MIGRANTERNE I SPANIEN

Spanien har i mange år været det EU-land, der modtager flest indvandrere fra Afrika, regulære såvel som irregulære. Det skyldes først og fremmest landets geografiske placering. Kun 14 kilometer hav skiller Marokko og Spanien, og Spanien har to enklaver, Ceuta og Melilla, på Marokkos nordkyst. Men det er ikke kun migranter fra landene syd for Sahara, der rejser til Spanien. Hvis man udelader migranter fra andre EU lande, er de to største migrantgrupper i Spanien fra Marokko og Ecuador.

På bare 10 år er antallet af migranter steget fra mindre end 4 % af den samlede befolkning til næsten 14 %. I 2000 var der således mindre end 1,5 millioner migranter i Spanien mod 6,5 millioner i 2009. På trods af at landet i dag er i dyb økonomisk krise med høj arbejdsløshed, har Spaniens positive grundholdning til migration og migranters rettigheder ikke ændret sig markant. Der er flere forklaringer på dette: set i lyset af Spaniens fortid som diktatur under Franco er politikere og civilsamfund meget opmærksomme på tendenser, der kan undergrave demokratiske friheds- og lighedsprincipper. En anden forklaring er, at mange ser indvandring som en del af det grundmateriale, der var med til at sikre den økonomiske vækst i 1980erne og frem til krisen. Dette er måske ved at ændre sig. Det konservative parti Partido Popular, som vandt valget i 2011, har indført flere stramninger på migrationsområdet.

Spanien kontrollerer sine grænser i samarbejde med EU og har bygget 6 meter høje hegn langs grænserne omkring sine enklaver, Ceuta og Melilla, i Marokko. I de sidste ti år er Gibraltarstrædet endvidere blevet overvåget med avanceret elektronisk udstyr, hvilket i 2005 og årene derefter resulterede i, at De Kanariske Øer blev porten til Spanien. Også denne vej er nu delvist blevet afskåret gennem øget patruljering og aftaler med de vestafrikanske lande. Disse tiltag har betydet en betydelig reduktion af irregulære migranter i Spanien. I 2012 rejste 7 % af de irregulære migranter, der kom til Europa via Spanien i sammenligning med 12 % via Italien og 67 % via Grækenland.

Det er svært at opgive præcise tal for hvor mange irregulære migranter, der opholder sig i Spanien. Man ved ikke hvor mange der ankommer ved landets kyster, eller hvor mange der bliver i Spanien efter at være kommet ind i landet illegalt eller efter deres visum udløber. De spanske myndigheder anslår, at knap 5.500 migranter kom til Spanien via søvejen i 2011, langt under de 31.000 migranter der anslås at være kommet via De Kanariske Øer i 2006. Nedgangen i antallet af bådmigranter kan forklares med den øgede grænsekontrol gennem Frontex (det Europæiske grænseagentur), og samarbejds- og returaftaler med forskellige afrikanske lande.

Spaniens immigrationspolitik
Gennem årene har Spaniens immigrationspolitik ændret form, og skiftende regeringer har søgt at styre immigrationspolitikken. Det er dog først i de senere år, at der for alvor er kommet fokus på den irregulære migration. Indtil 1991 kunne nordafrikanere, for eksempel, rejse lovligt ind i Spanien uden visum.

I januar 2000 vedtog det spanske parlament en ny immigrationslov, som styrkede migranternes rettigheder. Loven gav både illegale og legale migranter flere rettigheder og friheder på betingelse af, at de var bosat i landet. Loven gjaldt dog mindre end et år. Et valg ændrede sammensætningen af det spanske parlament, som derpå vedtog en ny lov i stærk modsætning til den tidligere. Nu skulle man have lovligt ophold for at få rettigheder, og migranter uden lovligt ophold havde derfor ikke ret til forsamlingsfrihed, medlemskab af en fagforening eller til at strejke.
I 2003 vedtoges en lov om at ikke-EU borgere kun kan rejse lovligt ind i Spanien på tre måder: via et kvotesystem, via paragraffen ”general regime” eller via familiesammenføring. Kvotesystemet indebærer, at den spanske regering, arbejdsgiverne og fagforeningerne i fællesskab år for år sætter kvoter på hvor mange arbejdspladser, der kan tildeles migranter. ”General regime” betyder, at det er muligt for migranter at få job lovligt i Spanien, hvis der ikke findes spanske kandidater til jobbet. Er man for eksempel uddannet ingeniør i Marokko, og er der mangel på disse i Spanien, kan det være muligt at få lov til at komme legalt til Spanien og arbejde som ingeniør.
I 2005 gav den spanske regering amnesti til 700.000 irregulære migranter for på den måde at forsøge at gøre noget ved udnyttelsen af de illegale arbejdere. Denne store legaliseringsrunde skal dog også ses på baggrund af en periode med stor mangel på arbejdskraft i Spanien.

