Niklas Luhmann, Systemteorien

Jürgen Habermas´ sociologiske analyse er baseret på et fornuftsprincip. Det vil sige at individerne har en indre intention i den kommunikative handlen. Intentionen må iflg. Habermas være til stede for at samtale overhovedet giver mening. Spørgsmålet er, om det er rigtigt?

Den tyske filosof og sociolog Niklas Luhmann (1927-1998) tager i sin sociologiske teori udgangspunkt i, at mennesket i dag ikke længere lever i nogen fælles livsverden. Mennesket har ikke noget fælles referencerum, hvor det deler den samme virkelighed med alle. I stedet tager Luhmann udgangspunkt i, at samfundet er inddelt i en masse forskellige virkeligheder på én gang. Det betegner han som det hyperkomplekse samfund.

Niklas Luhmann
Ifølge Luhmann var samfundet førhen præget af de store fortællinger. Hver klasse i samfundet havde sin store fortælling for ‘det gode liv’. Hvis man var arbejder, så var man en del af en stor klasse, hvor mange andre også var arbejdere og dermed delte de alle en fælles livsverden.
I livsverden var en fælles forståelse af hvordan virkeligheden så ud: kapitalisten var ond og arbejderen god. På samme måde havde også andre klasser i samfundet en samhørighed.

Med globaliseringen, massemediernes indtog og den stigende informationsmængde er fortidens entydige fælles virkelighed blevet afskaffet. I stedet lever mennesket nu i mange virkeligheder på samme tid. Det betegner Luhmann som et hyper-komplekst samfund.
Det hyper-komplekse samfund er kendetegnet ved at være uddifferentieret i et enormt antal specialsystemer. Specialsystemerne er kendetegnet ved, at de eksisterer på samme tid, uafhængigt af hinanden og er skabt af sproget.

Systemteorien
Ingen mennesker kan overskue hele virkeligheden. Heller ikke selvom vedkommende rejser verden rundt til alle folkeslag og agerer i en masse sociale sammenhænge. Derfor kan et individ kun udvikle sin egen individuelle delopfattelse af verden. Delopfattelsen er baseret på de erfaringer vedkommende selv har gjort.

Individerne er ifølge Luhmann psykiske systemer. De psykiske systemer er indre processer i individet. Systemerne skaber sig selv, refererer til sig selv og er lukket om sig selv. Systemet definerer selv, hvad der inde i det og hvad der er uden for det. Alle systemer har iflg. Luhmann grænser for hvor meget information det kan optage. Det betyder at systemet for at eksistere må finde måder at reducere kompleksiteten på.

Men selvom et system er selvrefererende og selvskabende så kan systemet kun overleve ved at definere sig i forhold til sin omverden. Når systemet har defineret sig selv, har det opnået en berettigelse. Med andre ord, et system kan kun forstå sig selv ud fra sin modsætning, og opretholder sig selv via sin modsætning.

Et eksempel kunne være et system som fodboldfans. En fodboldfan lever i et lukket system med nogle sociale koder for, hvordan man skal agere. Det er måske bedst at være højtråbende og drikke øl. Man skal kunne en masse facts om sin klub, men er i høj grad også identificeret ud fra det man ikke er.

En Brøndby-fan er især Brøndbyfan i kraft af at han ikke er FCK-fan eller AGF-fan. Hvis der ikke eksisterede andre fodboldhold han ikke kunne lide, så ville dynamikken omkring det at være Brøndby-fan miste sin kraft.

Niveauer af systemer
Systemerne kan iagttages på mange niveauer i samfundet. Der kan være særligt generaliserede uddifferentierede sociale systemer med specialfunktioner i samfundet. Det kan være retssystemet, den økonomiske verden, uddannelsessystemet osv. Indenfor økonomien sikres kompleksitets-reduktionen ved nogle koder, der styrer systemet. Koderne kan være en antagelse om at man kan måle alt kvantitativt. Hvad kan betale sig og hvad kan ikke?

Men i økonomiens verden kan der også være delsystemer, som eksempelvis Verdensbankens hovedsæde. Her er der forskellige sociale koder for, hvordan man agerer. Mange af de ansatte i Verdensbanken er politisk og økonomisk interesserede embedsmænd. Mange af dem har høje uddannelser og der er sociale koder for hvad de beskæftiger sig med. Men i høj grad også for hvad de ikke beskæftiger sig med på grund af kompleksitetsreduktionen. En ansat i Verdensbanken socialiserer sig derfor ind i Verdensbankens system(er).

Den ansatte er måske også meget interesseret i klassisk musik, og når han hører musikken agerer han i et system med ligesindede. Men når han er hos sin familie, agerer han i et helt tredje system. Alle disse delsystemer er dermed med til at øge kompleksiteten i samfundet. De fleste individer er med i så mange systemer at overskueligheden mistes.

Kommunikation
Det eneste reelle karakteristika ved et system er kommunikationen. Først og fremmest findes de sociale kommunikationssystemer. Det vil sige, at vi agerer i samfundet med dem, som er inden for kommunikativ rækkevidde. Dette omfatter ikke kun en reel kommunikation, hvor man snakker sammen, men også en art ikke-kommunikation. En ikke-kommunikation kunne være folk der passerer hinanden på gaden. De er i et kommunikativt forhold blot i kraft af, at de er i samme rum. Rummet er her gaden. Folk kommunikerer her indirekte ved at gøre på samme måde, nemlig at gå udenom hinanden på gaden.

