i år 2000. Borgerne blokerer pladser og gader og kræver, at det internationale konsortium Aguas del Tunari, der tager lovstridige priser for vandforsyningen, sendes ud af landet. Oprøret fordrer sin saldo af døde og sårede. Banzers regering bringer konflikten til ophør ved at sætte det udenlandske konsortium på porten og overdrage foretagendet til organisationer i de civile samfund.

Efter et valg, hvor valgsvindel vækker ny uro i den bolivianske befolkning, kommer Sánchez de Losada igen til magten i august 2002 med intentioner om at fuldføre den påbegyndte kapitalisering i hans tidligere embedsperiode. En debat om ejerskabet til landets naturressourcer øger modviljen mod kapitaliseringen og andre tiltag, der påvirker nationaløkonomien og den enkelte families økonomi.

I februar 2003 udløser en demonstration blandt politiets ansatte mod en højere skat på lønnen i både den private og offentlige sektor en konfrontation mellem politi og hær midt på pladsen Plaza Murillo med adskillige døde i begge lejre. En flok skoleelever fra 8. – 9. klasse kaster sten mod regeringspaladset og forsøger at trænge ind i det. Sánchez de Lozada og hans ministre flygter ud af en sideindgang i paladset, ude af stand til kontrollere situationen.

Trods utilfredsheden i befolkningen insisterer Sánchez de Lozada ikke desto mindre i oktober 2003 på at eksportere gas til Californien gennem Chile og under ugunstige betingelser for Bolivia. Ved udsigten til, at eksporten udelukkende vil være til gavn for de multinationale olieselskaber, går indbyggerne i El Alto, der fortrinsvis er indvandrede indianere og mestitser, på gaden i protest. Fast besluttet på hurtigst muligt at realisere sine planer vedrørende eksporten af gas og stoppe de folkelige protester giver Sánchez de Lozada ordre til militær indgriben. Under feltråbet ”Gassen er vores!” gør en ubevæbnet folkemængde uden nogen ledelse front mod hærens tanks, maskingeværer og luftskyts. Resultatet af massakren er halvtreds døde og hundredvis af sårede.

Hvis intentionen om at sælge gas til USA for ubetydelige priser vakte generel utilfredshed i landet, så udløste massakren på fattigfolk en bølge af strejker i kirker og i fagforeningerne med krav om præsidentens afgang. Den 17. oktober giver Sánchez de Losada ordre til militæret om at nedskyde et kontingent minearbejdere, der marcherer mod La Paz. Nogle oberster nægter at adlyde ordren, smider forsvarsministeren ud af hærens hovedkvarter og opfordrer soldaterne til ikke at adlyde ordre fra de øverst befalende. Ud på natten ankommer præsident Sánchez de Losada med sin nærmeste familie til lufthavnen i en helikopter, hvorefter de flygter til USA.

Hans efterfølger, vicepræsident Carlos Mesa, har trods opbakning for befolkningen ikke mod til at nationalisere olien og gassen og vil i stedet forsøge sig med en folkeafstemning. Hans vankelmod udløser et folkeligt krav om hans afgang. Efterfølgende udskriver hans stedfortræder valg., et valg som bringer Evo Morales og partiet MAS til magten.