Remitter

Remitter er de pengeoverførsler, som migranter og flygtninge sender tilbage til deres hjemlande. I dag såvel som historisk set har migranter en moralsk forpligtelse til at sikre deres familiers velfærd ved at sende penge hjem til dem. Remitter kan ses som en form for økonomisk støtte, der ikke styres af staten, og som udgør et vigtigt socialt sikkerhedsnet i lande med manglende økonomisk stabilitet. De penge, der sendes hjem, kan gå til basale ting som mad og tøj, men kan også bruges til børns eller søskendes uddannelse, familiens sundhed og investering i fast ejendom. Remitter er dermed en vigtig pengemæssig indsprøjtning for økonomisk trængte familier.

Der er stor usikkerhed forbundet med den statistik, der bruges til at vurdere, hvor mange penge migranter sender tilbage til deres familier. Det skyldes både mangel på nøjagtige data, men også at officielle overslag ikke medregner det store antal overførsler via uformelle kanaler – det vil sige uden om officielle pengeoverførselsfirmaer eller banker. At sende remitter tilbage gennem formelle kanaler som f.eks. Western Union og MoneyGram kan være en bekostelig affære. For irregulære migranter er det kun en mulighed, hvis de sender penge gennem andre migranter, og i nogle lande er det næsten umuligt at sende penge ud. Derfor benytter migranter ofte alternative og billigere kanaler. I mange lande kan man derfor regne med, at tallene er 10 – 50 % højere end de officielle estimater.

Remitter til Afrika
I 2012 anslås det, at migranter fra det globale syd sendte US$ 427 milliarder (2.290 milliarder kr) hjem til deres familier, men at kun US$ 31 milliarder (166 milliarder kr) – godt 8 % – gik til lande i Afrika syd for Sahara. Fra 1990 til 2010 er remitter til afrikanske lande firdoblet og de er dermed i dag den andenstørste udenlandske kapitalstrøm, kun overgået af direkte udenlandske investeringer (Tabel 1). Det er dog vigtig at være opmærksom på, at remitter i Afrika er meget ulige fordelt. I 2009 var gennemsnittet af remitter for hele kontinentet på 2,2 % af BNP, mens de i et som land Nigeria udgjorde 9 % af BNP. Den store andel af remitter til Nigeria spiller en vigtig rolle for landes økonomi, hvor omkring halvdelen kommer fra migranter bosiddende i England og USA.

Selvom andelen af remitter stiger år for år, har remitter til afrikanske lande syd for Sahara stagneret. Dette kan ses som en konsekvens af den globale økonomiske krise, der startede i 2009, såvel som af stramningen i migrationslovgivningen i Vesten. Dette peger på, at remitter er uhyre konjunkturafhængige, men også tæt knyttet til vestlige staters migrationspolitikker. For eksempel rammer den høje arbejdsløshed i Europa og den manglende aktivitet i byggebranchen ikke kun de nationale befolkninger i EU-landende, men i høj grad også migrantarbejdere og dermed også deres familier i hjemlandet.

Remitter og udvikling
I takt med, at der er kommet øget international bevågenhed om de store beløb migranter sender hjem, er diskussionen om remitter og bistand taget til i styrke.
Et syn på forholdet mellem remitter og bistand er, at jo flere remitter, der sendes til udviklingslandene, jo mindre udviklingsbistand er der brug for. Men selvom både remitter og udviklingsbistand kan karakteriseres som pengeoverførsler til udviklingslande, er der stor forskel på de to former bl.a. i forhold til:

1. Udviklingsbistand kanaliseres mere og mere til statslige budgetter enten i form af deciderede udviklingsprojekter eller af støtte til bestemte sektorer (f.eks. uddannelse, sundhed etc.). Remitter derimod er private midler, som i langt højere grad går til enkeltpersoner og familier.

2. Udviklingsbistand har endvidere overordnede mål – fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst etc. – på national plan, mens det væsentligste mål for remitter er direkte støtte til den enkelte familie.

