Trafficking
Menneskehandel – som går under den internationale betegnelse ‘trafficking’ – er en af verden største kriminelle industrier. Ifølge FN’s Palermo-protokol defineres menneskehandel på følgende vis:
Trafficking’ omfatter rekruttering, transport, overdragelse, husning eller modtagelse af personer, hvis rejse er foretaget under trusler, brug af magt eller andre former for tvang, som følge af kidnapning, bedrageri, snyd, misbrug af magt eller en anden persons sårbarhed, eller i tilfælde hvor en person har overdraget et menneske under vedkommendes ansvar mod betaling eller andre former for hjælp, og formålet er udnyttelse. Udnyttelse omfatter, som et minimum, udnyttelse af den handlede person til prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slavearbejde og lignende arbejdsformer, trældom eller fjernelse af organer.
I Europa hører vi mest om ’trafficking’ i forbindelse med irregulær migration, sexarbejdere i vesteuropæiske lande som kommer fra Afrika og Østeuropa, og børns migration uden deres forældre. Blandt migranterne fra Vestafrika har der overvejende været fokus på kvindelige nigerianske prostituerede i Europa samt på børnemigranter i den vestafrikanske region. I medierne skelnes der ikke altid imellem, om der er tale om migration under tvang og med det formål at udnytte migranten (menneskehandel), eller om brugen af mellemmænd, der tjener penge på at hjælpe migranter over grænser (menneskesmugling).
Menneskehandel
Som det fremgår af Palermo protokollen er menneskehandel kendetegnet af tvang, udnyttelse og snyd i forhold til de personer, der ’hjælpes’ eller smugles til andre steder. Ofte rækker formålet ud over selve migrationen, idet ‘handlede’ mennesker udnyttes seksuelt, finansielt og på anden vis efter migrationen har fundet sted.
Menneskehandel finder sted på tværs af grænser via transitlande, men foregår også internt i de involverede lande. Det har således både nationale og internationale dimensioner. Fordi de kriminelle netværk fungerer på tværs af grænserne, og fordi der er uenighed om, hvorvidt det er oprindelses- eller transitlandet, der skal tage ansvar for at bekæmpe industrien, er det svært at sætte en stopper for menneskehandel.
Salg af mennesker er ikke et nyt fænomen, men derimod et fænomen, der har antaget nye dimensioner i forbindelse med den øgede globalisering. Det er uvist hvor mange mennesker, der handles hvert år. Den seneste rapport fra FN’s kontor med fokus på ’trafficking’ undlader at give et overslag på, hvor mange det drejer sig om, men prøver i stedet at relativere i forhold til alder og køn. Med andre ord, beskriver rapporten menneskehandelens demografi og forsøger at vurdere om mønstrene forandres. Det er både fordi, det er svært at få eksakte tal på lyssky gerninger og fordi, det kan være svært at skelne mellem menneskehandel og menneskesmugling.
Menneskesmugling
Menneskesmugling defineres i FN’s protokol mod smugling af migranter over land, sø og luft som betalt, illegal transport af frivillige personer over grænsen til et land, hvor de ikke har ret til at opholde eller bosætte sig. Protokollen afstikker rammerne for staters samarbejde i kampen mod organiseret kriminalitet, der involverer menneskesmugling, samt for beskyttelse at smuglede personers rettigheder og forebyggelse mod udnyttelse af disse personer.
Ikke alle menneskesmuglere er organiserede kriminelle, og ikke alle anses for at være smuglere. I mange tilfælde er det mere passende at tale om mellemmænd eller migrationsmæglere, der tilbyder forskellige tjenester. Hos nogle kan migranter uden legal adgang til destinationslandet købe fabrikerede papirer som f.eks. falsk pas, visum, invitationsbreve, og returbilletter, der reelt ikke kan flyves retur på, eller de kan købe rådgivning om, hvordan de sikrest kommer frem til deres rejsemål. Andre smugler dem over grænser. Migranter henvender sig ofte til mellemmænd – i daglig tale kaldet ’connection men’– af samme nationalitet som migranten selv. ’Connection men’ rangerer fra typen, der profiterer stort på irregulær migration, til typen, der blot tjener til dagen og vejen, eller sikrer at et yngre familiemedlem kan rejse med en mere erfaren migrant. Nogle sender migranter på meget farlige rejser uden hensyn til deres liv og lemmer, andre er samvittighedsfulde og hjælper migranter med at krydse farlige strækninger på den mest sikre måde.
