MIGRANT ELLER FLYGTNING?
Håb om bedre fremtidsmuligheder, uddannelse, sikkerhed eller eventyrlyst. Migration er en kompleks størrelse, der både er relateret til håb og drømme for individuelle migranter og deres familier, og til global ulighed og håbløse fremtidsudsigter.
Begrebet migrant
Migration er ikke et enkelt fænomen, og der er ingen officielt anerkendt definition af begrebet på internationalt plan. Begrebet migrant bruges ofte om personer, der har opholdt sig længere tid uden for deres oprindelsesland uanset årsag – turister hører dermed ikke i kategorien på grund af deres kortere tidsperspektiv – mens både flygtninge og arbejdsmigranter er inkluderet. Begrebet siger derfor ikke særlig meget om den enkelte migrant.
Årsagerne til migration er komplekse, og der er store forskelle på, hvordan migranter begrunder deres migration, på rejsemåder og på konsekvenserne. Den gængse opfattelse er, at en flygtning forlader sit land på grund af krig eller forfølgelse (tvungen migration), mens en udvandrer rejser af egen fri vilje på grund af dårlige levevilkår i hjemlandet (økonomisk migration). Migranter bliver behandlet meget forskelligt alt efter hvilken kategori de vurderes at høre til.
Der er ca. 216 millioner internationale migranter i verden, hvoraf ca. 7 % er anerkendt som flygtninge eller asylansøgere. De øvrige migranter eller indvandrere regnes ikke noget sted i verden som flygtninge og kan derfor ikke opnå asyl. I stedet håber de fleste på at få opholds- og arbejdstilladelse, men det gør de færreste, hvorfor mange ender som irregulære indvandrere. Mange er imidlertid udvandret, fordi de frygtede for deres liv. Ikke fordi de var forfulgte, men på grund af naturkatastrofer, fattigdom, sult, klimaforandringer eller voldelige konflikter, der ikke giver ret til asyl, selvom de kan være livstruende. Det gør også, at man kan sætte spørgsmålstegn ved ideen om den enkelte migrants frie vilje, når man taler om økonomisk migration. Det diskuteres derfor, om flygtningebegrebet er for snævert defineret, og om den klare opdeling mellem tvungen og økonomisk migration er holdbar.
Retten til at migrere og bosætte sig er ikke nedfhældet i FN’s menneskerettigheds-erklæring, om end der her står, at enhver har ret til at forlade sit land, og til at vende tilbage hertil (Verdenserklæringen om Menneskerettighederne art. 13). Men hvis samtlige lande rundt omkring en migrants oprindelsesland fører en meget restriktiv immigrationspolitik kan dette ikke lade sig gøre. I det ‘Økonomiske Samfund af Vestafrikanske Stater’, ECOWAS, har man imidlertid forsøgt at omsætte retten til fri bevægelighed til virkelighed. Alle borgere i ECOWAS-stater har således – i det mindste formelt – ret til at bosætte sig, arbejde og lave forretninger i andre ECOWAS-stater.
Flygtninge
I FN’s Flygtningekonvention fra 1951 defineres en flygtning som en person, der “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til eller – på grund af sådan frygt – ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse”.
I dag er de fleste flygtninge på grund af borgerkrig – som f.eks. i Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten), Congo (DRC), Libyen, Mali, Somalia og Sudan. Langt størstedelen af verdens flygtninge opholder sig i nabolande, hvor de kan få asyl. At migrere videre herfra til bedre økonomiske og sociale forhold er kun muligt for en lille del af flygtningene: Dem der har penge, andre resurser (f.eks. uddannelse) eller sociale netværk i et andet land. Den videre migration er ofte både motiveret af ønsket om at forlade oprindelseslandet, hvor livet er blevet farligt, og af ønsket om et bedre liv andetsteds. Det er således ikke kun krig eller forfølgelse, der flygtes fra, men også mangel på muligheder og evt. fattigdom.
