REVOLUTIONEN I 1952
Den 9. april 1952 indleder minearbejdere, fabriksarbejdere og bønder med MNR som den politiske fortrop den vigtigste proces til forandring i republikkens historie. Den bolivianske revolution stiller ikke alene spørgsmålstegn ved det foregående regime, eller ved den mine-feudale superstat, men ved selve den måde, republikken har fungeret på gennem 127 år.
Den 31. oktober 1952 nationaliserer Paz Estenssoro minerne. D. 2. august 1953 kommer dekretet om en jordreform, og der uddeles jord til bønderne. På denne måde virkeliggøres det feltråb, der har lydt siden 1930’erne: ”Jord til manden, og miner til staten”. Desuden indføres stemmeret til alle. Og således opnår indianerne borgerskab, og kvinder og analfabeter, der var udelukket fra at stemme i det hidtidige valgsystem, som havde ”selektiv stemmeret”, får ret til at stemme. Regeringen lukker Militærakademiet, sender hæren hjem og organiserer folkemilitser.
Den bolivianske revolution ryster kontinentet. USA saboterer eksporten af mineraler ved sende deres reservelagre af tin på markedet; de afskærer enhver økonomisk bistand og truer med blokade. Det nye styre vækker begejstring i det bolivianske folk. De revolutionære tiltag begunstiger samtlige regioner. Der indledes en sammenknytning af landet gennem anlæg af veje og togskinner. Men revolutionen sætter ikke skub i vitale sektorer inden for økonomien. De nu selvejende bønder formår ikke at få jorden til at give tilstrækkeligt udbytte af mangel på planlægning, maskiner og værktøj. Produktionen i de statsejede miner, der nu administreres af arbejderne, falder af mangel på kapital, teknologi og uddannet personale.
Mellem 1956 og 1960 begynder revolutionen at stagnere. For at stoppe stigningen i dollaren og bremse inflationen dekreterer præsident Siles Zuazo stabil møntfod. Fødevareknapheden tvinger regeringen til at uddele rationeringsmærker til mel, ris, sukker, olie og andre produkter. Ved uddeling af rationeringsmærker begunstiges støtter af regeringen, og korruptionen breder sig.
De sidste år af 50’erne lider revolutionen tilbageslag, men en anden revolution, den cubanske, der fik Washingtons sympati ved Batistas fald, forvandles til et mareridt for USA, da Fidel Castro erklærer sig som kommunist og Sovjetunionens allierede. Den kolde krig ser ud til at skulle slutte med ”missilkrisen”. Menneskeheden befinder sig på randen af en tredje verdenskrig. Cuba er kampplads mellem de to stormagter.
Sideløbende hermed iværksætter USA Fremskridtsalliancen, en ny strategi til styrkelse af deres dominans over landene i syd og for at ”hjælpe” dem med at komme ud af fattigdommen. John F. Kennedys præsidentperiode falder sammen med, at Víctor Paz Estenssoro kommer til magten igen. De har begge grunde til forsoning. Paz Estenssoro er ikke længere den revolutionære antiimperialist fra 1952. Kennedy foregiver katolsk godgørenhed, han erklærer, at han er besluttet på, at ”hjælpe til udviklingen af den bolivianske økonomi”, og at han vil samarbejde, ”så den dag skal komme, hvor alle bolivianere kan nyde godt af en højere levestandard og ikke længere behøver udenlandsk hjælp”. Det udløser social uro, der trænger regeringen op i en krog. Paz støtter Kennedy, og Kennedy yder lån til gengæld. Bolivia afbryder forbindelserne med Cuba. Arbejderorganisationerne og partierne på venstrefløjen fordømmer regeringens pro-imperialistiske holdning. Revolutionen er døende.
De sidste måneder af Paz Estenssoros regering præges af et politisk billede, der aldrig tidligere havde været set: Aldrig før havde samtlige partier inden for hele det politiske spektrum og samtlige fagforeninger samlet sig i vrede mod én eneste politisk leder, præsidenten. Men det skete nu. Og præsidenten havde ingen at ty til efter 12 års mislykket og forrådt revolution.