Jürgen Habermas
Differentiering
Den tyske filosof, sociolog og samfundsforsker Jürgen Habermas´ (født 1929) har beskæftiget sig indgående med nogle af sociologiens kernespørgsmål. Han mener det moderne samfund er mere komplekst og differentieret i dag end det var tidligere. Det skyldes at samfundet bliver mere og mere opdelt i en række forskellige funktioner, sociale rum og livssfærer. Det kan være arbejde-fritid, by-land, videnskab-populærkultur, politik, økonomi osv. osv.
System og livsverden
Samfundet er blevet mere differentieret. Den øgede differentiering analyserer Habermas ved at opdele samfundet i to hovedkategorier: systemet og livsverden.
Systemet betegner de kolde og mere upersonlige sammenhænge i samfundet. I systemet handler det om fornuft og effektivitet. Her er det arbejdet, økonomien, politikken osv. der er i hovedsædet.
Systemet er baseret på rationalitet og strategisk egoisme, hvor følelser ikke involveres. Når en person er på arbejde, skal han udføre sine funktioner så effektivt som muligt. Det handler om at handle rationelt, så arbejdet bliver udført på en tilfredsstillende måde.
Livsverden er baseret på de mere følelsesmæssigt baserede personlige sammenhænge. Det kan være i ens fritid, hvor man slapper af og ikke handler ud fra strategiske kalkyler.
Systemet er karakteriseret ved:
Penge og magt, strategisk rationalitet, egocentri. Der kan være stabilitet i systemet, og dermed en vis systemintegration. Kommunikationsbesparende effektivitet, eller rettere mangel på kommunikation.
I systemet er der ingen refleksion og vurdering i samspillet.
Systemet fungerer gennem instrumentel handlen
Livsverdenen er karakteriseret ved:
Mening, solidaritet og personlig identitet kan ikke være systemer. I livsverden ses verden fra et deltagerperspektiv. Det handler om social integration og sprogligt formidlet kommunikation.
Livsverdenen bygger på Instrumentel og kommunikativ handlen
Opdelingen er naturligvis ikke vandtæt. Man kan have venner på sin arbejdsplads og være solidarisk med sine ligestillede på andre arbejdspladser, og man kan agere køligt rationelt i sin fritid. Men instrumentel handlen og kommunikativ handlen er nogle af de mest klare karakteristika ved henholdsvis systemet og livsverdenen.
I systemet er der tale om en instrumentel handlen. Det betyder at individerne i systemet handler instrumentelt, dvs. mekanisk uden følelser og for egen vindings skyld. Der satses på at skabe nogle resultater der kan måles og vejes. Et eksempel er projektlederen for det indiske dæmningsprojekt (Vandets Pris) som begejstret fortæller om dæmningens størrelse og længde. For at opnå samme begejstring kræves det, at man også agerer instrumentelt.
Den instrumentelle handlen er iflg. Habermas især karakteristisk for staten og erhvervsliv. Eksempelvis handler den indiske stat instrumentelt, når den skal sikre velstand i landet. Og de private firmaer handler instrumentelt i forhold til fra deres hovedformål: at opnå stort overskud.
Den kommunikative handlen befinder sig i livsverdenen. Den kommunikative handlen er meget forskellig fra den instrumentelle handlen. Den er knyttet til vores medmenneskelige kommunikation, dvs. til samtalen. Samtalen er iflg. Habermas ikke baseret på instrumentel handlen, hvor det handler om at opnå størst mulig vinding for en selv. Derimod er samtalen baseret på et ønske om at opnå forståelse. Når mennesker taler sammen, handler det om at opnå forståelse og fællesskab.