Flygtninge, der opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen, kan få asyl i Danmark og mange andre lande i EU. Derudover kan flygtninge få beskyttelsesstatus i de fleste europæiske lande, af andre grunde end dem, der er nævnt i Flygtningekonventionen (risiko for dødsstraf, tortur, umenneskelig behandling eller straf i deres hjemland). Disse lande har således en lovgivning, der dækker bredere end Flygtningekonventionens relativt smalle kategori.
FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) opgjorde i 2012 antallet af tvungne migranter i verden til 45,2 millioner mennesker. 15,4 millioner af disse er flygtninge; knap en million er asylansøgere; og 28,8 millioner er internt fordrevne – det vil sige folk er tvunget til at flygte fra deres hjem men ikke har kunnet eller villet flygte til et andet land. Internt fordrevne lever ofte under kummerlige levevilkår med minimal eller ingen støtte fra internationale organisationer. Over halvdelen af verdens flygtninge kom i 2012 fra Afghanistan, Somalia, Irak, Syrien og Sudan. Det er dog et øjebliksbillede. I de sidste 20 år har konflikter og decideret borgerkrig i Vestafrika skabt flygtningen og fordrevne i Côte d’Ivoire, Guinea, Guinea Bissau, Liberia, Mali, Niger, Senegal (fra Casamance), Sierra Leone og Togo.
Migrationskriser
Udover at borgerkrige kan skabe store flygtningebevægelser, kan konflikter og politiske uroligheder også medføre at arbejdsmigranter eller flygtninge i landet bliver fordrevet. Arbejdsmigranter, der flygter til et andet land på grund af væbnet konflikt, har ikke krav på beskyttelse under FN’s flygtningekonvention. Fordi de ikke er flygtet fra deres oprindelsesland antages det, at de kan rejse hjem. Flygtede arbejdsmigranter risikerer dermed at komme i en situation uden nogen form for assistance. De er derved overladt til hjælp fra nabolandene eller eventuelt evakuering til deres hjemland. Samme situation kan opstå som følge af natur- og klimakatastrofer, som f.eks. hungersnød, oversvømmelser, jordskælv mv.
Urolighederne i Libyen i 2011 er et eksempel på en sådan politisk migrationskrise. Libyen har i årtier været afhængig af arbejdsmigration til olie- og byggeindustrien, landbrug mv. Op til borgerkrigen var der anslået 1.8 millioner migranter i Libyen fra omkring 120 lande. Da urolighederne brød ud i marts 2011, lukkede mange virksomheder og en omfattende flugt ud af landet begyndte. Hvor nogle virksomheder og lande evakuerede deres medarbejdere og borgere med det samme, var mange migranter overladt til sig selv – i hvert fald et stykke tid. Regeringerne var tilbageholdende med at yde hjælp til trods for at migrantarbejdere – især dem fra lande syd for Sahara – var i en vanskelig situation, fordi Libyerne mistænkte dem for at være pro-Gadaffi lejesoldater. Migranterne risikerede derfor at blive fængslet, overfaldet eller henrettet.
I alt 790.000 mennesker krydsede grænserne til nabolandene. Heraf var ca. 25 % afrikanske migrantarbejdere. Mange mistede deres opsparinger og lønninger, da banker og virksomheder lukkede, brændte ned eller ikke kompenserede migranterne for deres tab. Ligeledes fik mange migranter deres ejendele konfiskeret eller stjålet, og vendte tomhændede hjem. De fleste afrikanske migranter kom fra nabolandene Chad og Egypten men også fra vestafrikanske lande som Mali og Ghana. I alt 20,000 ghanesiske arbejdsmigranter vendte tilbage til Ghana som følge af situationen i Libyen. Omtrent 18.500 blev evakueret med assistance fra IOM (International Organization for Migrations) og FN’s Flygtningehøjkommissariat, og de resterende vendte tilbage for egne midler. Et ukendt antal migranter er siden taget tilbage til Libyen for at søge arbejde indenfor byggeri i forbindelse med genopbygningen af landet.