UAFHÆNGIGHEDEN
Ved indledningen til det andet årti af 1800-tallet breder løsrivelseskrigen sig ud over hele det sydamerikanske kontinent fra Venezuela i nord til Argentina i syd. Kolonistyret får brutaliteten at føle på slagmarken, selv om deres hære formår at holde stand en tid, men de mærker også svækkelsen af deres magt på andre fronter.
Der er manifestationer af ulydighed og arbejdsnedlæggelser i minerne, i landbruget og i manufakturer i byerne. Mestitser og indianske tvangsarbejdere flygter i massevis fra deres arbejde og slutter sig til oprørshærene, hvilket påvirker produktionen og tvinger de spanske myndigheder til at indføre krigsøkonomi. I kampens hede snupper de spanske tropper det forarbejdede sølv fra kirkerne, tømmer de kongelige skatkamre og tøver ikke med at røve og plyndre overalt, hvor de kommer frem.
Hver gang de spanske tropper har vundet et slag, henretter de oprørsledere og officerer fra oprørshærene ved skydning. Trods disses underlegenhed både hvad angår våben, mandskab og forsyninger, lykkes det konstant også oprørshærene at vinde sejre, at besætte byer, og de får også nedsat et regeringsråd.
Fra d. 25. maj 1810 træder det argentinske regeringsråd i stedet for det spanske Vicekongedømme La Plata og erklærer krig mod Vicekongedømmet Lima, og fra Peru støtter oprørshærene straks op om det nye regeringsråd i Buenos Aires.
I 1816 reorganiseres den spanske hær med ankomsten af spanske tropper, der har kæmpet i Europa mod Frankrig. Udmattet efter et halvt års krig og ude af stand til at organisere og styre en egentlig hær griber oprørsstyrkerne til guerilla-krig. De spanske tropper befæster deres magt og decimerer guerilla-krigerne, der tvinges enten til at spredes eller give op. Kun en guerilla-bataljon kæmpede til krigens slutning og holdt La Paz under belejring, indtil feltmarskal Sucres sejrrige indtog i byen.
I 1817 afhang Perus skæbne af, hvordan befrielseskrigen faldt ud med venezuelaneren Simón Bolívar i spidsen i nord og med argentineren José de San Martín i spidsen i syd. Da Chiles løsrivelse var en realitet med sejren ved Maipú i april 1818, gik San Martín i land på Perus kyst i 1820, og kunne i juli 1821 drage sejrrigt ind i Lima og slå den sidste vicekonge i Peru, La Serna, på flugt.
På dette tidspunkt var det tvingende nødvendigt, at befrierne nåede til enighed om de befriede territoriers videre skæbne. Bolívar var ivrig fortaler for en stor latinamerikansk nation, der omfattede hele det territorium, den spanske kolonimagt havde regeret over, hvor alle staterne tilsammen udgjorde én republik. San Martín støttede et iberoamerikansk projekt, der var radikalt modsat Bolívars. Begge forslag var til forhandling i Peru.
Under et møde i Guayaquil i juli 1822 afholdt begge befrierne sig fra at fremlægge nogen forhandlingsløsning. Det eneste, der stod klart efter mødet, var, at San Martín forlod scenen og begav sig sydpå, hvorved han overlod ansvaret til Bolívar.
Den endnu magtfulde spanske hær fastholdt grebet om den sydlige og nordlige del af Peru frem til 1823, da oprørsstyrker under ledelse af general Antonio José de Sucre, Bolívars stedfortræder, og af general Andrés de Santa Cruz kastede sig ind i de afgørende slag. Sucre blev udnævnt til feltmarskal af Ayacucho og Santa Cruz fik titel af feltmarskal af Zepita til gengæld for deres to historiske sejre.
D. 2. april 1825 i felten ved Tumusla sikredes løsrivelsen af Øvre Peru (i dag Bolivia) med oprørsstyrkernes endelige sejr over de spanske tropper under ledelse af Pedro Antonio Olañeta.