COLLASUYU
2500 år f. Kr. udgjorde colla-civilisationen, bedre kendt som Collasuyu, en stor velorganiseret civilisation med fællessproget aymara, med egne ledere, hære, skikke og institutioner. Colla’erne slog sig først ned på Titicacasøens bredder og øer.
Colla’erne grundlagde imperiet tiwanacota med hovedstaden Tiwanacu, der ifølge overleveringerne blev ødelagt ved en oversvømmelse, der decimerede befolkningen. Efter at være blevet genopbygget i betragtelig afstand af Den Hellige Sø, gjorde en ny oversvømmelse et århundrede senere også en ende på dette center. Da Tiwanacu blev genrejst for tredje gang, skulle den komme til at blive midtpunkt for et imperium, hvis herredømme strakte sig fra Andes-højsletten ved Vilcanota-knudepunktet (i dag Ecuador) til dalene omkring Amazon-floden og floden La Plata (i dag den sydvestlige del af Brasilien og det nordøstlige Argentina). Tiwanacu nåede sit første højdepunkt i det 5. århundrede f. Kr. Arkæologiske fund vidner om en kultur med en organisatorisk kapacitet uden fortilfælde i regionen.
De lineære og geometriske figurer på keramik fra tiwanacota er bevis på, at fortidens aymara-indianere dyrkede kartofler og quinoa, der udgjorde deres basisføde sammen med kød af lama og alpaca, husdyr, der desuden forsynede dem med skind til deres klædedragt. De gik også på jagt og fiskede. De boede i lerhytter, der var runde som ovne, eller i skure med stråtag.
De havde en patriarkalsk organisation, med en Mallku som øverste leder, en gammel vis mand, der nød respekt på grund af sine bedrifter og sin gode dømmekraft. Han stod i spidsen for styret i familie-ayllu’en, en enhed under fællesskabs-ayllu’en, der udviklede sig rundt om i de forskellige egne, der tilsammen udgjorde nationen. Ayllu’erne ejede og dyrkede jorden i fællesskab og drev et varieret landbrug: de dyrkede kartofler, quinoa og gåseurt i højlandet og majs i dalene.
Colla’erne beherskede det geografiske rum, ikke så meget i kraft af militære erobringer, som i kraft af udbredelsen af deres sprog, der spillede en afgørende rolle som samlende faktor. Livet i de sociale grupper i Collasuyo var ikke underlagt et autoritært regime. De styrede overvejende gennem overtalelse, gennem velfungerende institutioner og ved at være eksempler på god skik og opførsel.
Hen imod det første århundrede i den kristne tidsalder opførte colla’erne byen Tiwanacu af sten. I denne periode når keramikken sit højdepunkt, og det samme gælder skulptur og arkitektur. En prunkløs kunst når sit perfekte udtryk i geometriske figurer med symbolsk indhold og i flerfarvede antropomorfe former med totemagtig karakter. Mange af disse symboler, som for eksempel dem i relieffet over Puerta del Sol, har endnu ikke kunnet tydes. Bygningerne har monumental karakter, og skulpturerne er monolitiske. Klæder af skind er afløst af klædedragter af kunstfærdigt vævede stoffer i mange farver.
I Tiwanacu opstår en herskende klasse, der har formet fremskridtet, civilisationen og kulturen, og som står for en imperial ånd, som de ikke alene forsøger at udfolde gennem erobringer og undertvingelse, men også civilt ved at opbygge et imperium, der afspejler kulminationen af det andinske folks aspirationer. Kun i Tiwanacus storhedstid havde colla-nationen samme religion med hensyn til tro og riter. Først da forfaldet sætter ind, henfaldt ayllu’erne til primitive religiøse former, hvor de hver især havde deres gud, deres totem, selv om de fortsat anerkendte Wirakhocha som skaber og øverste gud.
