Boykot-bevægelsen
Boykotbevægelsen, officielt kaldet ’boykot, frasalg og sanktioner’ (på engelsk: ’boycot, divestment, sanctions’- BDS), er inspireret af anti-Apartheid-bevægelsen i Sydafrika.
Boykotbevægelsen udsprang af den anden Intifada, hvor en gruppe palæstinensiske akademikere opfordrede til boykot af israelske akademikere og kulturinstitutioner. Lignende initiativer blev lanceret i andre lande, og i 2005 blev det samlet til en mere koordineret indsats med støtte fra palæstinensiske partier, fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer såvel som organisationer verden over.
BDS-kampagnen opfordrer til forskellige former for ikke-voldelig straffemetoder mod Israel, indtil landet handler i overensstemmelse med folkeretten. Målet er en afslutning af besættelsen af Vestbredden, Gaza og Golan-højderne, nedrivning af sikkerhedsbarrieren / muren, anerkendelse af lige rettigheder for palæstinensiske statsborgere i Israel og tilladelse til, at palæstinensiske flygtninge kan vende tilbage til deres oprindelige hjem før de blev drevet på flugt i 1948, som stadfæstet af FN.
På få år er bevægelsen vokset betragteligt. På verdensplan har flere hundrede grupper inklusiv studenterorganisationer, religiøse menigheder, fagforeninger, universiteter, kunstnere, musikere osv. støttet bevægelsen og vedtaget forskellige former for boykot.
De fleste boykotindsatser er specifikt rettet mod varer fra israelske bosættelser, der anses som ulovlige af det internationale samfund. Det er på linje med EU, der i 2013 og 2015 vedtog en række guidelines, der skulle sikre at ingen virksomheder, læreanstalter eller andre institutioner i israelske bosættelser kan drage nytte af EU-midler.
Ifølge EU er der hverken tale om boykot eller sanktioner, men blot regler, der skal sikre, at EU-lovgivning overholdes, da EU anser israelske bosættelser på Vestbredden som ulovlige.
Der er ikke meget, der tyder på, at boykotindsatsen har mærkbar påvirkning på Israels økonomi, men måske mere på landets image og på enkelte virksomheder, der kommer i bevægelsens søgelys. I 2015 flyttede den israelske virksomhed, Sodastream, deres fabrik fra en bosættelse på Vestbredden til Israel efter massiv pres fra BDS-bevægelsen.
Israel har taget bevægelsen alvorligt og kalder det et udtryk for antisemitisme. I 2011 vedtog det israelske parlament en antiboykotlov, der gjorde det ulovligt for israelske statsborgere at opfordre til boykot af israelske virksomheder, institutioner eller personer. Ligeledes har de forbudt medlemmer fra en række internationale menneskerettighedsorganisationer, der støtter BDS, at rejse ind i Israel.
Israel har også lagt pres på sine allierede, og i 2015 vedtog både USA og England love, der gør det ulovligt at boykotte israelske varer produceret i Israel såvel som i bosættelserne.
I 2019 indførte Tyskland ligeledes en lov, der dømte boykotbevægelsen antisemitisk, og derved fratog organisationer, der støtter BDS, muligheden for økonomisk støtte. Kritikere mener, at den type love er en væsentlig indskrænkning af den personlige – og civilsamfundets – frihed.
I 2020 afgjorde den Europæiske straffedomstol en sag fra Frankrig, hvor studerende havde delt BDS-brochurer ud og var blevet anklaget for økonomisk diskrimination. Domstolen dømte til fordel for de studerende og afgjorde, at Frankrig havde krænket de studerendes ytringsfrihed.
Bevægelsen fik mere støtte efter Israels historisk voldsomme angreb på Gaza efter Hamas’ terrorangreb i 2023 (LINK – ny tekst på vej). Studerende på en række universiteter i USA besatte universitetsområder i ugevis med krav om, at deres universitet ville afstå fra at støtte eller samarbejde med Israel. Nogle universiteter indgik aftaler om at opsige samarbejder med israelske læreanstalter.
Derudover oplevede virksomheder som McDonalds og Starbucks, der blev anklaget på sociale medier for at støtte Israel, mærkbare fald i deres omsætning.
Kilder:
https://bdsmovement.net/what-is-bds
https://time.com/6694986/israel-palestine-bds-boycotts-starbucks-mcdonalds/