DEMOKRATISK ÅBNING

Modstanden inden for landets grænser, der blev støttet af bolivianere i eksil, bragte folk på gaderne i stadigt stigende antal. I 1977 indledte fire minearbejderkvinder en sultestrejke, der bredte sig til hele landet. Banzer så sig nødsaget til at dekretere amnesti og udskrive valg.

I 1978, 1979 og 1980 forestår 3 midlertidige regeringer, en militærregering og to civile, en række valg. Den 17. juli 1980, da vinderen af tre valg, Siles Zuazo, står over for at blive indsat som præsident, afbrydes den demokratiske proces af endnu et statskup. General Luis García Meza og hans stedfortræder Luis Arce Gómez står i spidsen for dette kup-eventyr; med dem indledes en ny periode med militærdiktatur, der går under betegnelsen ”narko-militærdikaturet”, fordi kuppet blev finansieret af narkohandlen.

På kupdagen angriber bolivianske paramilitære styrker, vejledt af argentinske officerer og trænet af den tyske krigsforbryder Klaus Barbie og af italienske, tyske og sydafrikanske lejesoldater det bolivianske fagforeningshovedkvarter, Central Obrera Boliviana, og dræber socialistlederen Marcelo Quiroga Santa Cruz. Regimet, der kun opnår anerkendelse og støtte fra det argentinske diktaturs Jorge Videla, indleder sin embedsperiode med en advarsel til sine modstandere om, at ”de vil blive tvunget til at gå omkring med katekismen under armen”, hvormed der bebudes endnu en blodig periode. Få dage senere lægger regimet den bygning i ruiner, hvor minearbejdernes fagforening COB har til huse.

15 måneder senere forlader García Meza præsidentposten. Magten kommer efterfølgende i hænderne på den ene militærleder efter den anden. Træthed i militærets rækker og den folkelige utilfredshed baner vejen for en tilbagevenden til demokratiet. I oktober 1982 kommer Siles Zuazo til magten. Med en front bestående af MNR, kommunistpartiet, Movimiento de Izquierda Revolucionaria, kommer venstrefløjen for første gang til magten, men står over for et land i opløsning og en enorm udenlandsgæld. En ukontrollabel hyperinflation følger.

I et hidtil uset klima af anarki forsøger regeringen at bringe balance i de offentlige udgifter og kontrollere den sociale utilfredshed. I midten af 1985 når inflationen hidtil ukendte højder. Silas Suazo ser sig nødsaget til at afkorte sin præsidentperiode med et år og udskrive valg.