FREDSPROCESSEN

Gennem tiden har der været adskillige planer og forhandlinger for at opnå fred mellem Israel og landets arabiske naboer. Nogle har været mere succesfulde end andre.

Efter krigen i 1967 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 242, der krævede at Israel skulle trække sig ud af de territorier, de havde besat. Senere resolutioner har refereret tilbage til denne, men har ikke haft nogle reelle konsekvenser.

I 1978-1979 skete det første gennembrud under den første af de såkaldte Camp David-aftaler – opkaldt efter den amerikanske præsidents sommerresidens, Camp David, da forhandlingerne delvist fandt sted der og med USA som mægler. Den første Camp Davis-aftale resulterede i fred mellem Egypten og Israel, hvor Israel trak sig ud af Sinai-ørkenen, mod at Egypten – som det første arabiske land – formelt anerkendte staten Israel. Samtidig blev der lavet en rammeaftale for, hvordan man skulle løse det man kaldte ’problemet med palæstinenserne’, men da ingen organisation formelt repræsenterede palæstinenserne, faldt aftalen til jorden.

I 1991 forsøgte man at skabe lignende aftaler mellem Israel på den ene side og Jordan, Syrien og Libanon på den anden. Palæstinenserne var repræsenteret via Jordan, da Israel nægtede at forhandle direkte med PLO, som de anså for at være en terrororganisation. Indsatsen førte til en fredsaftale med Jordan, men Israel er stadig i dag officielt i krig med både Syrien og Libanon.

I 1993 startede forhandlingerne, der førte til Osloaftalen. Det var et tidspunkt, hvor begge parter ønskede fred og var villige til at forhandle, men magtforholdet var dog selvsagt skævt. Den israelske chefforhandler Uri Savir har i sin bog om forhandlingerne givet indtryk af, at palæstinenserne måtte bøje sig, når parterne var uenige. Ligeledes blev Israels forpligtelser gradvist udvandet – især i spørgsmålet om retten til jord. Aftalerne førte til at palæstinenserne anerkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte PLO som officiel repræsentant for palæstinenserne. Det blev set som et gennembrud og der var store håb lokalt og internationalt om en snarlig fred mellem parterne og om etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat.

I 1994 fik palæstinensernes leder, Yasser Arafat , den israelske premierminister, Yitzhak Rabin og den israelske udenrigsminister, Shimon Peres sammen Nobels Fredspris for deres indsats for at skabe fred i Mellemøsten.

I 2000-2001 – under den anden runde Camp David-forhandlinger – skulle daværende israelske premierminister Ehud Barak og den daværende palæstinensiske præsident, Yasser Arafat, afslutte forhandlingerne startet under Oslo-aftalen og indgå en endelig fredsaftale. Igen blev forhandlingerne ledet af amerikanerne, denne gang med Bill Clinton som præsident. I den sidste og afgørende fase gik forhandlingerne i vasken, da parterne ikke kunne blive enige om centrale spørgsmål: de palæstinensiske flygtninges fremtid, Jerusalems status og de endelige grænsedragninger. Selvom forhandlingerne mislykkedes, anses det som det forsøg på fred, der har været mest vidtrækkende i konfliktens historie. Da den anden Intifada brød ud, gled fredsplanerne i baggrunden.

I de følgende år blev der gjort en række internationale forsøg på at presse på for nye forhandlinger. Under Det Arabiske Fredsinitiativ i 2002 ville en række arabiske lande anerkende Israel og åbne op for handel, hvis Israel trak sig ud af de besatte områder og gik med til at finde en ’fair løsning’ på flygtningespørgsmålet. I 2003 fremsatte EU, USA, Rusland og FN – kendt som ’kvartetten’ – en køreplan for fred, hvor begge parter skulle binde sig til at stoppe al form for vold og indgå i endelige forhandlinger.

Sidenhen forsøgte både George W. Bush og Barack Obama under deres præsidentperioder at fredsprocessen i gang igen gennem forskellige initiativer – men uden held. Også præsident Donald Trump forsøgte i 2020 at få en aftale igennem, men palæstinenserne havde mistet tilliden til USA efter Trump året før anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og fastslog, at det ikke ville være en del af forhandlingerne. Under Trump indgår Israel dog aftale med de Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain, de såkaldte ’Abrahamaftaler’ (på engelsk ’Abraham Accords’). Landene, der ikke har haft diplomatiske relationer i 49 år, kan nu handle på tværs af landegrænser, udveksle ambassadører og samarbejde om sikkerhedsspørgsmål.