Kommunikationen er derfor central for Habermas. For at der kan opnås forståelse gennem kommunikation kræves det, at de parter, der kommunikerer, taler samme sprog. Det betyder at de skal kunne bruge det givne sprogs regelsystem, grammatik, ordvalg, syntaks, semantik osv. Derudover skal sproget også henvise til det samme. Iflg. Habermas skal sproget henvise til tre verdener:
1. En objektiv verden, hvor der henvises til hændelser og kendsgerninger, der er fælles for samtalepartnerne.
2. En social verden, hvor der er fælles normer og værdier mellem partnerne i kommunikationen.
3. En subjektiv verden baseret på samtaleparternes egne følelser, oplevelser og vurderinger.
Når alle disse kriterier er overholdt, kan kommunikationen skabe en fælles forståelse. Den fælles forståelse kalder Habermas; den herredømmefri dialog eller den ideale samtalesituation.
Den ideale samtalesituation kan dog sjældent opnås fordi den ene part i samtalen tit har magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert (se ‘magtens 5. ansigt’ artikel S1b)
Habermas vil dog fastholde, at udgangspunktet for overhovedet at have en samtale må være, at man har en intention om at opnå en fælles forståelse. Ellers ville det ikke give mening at starte en samtale overhovedet.
Systemet koloniserer livsverdenen
Mange steder er der et magtforhold i kommunikationen, hvor Habermas´ kriterier ikke er opfyldt. Det ulige forhold skyldes nogle problematiske ting i forholdet mellem system og livsverden. Habermas kalder det at systemet koloniserer livsverden. Det vil sige, at systemet, breder sig ind over livsverdens område. Systemet er alt det kunstigt skabte ud fra penge og magt. Penge og magt samt systemtænkningen breder sig med andre ord ind over den sociale verden, kulturen og personligheden. I stedet for at handle følelsesmæssigt handler mennesker nu rationelt og kalkulerende i livsverden.
Dermed ændres livsverden markant. Før var den baseret på en indbyrdes forståelse mellem subjekter (den herredømmefri dialog). Men i kraft af systemets kolonisering søger individerne nu individuelle mål. Her er det i stedet personlig vinding, succes og effektivitet, der er vigtig. Hvor det før var kvaliteten af de indbyrdes relationer.
Et godt eksempel på koloniseringen findes i Vandets Pris. I scenen hvor bonden Luhariyas familie drager ind for at se de jordlodder folk har fået tildelt efter genbosætningen, er der i høj grad tale om en kolonisering. Før var stammesamfundene præget af simpel dyrkning af jorden i pagt med naturen. Men efter at systemet har koloniseret deres livsverden er de nu tvunget ind i en pengeøkonomi. Her skal de handle rationelt for at tjene penge og effektivisere deres afgrøder.
Men hvorfor opstår koloniseringen? I følge Habermas skyldes det, at systemet har nogle indbyggede funktionssvigt og krisetendenser. De breder sig ind over livsverdenens kommunikative rationalitet.
En af årsagerne er konkurrencen mellem private firmaer. Konkurrencen tvinger firmaerne til at øge deres markedsføring og reklame. Igennem reklamerne påvirker firmaerne forbrugernes behov og identitetsopfattelse i livsverdenen. Dermed bliver en stigende mængde behov dækket gennem forbrug af varer og tjenesteydelser.
Det ses f.eks. i Pengekilden, i scenen hvor Nestlé planlægger sin strategi for salg af sine vandprodukter. Her lægges der i høj grad op til, at forbrugernes livsverden skal koloniseres af systemet. Det vil sige at firmaets ønske om større profit tvinger dem ind på livsverdens område.
Men koloniseringen skaber kriser i livsverden. Det sker eksempelvis i form af meningstab og svækkelse af tiltroen til de politiske institutioner. Desuden skaber det en svækket solidaritet indenfor livsverden, hvor den gensidige forståelse mindskes. Og det skaber igen en usikkerhed om individernes personlige identitet og tilhørsforhold.