På trods af forskellene mellem menneskehandel og menneskesmugling og mellem forskellige typer af mellemmænd, ses migranter ofte som ofre for menneskehandel, uanset hvordan de selv beskriver deres situation.
Forskellige perspektiver på menneskehandel
Det er vigtigt ikke at blande menneskesmugling og menneskehandel sammen. Hvor menneskesmugling refererer til betalt men frivillig krydsning af grænser, skal der i følge Palermo protokollen være tre elementer til stede, for at der juridisk er tale om menneskehandel: Der skal være en handling (en person rekrutteres, transporteres eller huses af en anden person), et middel (tvang, vold, misbrug af magt eller udnyttelse af en sårbar stilling) og et formål (at udnytte vedkommendes arbejdskraft). Uden at afvise at nogle migranter er i menneskehandleres kløer, er det vigtigt at tænke over, hvad der ligger bag debatten om menneskehandel:
1. Fra et menneskerettighedsperspektiv bruges begrebet til at beskrive alle migranter, der arbejder under ufrie forhold, uanset hvordan de er havnet i den situation. Ufrie forhold kan være, at rejsen har sat dem i gæld til mellemmænd eller arbejdsgivere, og at deres løn går til at afbetale denne gæld; at lønnen slet ikke står i mål med det arbejde de udfører, eller at migranterne ikke føler de kan sige op før kontraktens udløb, fordi deres løn så ikke bliver udbetalt, eller fordi arbejdsgiveren har konfiskeret deres pas/identitetspapirer.
2. Når fokus er på begrænsning af immigration og/eller vestlige regeringers humanitære ansvar, bruges begrebet til at opdele migranter i ’uskyldige, eventuelt passive, ofre’ for menneskehandel, som fortjener hjælp, og ’irregulære migranter’, som selv har rodet sig ind i menneskesmugling og udbyttende forhold og derfor ikke fortjener hjælp. I det perspektiv har migranterne enten intet valg eller også har de været velinformerede om alle risici, der lå forude, men har valgt at være dem overhørige.
Bag disse perspektiver ligger spørgsmål om hvilker typer og grader af tvang der er tale om, på hvilke måder migranterne er sårbare, hvor meget information der cirkulerer mellem tidligere, nuværende og fremtidige migranter, som kan danne grundlag for realistiske overvejelser omkring muligheder og risici.
Udbredte ideer om køn og alder i debatten om menneskehandel
I medierne bruges ’trafficking’ og menneskehandel næsten synonymt med prostitution og kvindelige migranter. I den vinkel kommer de til at fremstå som ofre, hvilket rejser moralske spørgsmål om, hvorvidt kvinder (mandlige sexarbejdere nævnes sjældent) frivilligt kan vælge sexarbejde frem for andre typer arbejde.
I realiteten tvinges nogle kvinder ind i sexarbejde under ufrie forhold, men andre vælger den type arbejde, fordi de kan tjene mere og have mere kontrol over deres arbejdstider, end hvis de arbejdede som ung pige i huset. Her er der tale om vidt forskellige forhold, og hvis det hele betegnes som menneskehandel, går vigtige informationer tabt omkring ulige arbejdsmarkeder, livet som irregulær migrant og kønsulighed. Det leder eventuelt til malplacerede tiltag for at beskytte trafficking ofre, mens man overser arbejdsgivernes udnyttelse af blandt andet unge kvinder, der arbejder i huset til en meget lavt løn og afleverer deres pas som en del af ’kontrakten’. Man risikerer også at straffe de migranter, der ikke laver sex arbejde, fordi de ikke kategoriseres som ofre.
Fokus på menneskehandel med børn kendetegnes ligeledes af moralske overvejelser. Her handler det om, hvordan man definerer en god barndom. I Danmark, samt i det meste af Vesten og blandt middelklassefamilier i det globale syd, handler en god barndom om nærkontakt med de biologiske forældre, skolegang og leg. Når børn migrerer, antager man, at de mister deres barndom. I mediebilledet og NGO kampagner ses billeder af små børn med tunge arbejdsopgaver, og børnemigranter citeres for kun at ønske at blive genforenet med deres forældre. Bag disse billeder ligger en anden realitet. I Vestafrika er langt de fleste børnemigranter teenagere på 16-17 år, der ikke længere går i skole. Deres migration er en rationel strategi for at tjene penge og lære sig nye færdigheder. At de tit bliver snydt for deres løn eller har lange arbejdsdage er ikke ensbetydende med, at de er ofre for menneskehandel, men at der er nogle grundlæggende problemer i reguleringen af arbejdsmarkedet.
