MAS TIL MAGTEN – EN INDIANER I REGERINGSPALADSET
Med Sánchez de Losada havde alle de traditionelle partier været ved magten. Det var tydeligt, at bolivianerne så sammenbruddet af koalitionen af alle disse partier som den herskende klasses sidste krampetrækninger. Kandidaten fra el Movimiento al Socialismo, MAS, Evo Morales Ayma, leder af kokadyrkernes bevægelse, der kom ind på en andenplads ved valget i 2002, dukker op med netop den dagsorden at sætte hele den gamle politiske garde på porten og indlede en forvandling af landet, en gennemgribende forandringsproces.
Morales, der har rødder blandt aymara-indianerne, modnedes politisk i fagforeningskampene mod skiftende regeringers krav om tilintetgørelse af de marker, hvor kokadyrkning finder sted. Besluttet på at prøve kræfter mod den højreorienterede ekspræsident Quiroga gør han sig til talsmand for en nationalisering af gassen, slår på sin indianske herkomst og vinder med stemmer fra både byen og landet en jordskredssejr med 54%, en sejr uden sidestykke i den seneste demokratiske periode i Bolivia.
Den første indianers indtagelse af præsidentposten i en amerikansk nation fik hele verden til at rette blikket mod Bolivia, der nu blev scene for en historisk reparation, som systematisk har været tilbageholdt. De store flertal af indianere, der har været undertrykt gennem tre århundreders kolonitid og 180 år med republik, kommer til magten med den intention at iværksætte en demokratisk revolution. Ved sin tiltrædelse som præsident erklærer Evo Morales sin sympati for den cubanske revolution og for det socialistiske styre i Venezuela. Og Fidel Castro og Hugo Chávez melder sig på banen som de vigtigste allierede med den demokratiske revolution i Bolivia.
Den 1. maj, på arbejdernes internationale kampdag, nationaliserer Morales landets gasressourcer. Gassen kommer atter på bolivianernes hænder, højrefløjen står sammen i parlamentet. Trods valgnederlaget, kontrollerer de senatet. Det første år i Evo Morales regeringsperiode er en tid mærket af konflikter. Forandringsprocessen skaber tilhængere og modstandere. I Santa Cruz tyer oligarkiet fra denne østlige del af landet til krav om autonomi som våben i kampen mos Morales’ regering. Kongressen foranstalter valg til en grundlovgivende forsamling med det formål at skabe en ny politisk forfatning, der er et nødvendigt instrument til dannelsen af en ny stat.