Intifada
– de palæstinensiske oprør
’Intifada’ er arabisk og betyder ’at ryste noget af sig’. Ordet bruges som betegnelser for to større arabiske oprør mod den israelske besættelsesmagt.
Selvom oprørerne var af meget forskellig karakter, førte begge til eskaleringer i vold. Ifølge tal fra den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem mistede 1.489 palæstinensere og 185 israelere livet under Første Intifada og ifølge tal fra FN blev 4.228 palæstinensere og 1.024 israelere dræbt under Anden Intifada .
Selvom oprørene typisk beskrives som værende startet af konkrete begivenheder var begge samtidig udtryk for store sociale og økonomiske problemer i det palæstinensiske samfund samt en generelt anspændt politisk situation på grund af Israels vedvarende besættelse af Vestbredden (inkl. Østjerusalem) og Gaza.
Den Første Intifada: 1987 – 1993
Oprøret startede den 13.december 1987, da en israelsk lastbil var skyld i et stort trafikuheld i Gaza. Rygter om, at den israelske chauffør bevidst havde forårsaget ulykken spredte sig hurtigt blandt palæstinenserne, og det blev startskuddet til en række strejker og demonstrationer.
Den omfattende civile modstand var en noget nær uoverstigelig udfordring for den israelske hær. For første gang stod de over for store grupper af civile mænd, kvinder og børn, der gik på gaden mod den israelske besættelse og i nogle tilfælde kastede med sten og molotovcocktails. Samtidig var det for alvor første gang, at billeder af svært bevæbnede israelske soldater, der slog på og skød mod stenkastende palæstinensiske børn, gik verden rundt. Det gjorde stor skade på Israels internationale renommé og var for mange israelere en realisering af, at besættelsen af flere millioner palæstinenserne var et politisk problem.
For palæstinenserne viste oprøret for første gang, at det var muligt at opnå politiske fremskridt gennem en fælles front. På den politiske arena, erklærede leder af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, Yasser Arafat , staten Palæstinas selvstændighed i 1988. Han tog afstand fra terrorisme og anerkendte formelt staten Israel. Det førte til, at USA for første gang tog initiativ til direkte forhandlinger med PLO. Imens så andre politiske grupper oprøret som en anledning til at øge den voldelige kamp mod Israel, og det affødte dannelsen af det islamisk funderede modstandsparti, Hamas.
Den første Intifada sluttede, da Israel og PLO underskrev Oslo-aftalen d. 13. September 1993.
Den Anden Intifada: 2000 – 2007
De fleste sætter starten på Anden Intifada den 28. september 2000, da daværende leder af partiet Likud, Ariel Sharon , besøgte pladsen, hvor Al Aqsa moskéen og Klippemoskéen ligger. Stedet opfattes som verdens tredje helligste sted i Islam, og palæstinenserne anså Sharons besøg som en provokation. og et tegn på at Israel ville at overtage stedet, som jøderne kalder ’Tempelpladsen’. Anden Intifada kaldes derfor også for ’Al Aqsa Intifadaen’.
Allerede inden besøget var palæstinensiske demonstrationer brudt ud i arabiske byer i Israel. Disse tog til overalt på Vestbredden, men den Anden Intifada er især husket for palæstinensiske gruppers selvmordangreb mod civile israelske mål såsom busser, cafeer og skoler.
Som følge af særligt voldsomme selvmordsangreb i 2002 oprustede israelske styrker deres tilstedeværelse i store dele af Vestbredden og trængte ind i byer, der ellers havde været overladt til det Palæstinensiske Selvstyre efter indgåelsen af Oslo-aftalen. I Ramallah holdt israelske styrker den palæstinensiske præsident Arafat fanget i ruinerne af præsidentpaladset frem til oktober 2004, hvor han blev evakueret til Frankrig for behandling efter at have været syg i kortere tid. Han døde kort efter.
Afslutningen på Anden Intifada er mindre klar, men opfattes typisk som februar 2005, hvor den israelske premierminister Sharon og den nyvalgte palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas mødtes i Egypten og indvilligede i en våbenhvile. Samme år trak Israel sig ud af Gaza-striben, rev alle bosættelser ned og flyttede alle israelske civile ud – mange til bosættelser på Vestbredden.