Anderledes er situationen i dag, hvor Spanien har en meget høj arbejdsløshed – specielt blandt unge. Det har ført til en stramning af lovgivningen, især for de migranter der tidligere kunne rejse legalt ind i landet under høsten, takket være kvoteordninger for landbrugsarbejdere, og så rejse hjem efter endt arbejde. Et andet tiltag har været at begrænse adgangen til sundhedssystemet. I den spanske integrationsmodel har der ellers indtil 2012 været lige adgang til lægebehandling uanset legal status. Det er nu ændret så irregulære migranter ikke kan få hjælp – med undtagelse af gravide, børn og unge under 18 og folk i særlige sårbare positioner. Beslutningen har skabt en ophedet debat og de regionale regeringer i Catalonien, Navarra, Andalusien og Baskerlandet har sagt, at de ikke vil følge regeringens beslutning. Spørgsmålet står tilbage, om Spanien i de kommende år vil opretholde en vis lighedstanke i sin migrationslovgivning, eller om landet vil følge trop med de andre europæiske lande og stramme lovgivningen yderligere.

Marginaliserede migranter
Migranterne i Spanien er generelt beskæftiget i lavkvalitetsjob, hvor lønnen er lav, arbejdsbetingelserne hårde og jobbet ofte sæsonpræget. De arbejder typisk som gartnerimedhjælpere, frugtplukkere, afryddere og gadefejere. Eller i private hjem hvor de gør rent eller passer børn og ældre. På grund af jobbenes lave status og på grund af den lave løn marginaliseres migranterne og udgør en ny form for underklasse. På trods af det er det dog ikke mindst deres fortjeneste, at Spanien igennem de sidste årtier har oplevet stor økonomisk vækst.

Byen Ejido var for blot fyrre år siden et af de fattigste områder i Spanien, hvilket betød at en stor del af byens indbyggere selv var tvunget til at emigrere. I 2005 var billedet et helt andet. Byen var nu den tredje rigeste by i Spanien. En positiv udvikling de mange migrantarbejdere havde deres del i. Men taknemmeligheden over for de hårdtarbejdende migranter har dog været til at overse. Der har været en bevidst politik, der gik ud på at holde migranterne væk fra byen. Migranterne blev afvist ved frisører, på restauranter og barer. I stedet har migranterne måttet bo i nærheden af de kæmpemæssige drivhuse, i faldefærdige forladte bygninger eller i hastigt opførte huse af plastik og træ. I dagtimerne arbejder de i op til 50 grader varme drivhuse til en meget lille løn.

Før krisen var der brug for de afrikanske migranter i Spaniens store landsbrugssektor. Men produktionen under krisen er faldet, og mange arbejdsløse spaniere vælger nu også at søge de ufaglærte jobs, som før udelukkende gik til migranter. Det betyder, at mange afrikanske migranter er fastlåst i en situation med elendige arbejds- og boligforhold og uden penge til at tage tilbage til deres hjemlande. I den Huelva, hvor 90 % af de spanske jordbær dyrkes, bor mange af de afrikanske migranter i teltlejre udenfor byen og er dybt afhængige af madrationer der uddeles af hjælpeorganisationer. Mange migranter fra Latinamerika har valgt at tage tilbage på grund af krisen, mens mange afrikanske migranter lever i håbet om, at de kan tjene penge nok til at hjælpe deres familier – at komme hjem uden penge er ikke en reel mulighed.