HÅBET OM ET BEDRE LIV

Håbet om et bedre liv spiller en stor rolle for beslutningen om migration, hvad enten målet er Afrika, Europa eller andre verdensdele. Mange migranters mål er netop at forbedre deres egne og deres familiers levevilkår ved at tjene penge, uddanne sig eller på andre måder, tilegne sig ny viden eller færdigheder. Mangel på muligheder – og sikkerhed – i hjemlandet såvel som forestillinger om bedre muligheder i modtagerlandet er vigtige faktorer. Beretninger, film, Internettet og andre medier skaber et billede af et liv i velstand og komfort i de rige lande – eller blot adgang til et bedre betalt arbejdsmarked – hvilket står i skarp kontrast til det liv, mange afrikanere lever i deres oprindelseslande. Ligeledes oplever afrikanere, at migranter kommer hjem med gaver eller sender penge hjem eller på anden måde forbedrer deres familiers levestandard. Mange ved dog godt, at det kan være hårdt at leve og arbejde i modtagerlandet. De håbet på at tjene penge og – på sigt – at vende tilbage til hjemlandet som en succesfuld migrant med penge på lommen og en udvidet horisont efter at have set verden.

De positive forestillingerne om Vesten modsvares dog af negative fortællinger om den økonomiske krise og de manglende muligheder. Lokale afrikanske medier, opkald fra familiemedlemmer der har mistet deres job pga. af krisen, og returmigranter synliggør, at ikke alle destinationer er et eldorado af muligheder. Mange migranter ved derfor godt, hvad der venter dem, men det til trods lever drømmen om at netop de kan klare det. Samtidig er adgangen til legal migration blevet mindre for langt de fleste afrikanere – kun højtuddannede med efterspurgte kvalifikationer kan fortsat få visum. Der er dermed et misforhold mellem forestillingerne om velstand og det gode liv og mulighederne for at realisere det.

Familieforhold – kollektive aspekter af migrationen
Beslutningen og finansieringen af migration sker ofte i familierne, hvor en eller flere familiemedlemmer ’sendes af sted’ for at tjene penge til resten af familien via arbejde eller for at uddanne sig og dermed på sigt kunne støtte familien. Da migration ofte er meget dyr, låner mange fattige migranter og/eller deres familier penge til at finansiere rejsen. Den enkelte migrants rejse har derved en kollektiv dimension, hvilket kan gøre forventningerne til migrantens støtte til familien endnu højere.

Remitter dvs. penge der sendes hjem af migranter, bliver brugt på mad, uddannelse, adgang til sundhed, opstart af småforretninger, jordkøb, nyt hus, eller forbrugsgoder. Migranter støtter ikke bare deres egne forældre eller børn men ofte også familie-medlemmer som onkler, tanter, niecer og nevøer. Der kan således være store håb og forventninger knyttet til migranternes rejser – ikke bare i forhold til at sende penge hjem, men også i forhold til at kunne benytte sig af de (forestillede) muligheder i udlandet. Går det godt, vil det ofte smitte af på hele familien som får øget sin levestandard og sociale status. Går det skidt – f.eks. hvis migranten bliver arbejdsløs eller bliver udvist– mærker hele familien tabet.

Bristede drømme
Skuffelse og desillusionen kan være stor, når det ikke lykkes migranten at tjene penge – både for migranten selv og for hans eller hendes familie. En del migranter vælger derfor at blive i modtagerlandet selv under meget svære betingelser, da det at vende tomhændet hjem kan være utrolig skamfuldt. Nogle migranter vender kun hjem uden noget på grund af udvisning eller som følge af migrationskrise – hvad man kan kalde for ufrivillig returmigration. Andre føler at livet er bedre i hjemlandet og vender hjem for egne midler, med støtte fra deres familier, eller med assistance fra transit- eller modtagerlandet. Ofte møder hjemvendte migranter forventninger fra familie og venner i lokalsamfundet om, at de er blevet rige og derfor kan – og bør – hjælpe dem økonomisk. For mange migranter, der er vendt tomhændede tilbage, er deres situationen i hjemlandet så svær, at de ender med at migrere igen. Dette gælder især hvis deres økonomiske situation er uændret eller ligefrem blevet værre efter migrationen – f.eks. som følge af gæld.

Oplysningskampagner
Der er gjort flere forsøg på at ændre billedet af Europa blandt potentielle afrikanske migranter. Internationale organisationer, som f.eks. IOM (International Organization for Migration) har iværksat oplysningskampagner blandt vestafrikanere om livet som migrant i Europa.

De ønsker at gennemhulle forestillingerne om det europæiske paradis og formidle nogle realistiske billeder af livet i Europa. Med finansiering fra EU og Schweiz har IOM bl.a. produceret tv-reklamer til at udsende under fodboldkampe. Derudover har de lavet radioreklamer, flyers og plakater som en del af en kampagne, der fokuserer på de mest flygtninge- og migrantproducerende lande i Afrika. IOM’s reklamespots viser, hvor svært og farligt det er at forsøge at krydse grænsen til EU, men også hvor elendigt et liv migranterne kan forvente sig, hvis de overlever turen. Budskaberne i reklamerne kan opsummeres med sætningen ”Tro ikke på alt hvad du hører” og fokuserer udelukkende på migrationens skyggeside.

Et andet initiativ med samme fokus findes på Internettet. Under overskriften Surprising Europe har den ugandiske journalist Ssuuna Golooba med støtte fra det hollandske udenrigsministerium og en række NGO’er udarbejdet en hjemmeside, som har til formål at oplyse potentielle migranter om de forhold som venter dem i Europa:

”Det billede, der eksisterer i Afrika, af Europa ligner ikke virkeligheden. Europa bliver opfattet som et kontinent af muligheder, rigdom og gæstfrihed. Mange mennesker i Afrika drømmer om at komme til Europa, og nogle af dem tager skridtet. I Europa kan kun de færreste tjene til mere end dagen og vejen. Først efter flere års forsøg går det op for dem, at muligheden for at opfylde deres drømme I Europa er meget begrænsede”.

Det understreges dog, at hjemmesiden ikke skal ses som en skræmmekampagne, men som en oplysning, som potentielle migranter kan have med i deres overvejelser forud for en eventuel migration. Mange migranter har imidlertid allerede en realistisk opfattelse af, hvor risikofyldt både rejsen og livet i Europa vil være eller ser disse tiltag som et forsøg på at holde migranterne væk. Det er derfor ikke til at sige, om kampagnerne har en effekt på antallet af migranter, der søger mod Europa – ikke mindst fordi den økonomiske virkelighed for unge på det afrikanske kontinent fortsat taler imod budskaberne i kampagnen.