Vestafrikansk migration

Lige siden kolonitiden har savanneregionen i Vestafrika fungeret som arbejdskraftsreserve for eksportlandbrug og udviklingen af infrastruktur i kystlandene. I kolonitiden gik migrationen sydover fra savannen til skovområderne og kysten, og vestover til ’jordnøddebassinet’ (se Senegal) i det nuværende Senegal. Den franske kolonimagts krav om beskatning og tvungen rekruttering til arbejde for minimale lønninger fik unge mænd til at migrere til den engelske koloni Guldkysten (nuværende Ghana), hvor lønningerne var en smule højere, men mange migrerede også indenfor de enkelte kolonier for at arbejde på kakao- og kaffefarme eller i byerne på kysten.

Efter at de forskellige vestafrikanske lande blev uafhængige kom der nye rejsemål til. Først de tidligere kolonimagter, siden 1980erne middelhavslandene, så lande i den Arabiske Gulf og Kina, og senest lande i Asien og Latinamerika. En rapport fra IOM (Den Internationale Organisation for Migration) vurderer at 61,7 % af de vestafrikanske migranter forblev i Vestafrika i 2000, mens 8,2 % rejste til Centralafrika, 14,8 % til Europa, 6,0 % til Nordamerika og 0,3 % til den Arabiske Golf.

Migration indenfor kontinentet
Langt de fleste vestafrikanske migranter bliver i Afrika. De migrerer fra land til by og til nabolandene (se kort). I 2009 var Kap Verde og Liberia de eneste lande, der havde flere migranter i henholdsvis Europa og USA end i Afrika. Migration indenfor kontinentet motiveres af økonomiske behov, muligheden for social mobilitet og ønsket om at få oplevelser. Der er således generelt et positivt syn på migranten som en person med viden og ressourcer. Når unge migrerer, især fra fattige familier, sker den første rejse ofte indenfor deres eget land eller til et naboland, hvor de har familiemedlemmer. Som regel styres migrationen af sociale netværk, dvs. af hvor migranterne har familiemedlemmer, som kan give dem husly i starten og hjælpe dem med at finde arbejde. Men den styres også af prisen på rejsen, og om de selv betaler deres billet eller om familiemedlemmer hjælper til.

Rejsemål i nord
Syd-Nord migration er det man hører mest om i de danske og europæiske medier. Der tales om en ’invasion’ af afrikanere fra landene syd for Sahara, og især af ufaglærte unge mænd. Men statistikker over registret immigration i Europa viser, at antallet af vestafrikanere er langt lavere end antallet af nordafrikanere. Denne forskel ligger ikke i, at vestafrikanerne er kommet til Europa på illegal vis og nordafrikanerne med et stempel i passet. Langt de fleste migranter ankommer legalt. I følge en forskningsrapport rejste to-tredjedele af de irregulære senegalesiske og ghanesiske migranter, som nu befinder sig i Spanien og Italien, ind i landet på legal vis. Det vil sige, at selvom de gled over i kategorien ’irregulære migranter’, da visummet løb ud, blev deres ankomst registreret. Derudover skjuler brugen af ordet ’invasion’ det faktum, at en del af de afrikanske migranter er mere end velkomne i europæiske lande, og at de på grund af deres uddannelse har været i stand til at få et blue card – den europæiske pendant til det amerikanske green card (se Mobile hjerner).

I forbindelse med irregulær migration taler man ofte om transitmigration. Det er defineret som migration til lande, hvor migranten ikke har planer om at blive, men ikke desto mindre standser for at tjene penge eller afvente den videre rejse. Definitionen er således baseret på intentionen om at rejse videre – eller måske snarere på andres antagelser om migranters intentioner, for få migranter er blevet spurgt. Selv hvis en migrant har en intention om at rejse videre, er det ikke sikkert, at han eller hun faktisk gør det.

En anden misopfattelse i medierne – og blandt nogle af de organisationer, der arbejder med migration og grænsekontrol – handler om trafficking. Det kan nemlig både handle om migration under tvang, med det formål at udnytte migranten (menneskehandel), og om involvering af mellemmænd der tjener penge på at hjælpe migranter over grænser (menneskesmugling). Migrationsstudier viser, at brugen af mellemmænd og smuglere ofte er et bevidst valg for at minimere risici på vejen og sikre, at man kommer frem. Det gør dog rejsen meget dyrere og på rejsen gennem Sahara og over Middelhavet bruger migranter flere hundrede dollars for at betale bestikkelse, mellemmænd, transport og deres daglige fornødenheder

Nye rejsemål og migrationsformer
Migration mod nye rejsemål skyldes til dels den gradvise lukning af Europas grænser, men også den seneste økonomiske krise der gør det sværere både at finde arbejde i Europa og at spare tilstrækkeligt op til at indfri migrantens og migrantens families forventninger og drømme.

Flere og flere migranter fra Senegal, Guinea, Ghana, Sierra Leone og Liberia er derfor begyndt at rejse til Latinamerika og Asien. Handel er et almindeligt erhverv blandt vestafrikanske migranter, hvad enten det drejer sig om international import og eksport eller lokal gadehandel. I Kina og de Arabiske Golflande omsætter studerende fra Vestafrika deres lokalviden og sprogfærdigheder i henholdsvis mandarin og arabisk til ansættelser i eksisterende import- og eksportforretninger. De kan også etablere sig som tolke eller mellemmænd, der kan hjælpe handelsfolk fra deres hjemland med at finde de rette markeder, få varerne gennem toldmyndighederne og finde gode transportfirmaer.