Jødisk indvandring

Ifølge myten nedstammer jøderne fra Abraham (ligesom de kristne og muslimerne), der levede omkring 2000 år før vores tidsregning og i dag menes at være begravet i Hebron på Vestbredden. Flere arkæologiske fund viser tegn på, at der har været jøder i det område, som i dag udgør Israel og Palæstina, i flere hundrede år før Kristi fødsel.

Kongedømmet Israel og Judæa, der til sammen næsten dækkede det, der i dag er Israel og Palæstina, regerede omkring år 900 f.Kr. Kongedømmerne varede omkring 200 år, hvilket anses som jødernes storhedstid. I 722 f.Kr. erobrede Assyrerne Kongedømmet Israel og kort efter overtog babylonierne Kongedømmet Judæa. Da perserne senere overtog området blev jøderne inviteret tilbage og fik lov at genetablere deres hellige tempel i Jerusalem.

I år 63 f.Kr blev området en del af det romerske rige. Efter et fejlslagen oprør mod romerne blev størstedelen af jøderne forvist fra Jerusalem. Mange søgte i eksil andre steder i Mellemøsten og i Europa. Fra da af og frem til 1880erne fandtes kun en lille jødisk minoritet i området. De fastholdt deres kulturelle og religiøse normer, men levede fredeligt med deres muslimske og kristne naboer.

Dette ændredes imidlertid med den voksende jødiske indvandring fra 1880-1918. I denne periode voksede den jødiske andel af befolkningen fra nogle få procent til 13% i 1919. Den pludselige jødiske immigration skyldtes:

• Jødeforfølgelser – pogromer – i især Østeuropa;
• Den zionistiske bevægelses opblomstring;
• Stormagtspolitik (dvs. kolonimagternes kamp om kontrol med Mellemøsten).

Jøder, der blev forfulgt, flygtede til Palæstina, hvor mange drømte om at opbygge et jødisk nationalt hjem. Inspirationen til at opbygge et selvstændigt land kom især fra zionismen, som opstod omkring forfatteren Theodor Herzl. Ifølge ham skulle jøderne stoppe forsøget på at assimilere sig, i de lande hvor de boede, og i stedet danne en selvstændig nation.

Under 1. Verdenskrig lovede den engelske premierminister, Arthur James Balfour, i 1917 den zionistiske bevægelse et jødisk hjemland i Palæstina. Motiverne bag dette løfte var mange. Det var et led i kampen om en stærk alliancepartner i krigen mod Det Osmanniske Rige – der omfattede store dele af Mellemøsten – men det handlede også om at få adgang til de velhavende amerikanske og engelske jøders ressourcer, som englænderne havde brug for til at dække krigens udgifter.
Balfour’s løfte stred imidlertid imod de løfter, der var givet til arabiske nationalister. De var blevet lovet oprettelsen af en selvstændig arabisk nation bl.a. omfattende det samme territorie – hvis de gjorde oprør mod osmannerne.
Efter krigen delte England og Frankrig imidlertid osmannernes rige imellem sig (Sykes-Pikot aftalen) uden at tage hensyn til løfterne til hverken araberne eller jøderne .

I 1919 blev Palæstina overdraget til briterne som mandatområde af Folkeforbundet, og den engelske administration forsøgte at balancere mellem arabernes og jødernes interesser. Det var vanskeligt, for allerede i 1929 var antallet af jødiske immigranter steget så meget, at den arabiske befolkning frygtede, at deres drøm om en selvstændig stat var truet. Der opstod derfor kampe mellem de nyankommne jøder og den palæstinensiske lokalbefolkning.

I 1933 kom Hitler til magten i Tyskland, og det startede en masseflugt til Palæstina. I Europa og USA var grænserne lukkede, og selvom briterne også forsøgte at bremse indvandringen til Palæstina, hvor de var ved at miste grebet, blev resultatet alligevel en omfattende illegal indvandring.

Under det nazistiske regime, der varede frem til 1945 blev seks millioner jøder dræbt, og efter krigen var der blot tre millioner jøder tilbage i Europa. Selvom antallet, der nåede frem til Palæstina under krigen, var begrænset, blev området symbol på håbet om en bedre fremtid. Det førte til en massiv indvandring efter krigen, der resulterede i, at omkring en tredjedel af Palæstinas indbyggere var jøder i 1948.

Israels første regering besluttede at øge den jødiske befolkning hurtigst muligt. Via forskellige tiltag lykkedes det at fordoble befolkningen på fire år, hvor omkring 600.000 jøder ankom fra hele verden.

Et stort antal var arabiske jøder, såkaldte ’Mizrahi’, havde levet i generationer i Mellemøsten, Nordafrika og Iran. Fra Israels oprettelse og frem til 1970’erne ankom omkring 850.000 af disse “Mizrahi” til landet. I dag udgør denne gruppe størstedelen af den jødiske befolkning i Israel. Mens nogle emigrerede for at være en del af den nyoprettede jødiske stat, måtte mange andre flygte eller blev tvunget til at forlade hus og hjem. De blev syndebukke for vreden mod Israel i de mellemøstlige lande. I dag er der kun meget få jøder tilbage i Mellemøsten uden for Israel.