FREDSBEVÆGELSER
Igennem årene er en række grupper dukket op, der trods forskellige medlemmer og ideologier alle har samme mål: fred mellem israelere og deres arabiske naboer, ikke mindst palæstinensere.
Én af de første og største israelske fredsorganisationer er ’Peace Now’, der startede i 1978, på et tidspunkt hvor det så ud til at fredsaftalen mellem Israel og Egypten ville gå i vasken (se Fredsprocessen). En flok soldater med støtte fra titusindvis af israelere skrev et åbent brev til regeringen om ikke at lade muligheden gå fra sig. Fredsaftalen med Egypten blev indgået i 1979. Peace Now har fortsat med at kæmpe for fred med palæstinenserne og for etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat.
Siden er mange andre organisationer kommet til – nogle repræsenterer israelske soldater (Breaking the Silence), andre kombattanter på begge sider (Combatants for Peace), atter andre religiøse ledere (Rabbis for Human Rights), kvinder (Machsomwatch), unge (Seeds for Peace), pårørende til konfliktens ofre (the Parents Circle) m fl. Nogle består kun af israelere, andre af både israelere og palæstinensere; nogle bakker op om en to-statsløsning, mens andre kæmper for en binational stat med lige rettigheder for alle.
Den israelske fredsbevægelse havde sin storhedstid i 1980erne, hvor langt de fleste israelere ønskede en fredsaftale med vidtrækkende beføjelser til palæstinenserne. Med tiden, særligt efter den første og anden Intifada har dette ændret sig, hvilket ses reflekteret i parlamentet, hvor regeringerne siden 2000’erne er blevet mere nationalistiske og ledes af partier, der ikke længere ønsker en to-statsløsning.
De senere år er fredsfløjen blevet stadig mere upopulær blandt den generelle israelske befolkning. Under krigen i Gaza i 2014 oplevede flere fredsaktivister at blive anset som forrædere og endda udsat for overfald og trusler.
Blandt palæstinenserne er fredsbevægelsen præget af grupper, der er overbevist om, at kampen for frihed og rettigheder og mod besættelsen skal kæmpes med ikke-voldelige metoder. Under den første Intifada deltog tusindvis af palæstinensere i demonstrationer og generalstrejker. Kendetegnende for den palæstinensiske fredsbevægelse gennem årene er dog, at den er mindre organiseret og langt mere udsat. Mange af dens aktive medlemmer er eller har været fængslet i Israel. De møder desuden modstand fra det palæstinensiske samfund, hvor mange opfatter enhver samarbejde med israelere som forræderi og en accept – eller såkaldt ’normalisering’ – af besættelsen.
I løbet af årene er der over hele verden opstået aktivistiske fredsorganisationer, der kæmper for fred mellem israelere og palæstinensere og for palæstinenseres rettigheder. Særligt mange stammer fra USA. Det skyldes USA’s centrale rolle som Israels stærkeste allierede og som ledende i fredsforhandler, men det skyldes også landets store jødiske befolkning, der ofte føler en særlig tilknytning til Israel og til konflikten. ’Jødisk Stemme for Fred’ (Jewish Voice for Peace) er den største og mest indflydelsesrige af disse og har kontorer og medlemmer i hele USA.
Men der er sjældent enighed blandt de forskellige organisationer og nøglepersoner, hvorfor der i virkeligheden ikke tale om én fredbevægelse, men snarere flere fredsbevægelser. Man kan dele dem op i tre politiske fløje:
Fredsbevægelsens højrefløj har fokus på sikkerhed. Den er baseret på zionismen og dens støtter er klar til at give palæstinenserne en selvstændig stat samt til at trække sig ud af nogle eller alle bosættelserne, så længe en aftale ikke bliver en demografisk trussel mod Israel som jødisk stat. Mange fra denne gruppe er ”Oslo-skuffede”, det vil sige, at de bakkede op om Oslo-processen, men udbruddet af den anden Intifada og krigene med Gaza har betydet, at de primært er fokuseret på egen sikkerhed og bakker op om separationsbarrieren / muren’ ’. Alligevel mener dens tilhængere, at en fredsaftale med palæstinenserne vil være en investering, der både kan skabe sikkerhed for Israel og give mulighed for at normalisere forholdet til de arabiske nabolande gennem handel og investeringer.
Fredsbevægelsens midte er i høj grad repræsenteret af ’Peace Now, der er den fredsorganisation, der har størst opbakning i den israelske befolkning. Den opfattes som regel som venstreorienteret, men er i store træk enig med fredsbevægelsernes højrefløj, når det kommer til ideologi – dvs. de ser en to-statsløsning som en vej til sikkerhed. Dens støtter er dog typisk mere kritiske i forhold til militærets handlinger i de besatte områder, muren og især bosætternes rolle.
På fredsbevægelsens venstrefløj finder man kommunistpartiet samt græsrodsbevægelser som Alternative Information Center, Anarchists Against the Wall og Gush Shalom. Størstedelen af tilhængerne er ikke-zionistiske eller anti-zionistiske, da de mener, at palæstinensere vil blive gjort til andenklasses borgere i en jødisk-zionistisk stat. Nogle støtter en en-statsløsning med lige rettigheder og stemmer på arabiske partier under de israelske valg. De deltager i demonstrationer mod muren i palæstinensiske landsbyer på Vestbredden eller agerer ’menneskelige skjold’ for palæstinensiske landmænd under olivenhøsten, hvor disse ofte angribes af israelske bosættere. De er modstandere af muren, kræver en tilbagetrækning fra alle bosættelser, mener at palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende tilbage og er ofte militærnægtere ud fra det synspunkt, at israelske soldater dagligt begår overgreb mod palæstinensere i de besatte områder. Det radikale venstre har begrænset støtte i det israelske samfund, hvor mange opfatter dem som pro-palæstinensere eller endda som forrædere.