Når en vestafrikansk familie f.eks. skal bygge et nyt hus, stammer pengene til byggeriet ofte fra en eller flere migranters remitter. Desuden kan remitter skabe bedre adgang til fødevarer, uddannelse og sundhed. Men selvom remitter har en fattigdomsreducerende effekt i nogle familier, skaber de også øget ulighed. Man kan således sige, at hvor udviklingsbistand generelt set har langsigtede mål, så styres brugen af de økonomiske remitter af mere kortsigtede behov.

Udviklingsbistand er endvidere i højere grad rettet mod de fattigste dele af befolkningen, mens modtagerne af økonomiske remitter, som regel ikke tilhører de allerfattigste. F.eks. vurderer Verdensbanken, at remitstrømmen globalt set for langt den største del gik til mellem- og højindkomstlande (samlet set 486 milliarder USD ), mens lavindkomstlande kun modtog 28 milliarder USD i 2011. Dvs., at hvis man dropper udviklingsbistand på grund af remitter, vil de fattigste blive glemt.

Det er vigtigt at pointere, at remitter er private penge, som derfor naturligvis kan bruges på lige hvad migranten eller familien i hjemlandet ønsker og lyster. Remitter er derfor ikke en substitut for udviklingshjælp og fattigdomsbekæmpelse – også selvom der kan registres store flows af remitter. Migranter kan i forvejen være tynget af familiens krav, svære arbejdsforhold og arbejdsløshed. Det er derfor vigtigt ikke også at kræve, at migranterne skal være udviklingsaktører i deres hjemlande.

Sociale remitter
Det er ikke kun penge der overføres fra migranterne tilbage til hjemlandet. Sociale remitter er en betegnelse for alle de indtryk – normer, ideer, teknologi etc. – som cirkulerer mellem afsender og moderlande. F.eks. møder migranten forskellige nye livsformer og ideer i modtagerlandet, som han/hun så potentielt formidler videre til familien i hjemlandet. De sociale remitter cirkulerer på forskellige måder: når migranterne vender hjem eller besøger familiemedlemmer; når familien fra hjemlandet kommer på besøg, men i høj grad også gennem de sociale medier som Facebook, Twitter, blogs og så selvfølgelig gennem kontakt via telefon og internet.

Et eksempel på sociale remitter kan være migrantens møde med modtagerlandets arbejdskultur. Der har den enkelte arbejder måske mere at skulle have sagt og kan forlange mere fra sin arbejdsgiver. Den arbejdsnorm tager migranten til sig og fortæller sin familie derhjemme, om hvor vigtigt det er, at den enkelte arbejder har rettigheder og kan stille krav.

Et andet eksempel på sociale remitter kan være den ledelsesform som migranten benytter i det firma, han eller hun starter op i sit hjemland. På den måde kan de sociale remitter være med til at ændre normer og praksis for virksomhedskulturen i hjemlandet og derved skabe bedre arbejdsmiljø, flere arbejdspladser etc. Det kan dog også skabe konflikter, fordi det ikke er lige til at lave om på de hjemlige normer.

Tabel 1 illustrerer de beløb der, globalt set, overføres til udviklingslandene i perioden 1995-2010.

Kilde: Migration and Remittances Fact Book 2011:17

De remitter, som migranter sender hjem, er steget fra US$ 55 milliarder (295 milliarder kr) i 1995 til US$ 307 milliarder (1.647 milliarder kr) i 2009. Remitterne er med andre ord steget med 458 %. Til gengæld er den officielle udviklingsbistand ikke vokset med samme hast. Den er „blot“ steget med 110 % – fra US$ 57 (306 milliarder kr) til US$ 120 milliarder (644 milliarder kr). Tabellen viser også, at hvis vi inkluderer FDI (direkte udenlandske investeringer) er remitter klart i front, når det gælder stigning i antallet af beløb som overføres til udviklingslandene. Det fremgår også, at den globale økonomiske krise siden 2009, har betydet et fald i samtlige overførsler til udviklingslandende.