|
Den argentinsk-cubanske guerillahelt, Ernesto Che Guevara, hvis opholdssted en periode havde været ukendt, indleder i 1966 en guerillakrig i den sydøstlige del af Bolivia. I spidsen for en håndfuld cubanske, peruanske og bolivianske guerillasoldater indleder Che Guevara en væbnet opstand mod Bolivias væbnede styrker under ledelse af René Barrientos, Bolivias præsident. Det lykkes ikke denne håndfuld oprørere at opnå den forventede støtte fra de bolivianske bønder, men deres hensigter vækker sympati blandt arbejderne, universitetsfolk og intellektuelle i byerne.
Den 23. juni 1967 beslutter minearbejderne at give en dags arbejde til støtte til guerillaen. Det resulterer i ”Sankt Hans Massakren”, den blodigste massakre udført af militæret i sidste halvdel af 1900-tallet i Bolivia. Efter 11 måneders kamp lykkes det den bolivianske hær med hjælp fra Pentagon og CIA at gøre det af med guerillaen, der på det tidspunkt er reduceret til bare 14 mand. Che Guevara tages til fange og dræbes den 9. oktober 1967.
Blandt de væsentligste årsager til det omtalte nederlag var forræderiet fra det bolivianske kommunistparti, der havde samarbejdet med Che Guevara om forberedelserne til oprøret, men som nogle måneder før oprørets udbrud brød sit løfte om såvel logistisk hjælp som støtte fra sit partiapparat i byen, fordi Che Guevara havde afvist, at chefen for det bolivianske kommunistparti, Mario Monje, skulle stå i spidsen for oprøret. Det militære nederlag fik imidlertid konsekvenser for politikken i Bolivia. Efter Ñancahuazú – guerillaen opstod der en splittelse både i politiske kredse og inden for fagforeningerne mellem en fløj, der var tilhængere af væbnet opstand, og en fløj, der støttede militærdiktaturet. Guerillaen gav desuden ekko langt ind i de væbnede styrkers rækker.
Den 27. april 1969 dør Barrientos, da den helikopter, han befandt sig i, styrtede til jorden, en hændelse, som endnu den dag i dag ikke er fuldt belyst. Hans efterfølger på præsidentposten er vicepræsident Siles Salinas, som blot få måneder efter afsættes ved et statskup anført af general Alfredo Ovando Candia. Under inspiration fra general Velasco Alvarados reformregering i Peru danner Ovando Candia et kabinet med fremtrædende venstreintellektuelle, blandt andre socialisten Marcelo Quiroga Santa Cruz, der i oktober 1969 nationaliserer Gulf Oil. Olien kommer atter på statens hænder, og såvel produktion som eksport af olie og gas kontrolleres igen af staten.
Den 19. juli 1970 drager 70 mand igen ud i bjergene under ledelse af ”Chato” Paredo, der er bror til to af de guerillasoldater, der kæmpede sammen med Che Guevara. Deres guerilla, Guerilla de Teoponte, holder kun stand i det korte tidsrum, det tager militæret at opspore de uerfarne guerillasoldater, som for størstedelens vedkommende bliver skudt ned. Efter et kupforsøg mod Ovando Candia kommer en anden reformgeneral, Juan José Torres, til magten med støtte fra arbejderne. I hans korte regeringstid kommer masserne nu for alvor på banen. Fagforeningerne afviser samarbejdsregeringen og organiserer sammen med venstrefløjspartierne Folkeforsamlingen, La Asamblea Popular, hvilket er et forvarsel om massernes magtovertagelse.
Torres’ reformer, et klima med demokratiske friheder og en voksende sandsynlighed for, at der med udgangspunkt i La Asemblea Popular skal komme en socialistisk regering, ansporer den fascistiske fløj inden for de væbnede styrker til atter at gribe magten med støtte fra to partier, der historisk set har været hinandens fjender: MNR og Falange Socialista Boliviana (FSB).
|
