EU’S SAMARBEJDE MED NABOLANDENE

Naboskabsprogrammer
EU inddrager på forskellige måder nabolandene omkring Middelhavet i forsøget på at undgå at irregulære migranter rejser ind i Europa. Aftalerne indgås enten som en del af unionens overordnede naboskabsprogram, som også kan omhandle mange andre politikområder end immigration, eller som led i bilaterale aftaler mellem enkelte medlemslande og deres naboer, som understøttes økonomisk af unionen.

Naboskabsprogrammet for EUs sydlige lande går ud på at skabe en middelhavsregion præget af fremgang, sikkerhed, fred og stabilitet, bl.a. gennem politisk dialog og økonomisk samarbejde. Sikkerhedsområdet er imidlertid kommet til at fylde stadig mere i programmet siden 11. september 2001, hvorfor samarbejdet om at bekæmpe terrorisme, organiseret kriminalitet og irregulær indvandring er blevet centralt. Dette gælder i høj grad også for udvisninger. I situationer hvor EU ikke kan udvise migranter eller afviste asylansøgere til deres oprindelseslande – for eksempel på grund af sikkerhedssituationen eller fordi deres nationalitet ikke kendes – ønsker EU i stedet at kunne udvise migranterne til deres nærområder. EU har derfor formuleret en politik Regional Protection Programmes, der går ud på at sende migranter, som for eksempel er kommet ind i Europa via Nordafrika, tilbage til Nordafrika uden at krænke internationale konventioner.

Udvidet europæisk grænsekontrol i Nordafrika
EU satser altså på at få de nordafrikanske (og østeuropæiske) nabolande til at styrke deres kontrol med den irregulære immigration, blandt andet ved at knytte udbetalingen af EU’s bistandshjælp sammen med krav om styrket migrationskontrol. Ligeledes kræver EU øget kontrol af landenes sydlige grænser og patruljering ved havnene på Middelhavets kyster. Endelig ønsker EU, at landene skal bistå Frontex i overvågningen af Nordafrikas kyster, hvad nogle af landene stiller sig tøvende overfor, fordi det også rammer deres egne borgere. Da emner som handelspolitik, udviklingsbistand og legal migration også diskuteres under naboskabsprogrammet, har kritikere hævdet, at de nordafrikanske lande presses til at indgå aftaler om en meget stram immigrationspolitik (som i praksis krænker migranternes basale rettigheder), mod garantier for stærkere samarbejde med EU. Da EU er en vigtig handelspartner samt den største donor af udviklingsbistand til Afrika er dette en væsentlig kritik.

Som led i EU’s samlede samarbejde med nabolandene har unionen gennem de sidste 10 år økonomisk støttet disse landes migrationskontrol enten direkte eller indirekte. I 2004 og 2007 sendte unionen tekniske missioner til Libyen som kom med en række anbefalinger om, hvordan EU kunne understøtte opbygningen af det libyske grænsekorps. Ligeledes har EU støttet ”Across Sahara” I og II-projekterne gennem Aeneas-programmet. Disse projekter var et samarbejde mellem Libyen og Italien, som mellem 2005-9 blev tildelt €2,6 millioner (19 millioner kr) for at bekæmpe irregulær immigration til Italien gennem Niger og Libyen. Aeneas blev også brugt til at støtte Frontex’ ”Seahorse” og Seahorse Network-projekter med €4 millioner (30 millioner kr) for at opbygge og koordinere radarovervågningen af bådmigranter i farvandene ud for Marokko, Senegal, Mauretanien og Kap Verde.

