Temapakker / Bolivia

Bolivias MelLem Mirakler og katastrofer

Bolivia et land med stor etnisk, geografisk og social mangfoldighed – og en historie med mange og voldsomme konflikter. Bolivia er stadig et af de fattigste og mest ulige lande i Latinamerika, selvom flere år med en mere socialt orienteret regering og nationaliseringer af råstoffer betød, at mange bolivianere blev løftet ud af fattigdom.

Da Bolivias første indianske præsident, Evo Morales fra socialistpartiet MAS, kom til magten i 2006 var det en stor sejr for landets mange oprindelige folk, der udgør 62 procent af den samlede befolkning. Specielt i socialistpartiets første år ved magten lykkedes det at reducere udlandsgælden, gennemføre en række sociale reformer og halvere fattigdommen. Perioden blev beskrevet som ”Bolivias økonomiske mirakel”.

Da miraklet begyndte at tage af, var råstofindtægterne styrtdykket, og MAS-regeringen var i intern splid. Luis Arce blev aldrig en populær præsident og hans forgænger Evo Morales, der ikke kunne genopstille, opfordrede sine vælgere til at stemme blankt. (se Historie ’Efter 2025’)

Bolivia oplever i disse år sin værste krise i årtier, præget af mangel på både fødevarer og brændstof. og med en årlig inflation på over 20 procent har almindelige mennesker svært ved at få hverdagen til at fungere.

Det kom derfor ikke som en overraskelse, at MAS ved valget i 2025 blev straffet hårdt og næsten forsvandt fra det nyvalgte parlament. Ny præsident blev Rodrigo Paz fra det kristeligt-demokratiske parti med 54 procent af stemmerne. Han lover ”kapitalisme for alle”, og man forventer, at regeringen vil åbne for internationale investeringer i udvinding af råstoffer som for eksempel litium.

Bolivianerne er vant til at kæmpe for deres rettigheder. Regeringen har i 2025 fjernet statsligt tilskud til brændstof, hvilket har ført til gadekampe med politiet i storbyerne. Især de stærke minearbejderfagforeninger spiller med musklerne, og Bolivias fremtid er stadig usikker.

 

UNDERVISNINGSMATERIALE

Temapakkens følgemateriale er målrettet til Historie, Samfundsfag og Spansk på gymnasieniveau.

Redaktion

Torben Vosbein

Research

Martha Gutierrez Flores

WEBREDAKTØR

Tine Møller-Iversen

Producent

Spor Media

STØTTET AF

Danidas Oplysningsbevilling
Det Danske Filminstitut
Undervisningsministeriet (Tips/Lotto)