FATTIGDOM OG ULIGHED
Globalt set er Afrika det kontinent i verden med mest fattigdom, når det måles i kroner og ører. Ifølge Verdensbanken levede 48,5% af den afrikanske befolkning syd for Sahara i ekstrem fattigdom (under US$1.25 om dagen) i 2010 og 69,9% i fattigdom (under US$2 om dagen). Til sammenligning levede 31,0% af befolkningen i Sydasien – det næstfattigste kontinent – i ekstrem fattigdom og 66,7% i fattigdom. Blandt de fattige udgør de ekstremt fattige således en større andel i Afrika end i Sydasien. (Fattigdom måles her i forhold til den indkomst, der er nødvendig for at kunne dække de mest fundamentale behov i en gennemsnitsfamilie.) Men ikke alle lande i Afrika er lige fattige, og ikke alle i en befolkning lever med de samme økonomiske begrænsninger. Det er derfor nødvendigt at tænke mere nuanceret omkring fattigdom for at forstå, hvordan det hænger sammen med migration.
Historisk perspektiv på fattigdom i Afrika
Allerede fra det 12. århundrede var der en veletableret trafik af folk og varer langs karavaneruterne gennem Sahara og senere kom den tvungne migration af millioner af slaver fra Vestafrika til Amerika i det 15-19. århundrede. Men kolonimagterne kom i høj grad til at påvirke, hvordan Afrika blev indplaceret i den globale økonomi som producent at råmaterialer, der forarbejdedes i europæiske industrier, og som et spirende marked for europæiske varer. Det krævede billig arbejdskraft til miner, plantager og til opbygningen af den nødvendige infrastruktur til at transportere råmaterialer og eksportafgrøder til havnene. At skabe et marked for europæiske produkter krævede en kapitalisering af afrikanske økonomier gennem opkrævning af skatter, produktion af eksportafgrøder og indførslen af lønnet arbejde.
Grundlaget blev således lagt for økonomier baseret på få eksportafgrøder (jordnødder, kaffe, kakao) eller mineraler (kobber, jern, guld og diamanter), hvorfor økonomierne blev meget påvirkelige for prissvingninger på verdensmarkedet. Graden af afhængighed af en eller to eksportvarer ses f.eks. i Senegals historie: Da landet blev uafhængigt i 1960, deltog 66 % af landbefolkningen i jordnøddeproduktionen, og eksporten af jordnødder udgjorde 66 % af den samlede eksport. Selv i dag er de fleste lande i Afrika stadigt afhængige af forholdsvis få eksportvarer. Desuden har de et stort udbud af arbejdskraft.
Mange af de afrikanske økonomier har været trykket af store gældsbyrder til OECD-landene (bilaterale lån) og til internationale pengeinstitutioner som IMF (Den Internationale Valutafond) og Verdensbanken, der lånte penge til mange lande i 1970’erne. I Vestafrika tog mange stater lån for at bibeholde en stor offentlig sektor, opretholde militærets budgetter og modvirke effekten af omfattende tørke.. I slutningen af 1990’erne havde landene syd for Sahara således en gæld på US$164 billioner (880 billioner kr.). Til trods for at landene samlet afbetalte næsten en billion dollars per måned mellem 1982 og 1991, mindskedes gælden stort set ikke, og de afrikanske lande har derfor haft svært ved at bryde med fattigdomscirklen.
I 1996 tog IMF og Verdensbanken et omfattende initiativ til gældssanering for de fattigste lande (HIPC). Man satte en grænse for den maksimale gæld et land burde have i forhold til sine eksportindtægter, og afskrev den gæld, der lå over grænsen. Tiltaget fjernede den gæld som landene aldrig ville kunne afbetale men fastholdt dem i en situation, hvor en stor andel af statsbudgettet stadig gik til gældsafbetaling. I 1999 sænkedes grænsen, så flere lande kunne få gældssanering, og i 2005 blev HIPC-initiativet erstattet af et bredere program (MDRI), der helt afskrev gælden for de lande, som overholdt kravene. US$120 billioner (644 billioner kr) i gæld er afskrevet gennem HIPC og MDRI. Det betyder ikke, at landene syd for Sahara er gældsfri, de fortsætter med at tage lån men nu på en mere forsigtig og bæredygtig måde. I Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten), Ghana og Senegal udgjorde gælden således en meget mindre del af statsbudgettet i 2010 end ti år tidligere:

(Kilde: The State of Debt Jubilee Debt Campaign, 2012)
Øget handel
De fattige lande eksporterer uforarbejdede landbrugsvarer til industrialiserede lande, men mens priserne på forarbejdede varer fra disse lande er steget, er priserne på de uforarbejdede landbrugsvarer faldet. Industrilandenes handelsrestriktioner betyder, at udviklingslandene har svært ved at få en ordentlig pris for deres varer, og landene har derfor ikke kunnet arbejde sig ud fattigdommen. Selvom Kinas stigende eksport til afrikanske lande har gjort flere varer tilgængelige for en større del af befolkningen, har handelsrelationerne med Kina ikke ændret stort på afrikanske lades indtægter fra eksport.
Selvom handel er en forudsætning for at Afrika kan løfte sig ud af fattigdom, er det ikke enhver form for handel, der gavner Afrikas udvikling. Hvis et land skal blive selvforsynende med fødevarer, kan en forudsætning være, at landet beskytter sin fødevareproduktion gennem told. Det er ofte umuligt på grund af internationale handelsaftaler og kravene fra IMF, der for at give lån til afrikanske lande betinger sig, at handelshindringer fjernes og toldsatser sænkes.