Indtil ganske kort tid før Gadafis fald i 2011 støttede EU Gadafis regime i forhold til migrationskontrol. EU’s kommissær for Retslige og Indre Anliggender, Cecilie Malmström, rejste i 2010 til Tripoli og lovede at støtte Gadafis regime med €60 millioner (448 millioner kr), såfremt de fortsatte med at kontrollere migranters adgang til Europa. Da Gadafi blev fjernet fra magten senere i 2011, mistede EU således en af sine nærmeste partnere i forhold til den udvidede europæiske migrationskontrol. I foråret 2013 tog unionen konsekvensen af dette og oprettede European Border Assistance Mission EUBAM Libyen under EU’s fælles Forsvars og Sikkerhedspolitik. EUBAM Libyen koordinerer sine aktiviteter med Frontex og har som formål at støtte de libyske myndigheders grænsekontrol. Missionen har et budget på €30 millioner (224 millioner kr) og en stab på 110 medarbejdere.

Ved siden af EU’s officielle samarbejder med nabolande, understøtter unionen også bilaterale samarbejder. Således har Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Spanien indledt et samarbejde med Marokko, Algeriet og Tunesien om en yderligere styrkelse af grænsekontrollen. I efteråret 2008 indgik Italien en aftale med Gadafi til en værdi af 30 mia. kr. – en såkaldt venskabspagt. Den indebar en skærpelse af Libyens indsats for at bremse afrikanske immigranter på vej mod Europas kyster og blev blandt andet brugt til at finansiere tre detentionslejre for irregulære afrikanske migranter, placeret i isolerede områder i Libyen. Udover skulle bremse migranter fik Libyen også kontrakter på salg af olie- og gas til Italien, en handel som hidtil havde været blokeret på grund af Libyens støtte til terrorister. Aftalen blev imidlertid suspenderet i 2011 under det libyske oprør mod Gadafi men blev genoplivet senere på året mellem de to nye politiske ledere i henholdsvis Italien og det libyske overgangsråd.

Migrationsstyring fremfor migrationskontrol?
Udover naboskabsaftaler indgår EU også i andre former for samarbejde for at styre og kontrollere irregulær migration til Europa. Siden 2007 har EU arbejdet på at etablere ‘mobilitetspartnerskaber’ med udvalgte nabolande – i slutningen af 2013 var der indgået fem partnerskaber med henholdsvis Kap Verde, Moldova, Armenien, Georgien og Marokko. Mobilitetspartnerskaberne inkluderer forhandlinger om handels- og visumpraksisser for disse landes borgere mod et øget samarbejde omkring unionens prioriteter indenfor migrationskontrol – i særdeleshed i forhold til bekæmpelse af irregulær migration. Spørgsmålet om landenes modtagelse af deres borgere der sendes tilbage fra Europa – det være sig afviste asylansøgere eller irregulære migranter – indgår også i mobilitetspartnerskaberne. Hvor for eksempel Marokko allerede har indgået tilbagesendelsesaftaler med flere europæiske lande, har landet ikke været villig til at indgå en sådan aftale på EU-niveau. Mobilitetspartnerskabet tager dette spørgsmål op som et vigtigt kommende forhandlingspunkt.

Ligeledes har EU også stået bag åbningen af et informationscenter med fokus på migration – Centre d’Information et de Gestion de Migrations,(CIGEM) – i Malis hovedstad Bamako. Centeret er det første af sin slags i Afrika og kan ses som et led i EU’s forsøg på at styre migration i samarbejde med afsender- og transitlande. Centerets vigtigste opgaver er at vejlede potentielle emigranter om legal migration, bistå hjemvendte migranter, samt at oplyse og informere om de risici, der er forbundet ved irregulær migration. EU’s fortsatte finansiering af centeret er dog usikker.

Disse tiltag kan ses som en del af EU’s fokus på en samlet og global tilgang til migration, hvor der er et kombineret fokus på de bagvedliggende årsager til migration i kombination med grænsekontrol. I det store billede synes EU’s fokus på samarbejde med tredjelande dog ikke at have nær så meget at gøre med at løse de dybere årsager til migration men snarere med at lægge grænsekontrollen ud til nabolandene, sådan at migranter opfanges, allerede inden de når til EU’s territorium.