EU OG MIGRANTERNE

Siden 1990erne har kampen mod irregulær migration fået højere og højere prioritet i EU. Det har ført til en styrkelse af grænsekontrollen ved EU’s ydre grænser, fælles stramme visumregler og tilbagesendelsesprocedurer samt fælles systemer til registrering af migranter. I takt med at EU’s indre grænser langsomt er blevet ophævet, er EU’s migrationspolitik således blevet et fælles anliggende – dog ikke for Danmark, som på grund af det retslige forbehold står udenfor disse ordninger.

Men for EU handler det ikke kun om at begrænse migrationen, det handler også om at regulere den. Man taler derfor også om ‘migration management’. I stedet for kun at fokusere på at begrænse migrationen satser man også på at styre migrationen, så den kommer både afsender- og modtagerlandet til gavn. Det har dog vist sig at være vanskeligt at få opbakning til denne synsvinkel i flere medlemsland.

Målsætningen fra Amsterdam-traktaten (se EUs migrationspolitik) om en fælles asyl- og indvandrerpolitik i hele EU i 2004 er ikke blevet realiseret, primært fordi det er stødt på både indenrigs-og udenrigspolitiske forhindringer.
Schengen-samarbejdets ophævelse af grænsekontrollen mellem EU-landene betød således principielt, at indvandrere, der har fået opholdstilladelse i et EU-land, frit kan rejse til et andet EU-land. Et lands mindre restriktive asyl- og indvandringspolitik kan derved skabe mulighed for at komme ind i EU, som indvandrere derefter kan benytte til at rejse videre til andre EU-lande, også selv om disse har en meget mere restriktiv indvandrerpolitik. De åbne grænser kan derfor nemt skabe konkurrence mellem EU-landene om at have de hårdeste indrejseregler og de hårdeste måder at bekæmpe irregulær indvandring på af frygt for pludselig at skulle modtage mange indvandrere fra andre EU-lande. Dermed risikerer EU at komme på kollisionskurs med internationale konventioner – og med nogle af medlemslandene der har behov for immigration, som f.eks. Spanien, før finanskrisen der havde brug for migranter i bl.a. landbrugssektoren.

De enkelte landes politik stemmer således ikke nødvendigvis overens med de fælles EU-politiske mål. EU’s migrationspolitik har alt i alt været præget af en form for konflikt mellem migrationsvenlige tilgange og de mere hårde forsøg på migrationskontrol. Der har gennem tiden været rettet en del kritik mod EU’s hårde linje over for borgere fra tredjeverdenslande af bl.a. NGO’er. Der er dog forskellige initiativer, der er iværksat for at forbinde migration og udvikling, blandt andet med EUs Global Approach som det Europæiske Råd vedtog i 2006. Der er dog stadig lang vej til, at disse tilgange er færdigudviklede og en fælles strategi for hele Europa er på plads.