MIGRANTERNE I GRÆKENLAND
Grækenland har i en årrække oplevet et massivt pres fra irregulær immigration. Det er ikke kun migranter og flygtninge fra Afrika, der tager vejen ind i Europa via Grækenland. De irregulære immigranter kommer primært fra Østeuropa, Mellemøsten og Asien, men efter det er blevet sværere at komme ind via Spanien og Italien, forsøger flere afrikanske migranter nu også at komme ind i Europa gennem Grækenland, der tjener som EU’s yderste vagtpost mod Øst.
I en tid hvor landet er i dyb krise, har det skabt en del inderigspolitiske problemer, og medført at der stilles kritiske spørgsmål til EU’s migrationspolitik, som lægger hovedansvaret på de lande der er ’første modtager’- 128.000 papirløse immigranter kom i 2010 ind over grænserne til Grækenland, og landet tegner sig ifølge Frontex for 88 % af immigrationen til EU’s eksterne grænser.
Grækenlands asylkrise
Det massive migrationspres har medført en ophobning af asylsager i det græske asylsystem, som derfor har store problemer med modtagelse, ophold, sagsbehandling og hjemsendelse. Det har medført, hvad der betegnes som et ”asylkollaps”.
I kølvandet på den massive indvandring er fulgt en bølge af ultra-nationalisme, racisme og politisk motiveret vold. I et Grækenland, hvor næsten to ud af tre unge er arbejdsløse, og halvdelen af befolkningen nu lever under fattigdomsgrænsen, er grupper på det yderste højre, såsom Gyldent Daggry, i fremdrift. UNHCR har i løbet af 2013 registreret en stigning af overgreb på migranter og flygtninge i Grækenland. Den tiltagende racisme og den dårlige behandling af migranter, der lever under uhumske forhold i landets detentionscentre, har affødt kritik fra bl.a. Amnesty International og Læger Uden Grænser. De kritiserer landet for at behandle illegale immigranter og asylansøgere som kriminelle og for at ignorere de åbenlyse humanitære problemer.
På den baggrund efterlyser den græske regering støtte til at oprette modtagelsescentre og sørge for mad, medicin og social hjælp til de irregulære immigranter. Regeringen ønsker også, at EU påtager sig et ansvar for at støtte Grækenlands arbejde med at bevogte kystgrænserne. Ifølge Grækenland bærer nabolandet Tyrkiet desuden en stor del af ansvaret for, at strømmen af irregulære immigranter er vokset. Grækenland mener, at Tyrkiet ikke gør nok for at bekæmpe de smuglernetværk, der bringer immigranterne fra Mellemøsten og Afrika til Europa.
Grækenland og EU’s migrationspolitik
En væsentlig forklaring på det græske asylkaos skal findes i den fælleseuropæiske Dublin II-Forordning, der medfører, at EU-lande kan sende asylansøgere tilbage til det første EU-land, hvor de er registreret med fingeraftryk, for at få behandlet deres asylsag der. Grækenlands geografiske placering som et af EU’s ydre grænselande, har gjort, at mange asylansøgere af naturlige årsager er registreret i Grækenland som første modtagerland. Derfor har EU’s andre medlemslande – i overensstemmelse med Dublin-forordningen – sendt græsk-registrerede asylansøgere, der er rejst videre ind i EU, tilbage til Grækenland for at få behandlet deres sager der.
I de første 10 måneder af 2009 blev der, ifølge en rapport fra Amnesty International, sendt i alt 995 asylansøgere retur til Grækenland fra Danmark, Østrig, Belgien, Finland, Holland, Norge og Schweiz. Om rapporten udtalte Amnestys direktør for det internationale EU-kontor: at Dublin II-systemet bygger på en fejlagtig tro på, at alle medlemslande tilbyder ensartede standarder for beskyttelse af flygtninge”.
I januar 2011 vendte en dom fra menneskerettigheds-domstolen i Haag den udvikling. En afghansk asylansøger, der var blevet sendt tilbage til Grækenland fra Belgien, fik rettens ord for, at Grækenland ikke er i stand til at yde den rette behandling af sagen og ydermere, at han i det græske asylsystem levede under umenneskelige forhold. Det betyder, at de fleste lande er ophørt med at sende asylansøgere tilbage til Grækenland, men det er i praksis op til de enkelte medlemslande, om de vil respektere dommen fra menneskerettighedsdomstolen.
Problemet med fordeling og behandling af asylsager er således ikke kun et græsk problem, men kan ses som et sammenbrud i EU’s grænsepolitik. For at rette op på forholdende har det Europæiske grænseagentur Frontex åbnet op for, at EU’s yderste lande – herunder Grækenland – fremover skal modtage flere millioner euro i støtte til at styrke grænsekontrollen og til at oprette modtagelsescentre, der kan udbyde tilbyde bedre adgang til mad, medicin og social hjælp for illegale immigranter.
Grænsehegnet ved Evros – løsningen på problemet?
Grækenland mener ikke, at EU-midlerne via Frontex er tilstrækkelige til at løse immigrationsudfordringen. Landet har derfor besluttet at opsætte et 12,5 km langt hegn langs Evros – en del af grænsestrækningen til Tyrkiet. Den har de seneste år været den mest benyttede grænsestrækning for irregulære migranter, hvilket ifølge den græske regering hænger sammen med, at Tyrkiet ikke overholder sine forpligtelser. Fra 2008-2011 blev mellem 40.000-57.000 irregulære migranter opdaget ved overgangen. I sammenligning har der i samme årrække været mellem 100.000 -150.000 mennesker, der krydsede samtlige af Europas ydre grænser, dvs. mellem 33-50 % af de irregulære migranter krydser grænsen ved Evros.
Det nye hegn stod færdigt i 2012 og en øget tilstedeværelse af 1800 Frontex-grænsevagter har haft en tydelig effekt. Før ankom op til 2000 papirløse migranter om ugen og det tal faldt til kun 10 om ugen. Men antallet af dødsfald ved grænsen er også steget, da det ser ud til, at hegnet presser migranterne til at benytte den maritime grænse i det Ægæisk hav, hvor mange risikerer at drukne på vej til Europa. Det triste faktum er, at hegn og øget grænsekontrol ikke holder folk tilbage, men blot presser dem ud på endnu farligere ruter, hvor de i er afhængige af menneskesmuglere.
Selvom grænsehegnet nu står opført, har det vakt harme inden for EU. Fra europæisk side vil man nemlig langt hellere arbejde på at afhjælpe det problem, at Tyrkiet, grundet en dårlig relation til Grækenland, overordnet set lukker øjnene for indvandringen fra Øst. Og samtidig det faktum, at grækerne i det hele taget – modsat den seneste udvikling i både Spanien og Italien – mangler tilbagesendelsesaftaler med transit- og oprindelseslande.