Det ensidige fokus på ’ofre’ giver indtryk af at vestafrikanske kvinder og teenagere ikke er i stand til at tage langsigtede beslutninger om deres nuværende og fremtidige ve og vel. Det åbner muligheden for at ’redde dem’, nogle gange ved at sende dem hjem uden at se på om det sætter dem i en bedre situation.
Statens rolle i beskyttelsen af migranter
Et ensidigt fokus på kvinder og børn skjuler et meget bredere problem, som angår både mænd og kvinder, migranter og ikke-migranter. ILO (den Internationale Labour Organisation) arbejder i stigende grad med begrebet ’ufrit arbejde’ i en erkendelse af, at menneskehandel er et uklart begreb i en verden med mange former for mobilitet, og at menneskehandel til prostitution kun udgør en lille del af et meget større problem. På globalt plan anslås det at omkring en femtedel af de ufrie arbejdere udnyttes seksuelt.
ILO anslår at 3,7 millioner afrikanere arbejdede under ufrie forhold i 2012. På globalt plan er lidt over 40 % af ufrie arbejdere migranter og omkring 55 % kvinder og piger. Omkring en fjerdedel af de ufrie arbejdere er under 18 år.
”Snævre definitioner og stereotype fremstillinger af menneskehandel, som et problem der kun omhandler kvinder og piger i prostitution, resulterer i mishandling af andre ofre for menneskehandel. For eksempel, i stedet for at opnå den beskyttelse de har behov for, risikerer mandlige migranter, der arbejder under ufrie forhold, at blive straffet i følge indvandringslovgivningen eller blive deporteret, hvis ikke de identificeres som ofre for menneskehandel.”
(Kilde: US Department of State, 2012)
Temaer
MIGRANTFORTÆLLINGER
SE FILM
• NÅR MÅNEN ER SORT
‘Når månen er sort’ viser de grusomme forhold, som handlede nigerianske kvinder lever under i Danmark – og ikke mindst i Nigeria, når de bliver sendt hjem.
Instr. Anja Dalhoff
• MISSION KVINDEHANDEL
Det anslås, at der i 2010 er ca. 2.500 udenlandske prostituerede i Danmark. En del af dem er ofre for international kvindehandel; trafficking, og Københavns Politi indsatte i 2008 en specialenhed til at bekæmpe det. Filmen følger enhedens efterforskning i den danske sexindustri og er med der, hvor kun politiet, de prostituerede, håndlangerne og bagmændene færdes.
Instr. Sine PLambech
• Center mod menneskehandel har forskellige videoer omkring menneskehandel og ufrit arbejde i Danmark og Europa.
LÆS MERE
• En sexarbejder i transit
Information, september 2014
• Udvid indsatsen mod menneskehandel
Kronik, Politiken, 8.3.-2013
Plambech, S., M. Spanger, C. Groes-Green, T. M. Korsby, V. Skvirskaja and A. Lisborg .
• Den danske samvittighed spøger i Afrika
Kronik, Politiken, 5.9.2012
Sine Plambech
• Menneskehandel og juju: Religiøs pression og kulturmøde i relation til nigerianske ofre for menneskehandel
Rasmussen, Rune Hjarnø (2011)
København: Socialstyrelsen.
• Menneskehandlens rollehæfte er ikke så lige til
Kronik, Information, 10.11.2010
Judith Lausade & Sine Plambech.
• Combating forced labour and trafficking in Africa. Current responses and a way forward
ILO (2013)
• Children Working in Commercial Agriculture: Evidence from West and Central Africa
Thorsen, D. (2012)
UNICEF Briefing Paper No. 2, Dakar: UNICEF West and Central Africa Regional Office.
• Global report on trafficking in persons
United Nations Office on Drugs and Crime, UNODC (2012)
• Migrant smuggling UNODC
• Human trafficking UNODC
• Child trafficking in West Africa UNICEF
• Nigerianske kvinder i prostitution i Danmark: Migranter, sexarbejdere og midt imellem” RUC, 2006
Montgomery, H. (2011) ‘Defining child trafficking & child prostitution: The case of Thailand’, Seattle Journal for Social Justice 9(2): 775-811.