Et middel til at vende udviklingen er i følge Habermas bl.a. ”rettens” rolle i demokratiske retsstater. Domstolene må være uafhængige og kritisk rationelle. De bør baseres på det Habermas kalder den kommunikative magt. Det er en magt, hvor man omsætter livsverdens fælles forståelse til den politiske og administrative styringsmagt. Med andre ord: retten skal realisere livsverdens herredømmefri dialog i systemets sprog. Det skaber en adskillelse af system og livsverden, som iflg. Habermas er sund og fornuftig. I Vandets Pris scene 7 (link) sættes der spørgsmålstegn ved om det indiske retsvæsen har formået at realisere denne herredømmefri dialog.
En anden ting der kræves er et levende og pluralistisk civilt samfund. Det skal sikre autonomi og ligeværdighed mellem forskellige livsformer. Samtidig skal det sikre større mulighed for adgang til offentligheden (medier) og en åben og kritisk rets-offentlighed.
Nye bevægelser
Når systemet koloniserer livsverden ændres de grundlæggende konflikter i samfundet. Hvor det før handlede om kvantitative konflikter om fordeling af værdier, handler det nu om kvalitative spørgsmål såsom livskvalitet, ligestilling, deltagelse i demokratiet, menneskerettigheder, miljø osv.
De kvalitative spørgsmål sættes i høj grad på dagsordenen af nye sociale bevægelser. De ønsker ikke kun en retfærdig fordeling af de økonomiske goder, men også at den herredømmefri dialog vinder ind igen.
Habermas har derfor i sidste instans en positiv tro på, at samfundene kan opnå en herredømmefri dialog. Det sker ved en adskillelse af system og livsverden. Grænserne mellem individer i den kommunikative handlen kan dermed lede til rationel forståelse.
Den positive tro anfægtes af Niklas Luhmann (artikel S3b)
Undervisningsmateriale
ARTIKEL S3A
FAGLIGE POINTER
Instrumentel Handlen:
Resultatorienteret eller formålsbestemt handling. Det vil sige handling ud fra egocentrisk formålsrationelle beregninger; Hvilke handlinger opfylder bedst muligt på forhånd fastsatte mål.
Kommunikativ handlen:
Forståelsesorienteret handlen. Det vil sige en handlen ud fra konsensus om definitioner af situationer. Situationerne skal hvile på en fælles anerkendelse af gyldighed af opfattelser af omverdenen, af sociale normer og af de enkelte personers identiteter.
System:
Sociale handlingssystemer. Her er den formålsrationelle handlen organiseret og koordineret gennem de institutionaliserede styringsinstrumenter; penge og magt. Systemet fungerer relativt uafhængigt af indforståethed og kommunikation om situationsdefinitioner og sociale normer.
Livsverden:
Et forråd af betydningsmønstre, der danner baggrund for den kommunikative handlen; livsverden er formidlet kulturelt og organiseret sprogligt. Livsverden kan opfattes som verden, set fra deltagerperspektivet, og omfatter kulturen, den sociale verden og personligheden.
Kolonisering:
Et grundlæggende krisetegn i samfundet iflg. Habermas. Betegner det forhold, at systemet griber ind på livsverdens område og hindrer dermed den herredømmefri dialog. Ødelæggelsen giver sig udslag i normopløsning, meningstab og psykisk sårbarhed.
Herredømmefri dialog:
Betegner et forhold hvor der foregår en ideel samtalesituation. Det vil sige hvor samtalen ikke er underlagt tvang og hvor alle har mulighed for at give deres mening til kende uafhængigt at eks. køn, race, alder, social status osv. Den herredømmefri dialog er et ideal der sjældent opnås, men principielt kan eksistere.
LINKS
Jürgen Habermas
LITTERATUR
Brejnrod, Poul Erik; Senmodernitetens Sociologi, Gyldendal 2005, pp. 38-43
Jacobsen, Benny et al.; Sociologi og modernitet, Columbus 1998, pp.40-48
Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen; Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag, (kap. 21 Andersen, Heine; Jürgen Habermas)