I det hyperkomplekse samfund kan individernes ikke kende alle hinandens sprogkoder. Det skyldes at individerne ikke har uendelig tid til at agere i alle mulige sociale sammenhænge.

Udover de sociale kommunikationssystemer er der de psykiske systemer. Som det allerede er vist, har de deres egen opfattelse af virkeligheden.

Individet og systemet
Socialisationen tager for Luhmann udgangspunkt i individet. Det skyldes at ethvert individ har sin egen opfattelse af verden. Opfattelsen er præget af de systemer vedkommende har ageret i. Samtidig er individerne styret af de sociale sammenhænge hvorudfra de har dannet sin identitet.

Den rationelle forståelse som individerne, iflg. eksempelvis Habermas, skulle kunne nå frem til ved en høj grad af kommunikation bliver aldrig fuldbyrdet. Det skyldes, at de forskellige systemer ikke kan tale sammen eller rettere – ikke kan forstå hinanden til fulde.

Det sker fordi systemet er lukket om sig selv. Luhmann kalder dette for autopoiesis (selvskabende). Autopoiesis betegner det forhold, at omverdenen ikke bidrager til systemets operationer. Dermed slipper intet ind i det eksisterende verdensbillede, som ikke er reflekteret og omdannet til systemets koder.

Et eksempel på dette kunne være scenen fra Tørst med borgmesteren i Stockton. Han lytter ikke til kritikken af privatiseringen af vandværket. I stedet reflekterer han kritikken af privatiseringen ind i sit eget system. Systemet er her borgmesterens rolle som ansvarlig politiker, der har en indsigt andre ikke har. Sagen bliver i borgmesterens system bearbejdet til et spørgsmål om, hvorvidt han selv har is i maven til at træffe en politisk upopulær beslutning, som han mener vil gavne byen.

Koderne
Koderne betegner det forhold, at der i ethvert system er forskellige regler for hvad man gør, og hvad man ikke gør. Her tænkes ikke kun på Emma Gads takt og tone for god opførsel i forskellige sammenhæng, men også på de forskellige systemers selvreference.

For Luhariya og de andre stammefolk i Vandets Pris er det vigtigt, at pointere deres pagt med naturen. Det gør de ved at opremse alle deres forfædre og fortælle om hvorledes de har boet på jorden altid. Samtidig bliver regeringens repræsentanter betegnet som folk i helikoptere, der vil drukne deres guder. For et oplyst vestligt menneske kan dette virke som noget vås, men i stammefolkenes system er en sådan virkelighed den rigtige. Deres system hjælper dem til at forstå verden ud fra systemets egne koder.

Refleksive systemer
Systemerne har en evne til at være refleksive. Det vil sige at systemerne reflekterer over sig selv og de andre systemers rolle. Verdensordenen er hele tiden i bevægelse, fordi de enkelte systemer er tvunget til konstant at definere og reformulere sig selv. Dermed mistes på den ene side sikkerheden i samfundet, fordi verden konstant ændres. Samtidig er verden også stabil, fordi de enkelte systemer indoptager forandringer i den hyperkomplekse verden. De sker på de enkelte systemers egne præmisser.

Et eksempel er modebranchen. I de unges system handler det om at være individuelle. Det får modebranchens system til at sælge tøj der signalerer individualitet. Stadig sker det på modebranchens systems præmisser, da mærkevaren stadig fremhæves.

En anden systemtilpasning er hos de private firmaer. Efter protester fra omverdenen argumenterer de ikke mere kun for profit, men også for at sikre forbrugernes interesser.

Dermed reformulerer de private firmaers systemer deres kommunikation til at omfatte et socialt sigte ved f.eks. at sikre borgerne billigt vand. Samtidig er et kodeord internt i systemet stadig ønsket om at generere en høj profit.

Magt og sprog – Habermas versus Luhmann
Både Habermas og Luhmann anerkender sprogets rolle som vigtig til at forstå politiske konflikter. Habermas baserer sin teori på et rationelt, fornuftsbaseret syn, hvor den herredømmefri kommunikation kan lede til en fælles forståelse.

Luhmann tager derimod udgangspunkt i forskellige selvrefererende systemer. Her er kommunikationen det grundlæggende karakteristika ved systemerne. Det skyldes at kommunikationen er forbindelsen til omverdenen, som er alt det, der ikke er det pågældende system. Systemerne har nogle sproglige og sociale koder, som individerne skal tilpasse sig for at kunne agere i systemet.

Luhmann og Habermas´ teorier beskæftiger sig derfor på mange måder med det samme, nemlig sproget. Forskellen ligger i, at Habermas mener, at de forskellige systemer kan integreres i hinanden ved herredømmefri dialog. Men Luhmann mener ikke, at en sådan dialog nogensinde er til stede. Det skyldes at systemerne kun eksisterer i kraft af deres omverden / de andre systemer og i opposition til de andre systemer.

Både Habermas og Luhmann beskæftiger sig med hvordan konflikterne er opstået. Det sker henholdsvis ved uddifferentieringen af samfundet i systemer og systemets kolonisering af livsverden. Habermas beskæftiger sig også med hvordan konflikterne løses, eksempelvis gennem den herredømmefri dialog. Luhmann beskæftiger sig med hvorfor de ikke kan løses. Det skyldes at systemerne lukker sig om sig selv.

(Både hos Luhmann og Habermas handler kommunikation også om sprog som magtmiddel. Læs derfor også artikel S1B om magtens ansigter),