AFRIKAS FISK FORSVINDER TIL EU

Europas fiskeflåde tager fiskene, men de afrikanske fiskerbåde følger efter – lastet med migranter. EU’s landbrugs-, handels- og fiskeripolitik har stor indflydelse på den økonomiske udvikling og dermed på beskæftigelsessituationen i mange afrikanske lande. EU er således indirekte med til at skrue op eller ned for migrationen fra Afrika til Europa.

Ifølge FNs internationale fødeorganisation, FAO, er 200 millioner afrikanere afhængige af fisk som ernæring, og i Vestafrika udgør fiskeri op til 30% af landenes indtægter. Man regner med, at syv millioner mennesker i Vest- og Centralafrika er beskæftiget inden for fiskeri.

Mens det i de senere år er det lykkedes at begrænse overfiskeriet i de europæiske farvande, har de europæiske lande eksporteret problemet til andre steder – ikke mindst til Afrika og med katastrofale følger. Når fiskene ud for de vestafrikanske kyster bliver overfisket af blandt andet EUs fiskeflåde, lades fiskere og ansatte i forarbejdningsindustrien tilbage uden eksistensgrundlag, og mange drager mod Europa i søgen efter andre muligheder.

Hvis fiskerisektoren skal udvikles eller blot fortsætte på sit nuværende niveau, er der en række politiske udfordringer, der skal tilgodeses. Opgaverne er mange og store og rækker fra at bekæmpe analfabetisme til at ændre på EUs handelspolitik.

EU’s fiskeriaftaler giver penge til Afrika
Vestafrikas 2000 km. lange kyststrækning rummer en af verdens sidste store fiskebestande. Mange indbyggere i kystbyerne lever af fiskeri, og fisk er en vigtig lokal fødekilde. Fiskeri er ensbetydende med penge, og for et land som Senegal er fisk en af de vigtigste eksportvarer.

Siden 1979 har EU betalt millioner af euro til regeringer i Vestafrika for rettighederne til at fiske. Store trawlere sejler fra Europa til Afrikas kyst og tilbage igen med deres ladninger af fisk. Til gengæld kan regeringerne i Vestafrika hvert år indkassere 120 millioner euro. Ifølge miljøorganisationen WWF udgør EU i dag det største marked for importeret fisk, og Afrika er verdens vigtigste leverandør. Det giver tiltrængte indtægter til fattige afrikanske lande som Senegal, som sender 60% af sin fiskerieksport til lande i EU.

Fiskeriaftalerne kan ifølge EU ikke alene bære ansvaret for de seneste 10 års systematiske overfiskeri ved de afrikanske kyster. Der er eksempler på afrikanske regeringer, der sælger de samme fiskerirettighederne flere gange, ser igennem fingre med illegalt fiskeri og lader egne fiskere operere i fiskenes gydeområder. Tydeligvis vejer økonomiske overvejelser tungere end bekymringer for både fiskebestande og lokale fiskere.

I Vestafrika har fisk traditionelt været den vigtigste kilde til protein for en stor del af befolkningen, men i dag er mange arter så overfiskede, at fattige mennesker ikke længere har råd til at købe dem. Allerede i 2002 udgav Europakommissionen en rapport der viste, at de vigtigste fiskearter var tæt på at blive udryddet i havet ud for Senegal. Alligevel fortsætter EU med at lave fiskeriaftaler med Senegal om specielt tunfiskeri. Og for regeringen i Senegal såvel som for regeringer i andre vestafrikanske lande er der mange penge på spil. Derfor bliver de lokale fiskere ofret.

Overfiskningen betyder, at havet støvsuges for fisk, samtidig med at lokale fiskere udkonkurreres og lades tilbage uden eksistensgrundlag. Dette forøger arbejdsløsheden og dermed den stigende strøm af migranter fra Vestafrika til Europa. For eksempel forsøger ghanesiske fiskere på forskellig måde at overleve konkurrencen fra især de spanske trawlere. Nogle afprøver alternative fiskemetoder, som forbudt fiskeri med elektrisk lys, hvor andre bliver daglejere i den nærmeste større by.

Piratfiskeri
Mens man med de officielle aftaler mellem EU og en række vestafrikanske lande forsøger at kontrollere fiskeriet og sørge for, at landene får den aftalte betaling, foregår der langs de samme kyster et omfattende illegalt fiskeri.

Illegalt fiskeri (illegal, unreported and unregulated fishing – IUU) er en af de største trusler mod fremtidens fiskeri. Ifølge en rapport fra Environmental Justice Foundation (EJF) koster IUU udviklingslandene mellem 2-15 milliarder dollars om året. Man regner med, at IUU-fiskeri i vigtige fiskeriområder står for 30% af de totale fangster, og i nogle havne kommer 50% af de fisk, der bliver landet, fra illegale fiskerbåde. Forsøg på at kontrollere fiskeriet bliver således undermineret af det illegale fiskeri, der vil kunne lede til et kollaps af økosystemet.

IUU-fiskeri er et symptom på den større fiskerikrise i verden. Ifølge FNs fødevareorganisation FAO bliver 75 procent af de kommercielt vigtige fiskeressourcer i dag overfisket eller fisket til deres biologiske grænse. På trods af nogle regeringers forsøg på at bevare fiskeressourcer til et voksende befolkningstal, stiger det illegale fiskeri. Blot en enkelt ladning tunfisk kan indbringe 20.000 dollars, og der er således store penge at tjene.

Havet ud for Vestafrika huser et af verdenshavenes mest produktive økosystemer, som millioner af lokale folk er afhængige af, men der er ikke ressourcer nok til effektivt at patruljere havet, hvilket illegale operatører skruppelløst udnytter. På denne måde stjæler IUU-fiskere mad fra nogle af verdens fattigste og ruinerer de oprindelige fiskere. I sidste ende vil mange af fiskene nå frem til tallerkner hos forbrugere i EU, USA, Japan og andre rige lande.