Det økonomiske bånd udgjordes af fællesejet jord, dyr og arbejdsredskaber. Colla-økonomien byggede på tre typiske former for arbejde: tunca: arbejde i grupper på ti eller mere; minca: arbejde betalt med naturalier; mita: obligatorisk arbejde i forbindelse med anlæggelse af veje, opførelse af bygninger og minedrift.
De seksuelle relationer udvikledes fra fri og dyrisk promiskuitet til selektive forbindelser mellem medlemmer af forskellige ayllu’erne, hvorved man undgik risikoen for degeneration.
I aymara’ernes love, er der fem lovovertrædelser, der udløser dødsstraf eller henrettelse: oprør, driveri, løgn, tyveri og voldtægt. Andre fem udløser et ubøjeligt krav om, at lovbryderen henholder sig til gode handlinger, visdom, godhed, gode råd, sanddruelighed og retfærdighed.
To mytologiske skikkelser, Tunupa og Macuri, inkarnerer det gode og det onde i colla-samfundet. Macuri står for den moderlige magt, Tunupa for den moralske autoritet. Colla’erne kunne ikke forene disse kræfter. De blev splittet op i to krigeriske fronter, der bekrigede hinanden i århundreder, hvilket førte til forfald og dekadence i colla-civilisationen.
Inkaerne. Tawantinsuyo-imperiet.
Inkaerne i Cuzco (i dag Peru) var formodentlig en gren af colla-civilisationen, der overlevede et betragteligt antal århundreder efter sammenbruddet af Tiwanacu. Inka-imperiet også kendt som Tawantinsuyo-imperiet blev grundlagt af søskendeparret, der også dannede par, Manco Kapac og Mama Ojillo. Ifølge legenden fødtes de på Isla del Sol i Titicaca-søen, med andre ord der, hvor Colla-kulturen havde sit udspring, hvilket antyder inkaernes forbindelse til denne kultur.
Tawantinsuyo (tawa=fire; suyu=nation) bestod af Collasuyu, Chinchasuyu, Cuntisuyu og Antisuyu og bredte sig over et territorium på 2 millioner kvadratkilometer, det territorium, der i dag rummer Ecuador, Peru, Bolivia og en del af Chile. Inkaerne opbyggede en civilisation, en kultur, en politisk stat, et teokratisk monarki på basis af en agrar økonomi og med en bestemt livsstil og sproget quechua, der er opstået af forskellige regionale sprog i imperiet, hvis hovedstad var Cuzco.
Man kan endnu ikke præcist sige, hvornår inkaerne erobrede og slog sig ned i det territorium, der i dag udgør landet Bolivia, til trods for at det er den mest studerede periode siden spaniernes ankomst i 1500-tallet. Flere historikere er enige om, at inkaernes besættelse af Collasuyu fandt sted i 1400-tallet. Inka Pachacutej erobrede den nordlige del omkring 1440; inka Tupaj Yupanqui invaderede den sydlige del omkring 1475. Begge erobringer var resultat af blodige konfrontationer. Efter at være blevet besejret af Pachacutej blev den sidste Colla-konge, Chuchiqhápaj, ført til Cuzco sammen med sit hof. De blev alle ofret på bestialsk vis. Chuchiqhápaj fik hugget hovedet af foran soltemplet, Templo del Sol, hvorefter det blev opbevaret sammen med hovederne af andre Colla-anførere under krigen mod Collasuyu.
Med udgangspunkt i colla’ernes samfundsopbygning i ayllu’er, suyu’er og marca’er indsatte inkaerne deres effektive politiske organisation af centralistisk og opslugende karakter, og de udbyttede arbejderne i provinserne til at skaffe luksus til overklassen i Cuzco.
I quechua-nationen var jorden alles og ingens. Til at begynde med betalte undersåtterne ikke tribut i form af arbejde eller naturalier, og de levede videre i fred og harmoni. Men Collasuyu udgjorde en undtagelse. Selv om Colla’erne var blevet erobret militært, nægtede de at underkaste sig, og de bevarede deres kultur, deres sprog, deres religion, deres myter og deres riter.