PALÆSTINENSISKE FLYKAPRINGER, SELVMORDSBOMBER OG KNIVSTIKKERIER

Siden 1970’erne har palæstinensiske væbnede oprørsgruppe rettet deres modstand mod besættelsen gennem angreb på israelske og udenlandske civile. I flere tilfælde er også uskyldige, civile palæstinensere blevet dræbt i angrebene.

I 1970’erne fik militante palæstinensiske modstandsgrupper international opmærksomhed på grund af deres aktioner. Den socialistiske revolutionære gruppe, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) stod bag en række flykapringer, blandt andet et fly fra Tel Aviv, der blev tvunget ned i Entebbe lufthavnen i Uganda. Desuden kidnappede og dræbte gruppen ’Sorte September’ 11 israelske atleter under OL i München i 1972.

I 1993 udførte Hamas sit første selvmordsbombeangreb og inspirerede flere militante grupper til at bruge samme metode. Antallet af selvmordsbomber steg under den anden Intifada , og angrebene var typisk rettet mod caféer, busser og andre offentlige steder, hvor ofrene primært var civile. På grund Israels omfattende overvågning af palæstinenserne, blev selvmordsterror set som et effektivt våben af de militante, fordi den var vanskeligt at spore og bekæmpe. Dertil kom, at jo færre personer der var involveret eller kendte til planerne, desto sværere var det at spore og stoppe.

Der var forskellige grunde til, at nogle palæstinensere tog den voldsomme beslutning at ofre deres liv for at angribe israelske civile eller militære mål. Nogle selvmordsbombere var under pres fra f.eks. ledende medlemmer af militante grupper, andre ønskede hævn efter at have mistet venner eller familiemedlemmer, mens atter andre var drevet af religiøs fanatisme og ønsket om at blive martyrer . Hovedårsagen var dog sandsynligvis desperationen over den tilsyneladende fastlåste konflikt, hvor særligt helt unge er frustrerede over manglende rettigheder, daglige ydmygelser ved checkpoints og høj arbejdsløshed og derfor har svært ved at forestille sig en fremtid.

Selvmordsbombeangrebene stoppede først endeligt i 2007 – ifølge Israel som følge af opførelsen af den såkaldte ’Sikkerhedsbarriere’ . Palæstinenserne anser årsagen som værende primært en politisk beslutning fra især Hamas’ side, da organisationen forsøgte at vinde international anseelse som en politisk magt frem for en terrororganisation.

I 2010erne startede en ny form for terrorangreb, hvor enkelte individer eller små grupper på to eller tre personer angreb civile eller militære mål uden støtte fra militante grupper. I 2014 var der flere tilfælde, hvor palæstinensiske mænd kørte ind i ventende ved busstoppesteder i Jerusalem. I 2015 blev det til en række episoder, hvor unge palæstinensere, nogle helt ned til 13 år, stak eller forsøgte at stikke israelske civile, politimænd eller soldater ned med knive, sakse eller skruetrækkere. Mange af gerningsmændene – såvel som mistænkte – blev skudt og dræbt på stedet af de israelske myndigheder, hvilket vakte kritik af internationale menneskerettighedsorganisationer for at være ’udenretslige drab’.
I modsætning til tidligere, hvor angrebene var sat i værk af politiske grupper, var disse såkaldte ’ensomme ulve’, der selv planlægger deres angreb, hvilket gjorde det meget svært at forudse eller forhindre.

Kendetegnene for den palæstinensiske terror er, at den er blevet mindre og mindre organiseret. Det handler sandsynligvis om, at den israelske efterretningstjeneste er blevet stærkere og arbejder tæt sammen med det Palæstinensiske Selvstyre om at opsnappe planer om angreb mod israelere