På globalt niveau er eksport fra Afrika begrænset. Ifølge FN’s handelsstatistikker lå Afrikas andel af verdens eksport på 5-6 % i de første årtier efter uafhængigheden men faldt den til 2,2 % i midt-1990erne. Siden 2000 er andelen igen vokset, og i 2012 havde Afrika en andel på 3,4 % af verdenshandlen. Nogle af de fattigste lande har i de senere år vist imponerende økonomisk tilvækst i BNP på over 6 % per år [Figur 1]. Til dels skyldes det en signifikant forøgelse i eksport af råmaterialer til Kina, samt fund at olie og gas. Men ifølge The Economist hænger vækstraterne også sammen med stabil og god politisk styring med øgede statsindtægter og mindsket inflation til følge. Derudover har en reduktion i korruption, en bedre implementering af strategiske tiltag og kapacitetsforbedring blandt statsansatte. Det betyder dog ikke, at migration indenfor og fra de lande stopper: national økonomisk vækst bliver ikke altid omsat til en udvikling, der gavner alle i samfundet. Desuden kan adgangen til flere resurser resultere i mere migration.
Økonomisk vækst og migration
Forskellige migrationsmønstre gør sig gældende, alt efter om man kigger på intern eller international migration indenfor det afrikanske kontinent eller på migration til Europa og andre vestlige lande. Migrationstendenserne i afrikanske lande viser, at selvom der er flest udvandrere fra lavindkomstlandene, kommer kun de færreste til OECD-landene Det er fordi, et mindretal af befolkningen har midlerne til at betale udgifterne til rejseformidling, visum, forsikring og transport – eller til menneskesmuglere m.m. (irregulær migration). Kigger man til gengæld på landene med de højeste indkomster, hvor mange har råd til udgifterne, så producerer disse lande forholdsvis få udvandrere, fordi der er mange muligheder i hjemlandet. Så selvom de fleste rejser til OECD-landene, udgør de stadig en lille del af den samlede indvandring. De lande, der sender flest migranter til OECD-landene, er mellem-indkomstlande.
Samspillet mellem migration, remitter og de positive sider af især højtuddannedes mobilitet beskrives sommetider som en migrationspukkel: Udvandringen af den del af befolkningen, som har midlerne til at dække høje omkostninger, og som håber på at udnytte bedre uddannelses- og forretningsmuligheder kan, mener nogle, bidrage til at skabe økonomisk og social udvikling og dermed øge potentialerne i hjemlandet. I så fald kan migration ikke dæmpes ved at bekæmpe fattigdom i hjemlandet.
Ulige adgang til uddannelse, for eksempel, mellem land og by, mellem slumområder og mere velstående kvarterer og mellem forskellige sociale lag, giver ulige forventninger om, hvilke typer jobs eller økonomiske aktiviteter unge mennesker kan engagere sig i. Hvor følelsen af at være fattig og mangle muligheder ofte motiverer migration, har den fattigste del af befolkningen sjældent midlerne til at vælge rejsemål med høje rejseomkostninger, mens de bedre bemidlede kan foretage længere rejser og vælge sikrere men også dyrere ruter.
Et kritisk perspektiv på fattigdomsindikatorer
Fattigdom i Afrika og andre udviklingslande opdeles ofte i forhold til de velkendte fattigdomsgrænser på henholdsvis under US$1,25 (ekstrem fattigdom) og under US$2 (fattigdom) om dagen. Disse grænser kan være brugbare i sammenligningen mellem lande, men de har også fået nogle vigtige kritikker med på vejen:
1. En beregning baseret på basale ernæringsbehov tager ikke relativ fattigdom med i betragtning, men giver indtryk af, at oplevelsen af fattigdom og de faktorer, der leder til fattigdom, er de samme verden over. I forlængelse heraf gør man udbredelsen og graden af fattigdom til målbare størrelser, hvilket objektiverer fattigdom og tilslører de social og politiske processer, som danner rammen for ulighed.
2. Selvom man forsøger at udligne forskelle i købekraft ved at konvertere lokale priser og udgifter til globalt sammenlignelige priser, giver absolutte indikatorer et ufuldstændigt billede af både indkomst og forbrug i fattige familier. Det er fordi en del indkomst tjenes i den uformelle sektor. Desuden er købekraft som indikator utilstrækkelig i landområder, hvor folk producerer deres egen mad, samler vilde frugter og korn og bytter sig frem i svære tider. Økonomien er således ikke 100 % kapitaliseret og derfor ikke direkte målbar.
3. Absolutte indikatorer for fattigdom afspejler ikke ulighed indenfor familien, der gør at nogle familiemedlemmer har adgang til færre ressourcer end andre. Det kan dreje sig om enker og deres børn, kvinder i al almindelighed, eller unge der føler deres muligheder for blive anerkendt forringes af mangel på ressourcer.
Oplevelsen af fattigdom kan ikke læses direkte i økonomiske statistikker, derfor går man mere og mere over til at kigge på multidimensionel fattigdom, dvs. at man vurderer tre dimensioner af fattigdom – sundhed, uddannelse og levestandard – baseret på ti indikatorer i stedet for blot at bruge købekraft som en indikator. Det globale multidimensionelle fattigdomsindex (MFI) for 2013 viser, at 29 % af verdens fattige lever i Afrika, mens 51 % lever i Sydasien. Det giver således et helt andet billede end købekraftsindikatoren nævnt i indledningen.
Temaer

Kilde:
• The sun shines bright
The Economist
LÆS MERE
• World Bank: Ending Poverty and Sharing Prosperity 2015
• UNDP: Human development report 2014
• World Trade Developments (2012)
• Geographies of development in the 21st Century.
An introduction to the global South. Cheltenham: Edward Elgar.
Chant, S. and C. McIlwaine (2009)
• Representing poverty and attacking representations:
Perspectives on poverty from social anthropology,
Journal of Development Studies 42(7): 1108-1129.
Green, M. (2006)