EU´s global approach
Gennem de seneste 10 år har EU haft to overordnede måder at regulere migration til Europa på: direkte regulering gennem kontrol og indirekte regulering gennem påvirkning af de bagvedliggende årsager dvs. via. udviklingstøtte. I 2006 blev begge tilgange i princippet samlet i én tilgang, den såkaldte ‘Global Approach to Migration’
Migration og udvikling
EU’s fokus på migration og udvikling stammer fra begyndelsen af 00’erne, hvor idéer om sammenhænge mellem migration og udvikling begyndte at figurere i internationale – inklusive europæiske – diskussioner. Fokus var især på de penge, migranter sender til deres hjemlande, de såkaldte remitter. Baggrunden for den fornyede interesse for migration og udvikling var en erkendelse af, at remitter langt overgår traditionel udviklingsstøtte: i 2004 var summen af remitter sendt til udviklingslande cirka dobbelt så høj som udviklingsstøtten. Forholdet mellem migration og udvikling blev derved centralt placeret på dagsordenen blandt udviklingsdonorer – som f.eks. EU.
Den grundlæggende idé i sammenkoblingen mellem migration og udvikling var, at mobilitet bidrager til økonomisk og social udvikling, og at en bedre styring af migrationen kan resultere i udvikling i både afsender- og modtagerlande – et såkaldt win-win scenarie. Ligeledes var det en præmis, at EU-landene ville få tilført den arbejdskraft, de havde brug for, og afsenderlandene ville opleve en udvikling gennem migranters remitter og investeringer, der ansås for at være langt mere effektive end de traditionelle udviklings-programmer. Der var således tale om en strategi, som skulle udnytte det potentiale, der ligger i migration – både for afsender- og modtagerlande. Endelig var der blandt nogle en forestilling om, at øget udvikling i fattige lande ville medføre mindre udvandring. Denne sammenhæng er dog betydelig mere kompliceret end som så. (Se Fattigdom og ulighed).
I løbet af 2003 arbejdede både EU’s Ministerråd og EU kommisionen med migrationsproblematikken, og de lagde vægt på de synergieffekter som samarbejde med nabolandene og sammentænkning af migrations- og udviklingspolitik kunne have. Den udvikling i EU’s overordnede tilgang til migration har dog ikke gjort, at Unionen har skiftet hovedvægten fra kontrol til migrationsstyring eller ’migration management’.
Incitamentet til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft faldt i flere EU-lande i takt med at den økonomiske krise siden 2009 udløste høj arbejdsløshed,, især i Sydeuropa. Ikke desto mindre har EU Kommissionen presset på for at udvide ordningen, hvorved visse grupper (især højtuddannede) kan migrere legalt til EU gennem Blue Card ordningen – EU’s pendant til USA’s green card – men dette gælder udelukkende for højtuddannede migranter. (Se også Mobile Hjerner).
En global tilgang
I 2006 vedtog EU-landenes regeringschefer og kommissionsformanden en samlet migrationsstrategi i det Europæiske Råd, nemlig den såkaldte ‘Global Approach to Migration’. Den indeholdt en målsætning om at tage hånd om migrationens bagvedliggende årsager både på lang og kort sigt og på tværs af indenrigspolitik, socialpolitik, retspolitik, udviklingspolitik og udenrigspolitik.
En vigtig komponent i denne målsætning er, at indgå i et stærkt partnerskab med både afsender- og transitlande, hvilket man bl.a. kan se på frekvensen af ministerkonferencer mellem ministre fra Europa og Afrika. I 2006 blev der således for alvor sat gang i samarbejdet med de afrikanske lande, og EU er nu den største bidragsyder af udviklingsstøtte til Afrika. EU udarbejder derfor også regionale strategipapirer. Bl. a. er der skrevet en rapport om udviklingssamarbejdet med de vestafrikanske lande for perioden 2008-2013, hvor migration havde en central placering.
Ministerkonferencer om migration og udvikling
Som en del af EU’s arbejde med migration og udvikling, er der afholdt en række ministerkonferencer om emnet. I 2006 begyndte den såkaldte Rabat-proces med to ministerkonferencer i henholdsvis Rabat og Tripoli, hvori 57 lande deltog. Rabat-processen mundede ud i en erklæring, der banede vejen for en fælles indsats mellem Afrika og EU på kontinentalt, regionalt og nationalt plan for bl.a. at tackle årsagerne til migration. To år efter blev endnu en ministerkonference afholdt i Paris mellem EU og Afrika, ligeledes om migration og udvikling. Den blev efterfulgt af en tredje ministerkonference i Dakar i 2011, hvor Dakar-strategien blev vedtaget. Denne strategi fokuserer på at organisere legal migration, bekæmpe irregulær migration, og støtte sammenhænge mellem migration og udvikling – blandt andet i forhold til remitter og hjerneflugt.
Endelig iværksatte EU i 2008 et fælles migration- og udviklingsprogram med adskillige FN-organer og andre internationale organisationer – JDMI initiativet. Andre initiativer, deklarationer, handlingsplaner, og opfølgningsmåder er også iværksat undervejs i processen.
På trods af disse tiltag dominerer migrationskontrol dog fortsat europæisk migrationspolitik. Det er også uklart, hvorvidt EU’s fokus på udvikling har en reel effekt på antallet af afrikanere, der søger mod Europa