Filistinerne

Der er mange forskellige tolkninger af, hvor det palæstinensiske folk stammer fra. Området har været under utallige forskellige styrer og haft forskellige ledere, religioner og grænser.

I ældgamle egyptiske inskriptioner fra ca. 1150 f.Kr. er fundet ordet ’Peleset’ som et folkefærd – et søfolk, der menes at komme fra Grækenland og Cypern. Det menes, at disse er ’filistinerne’, der bosatte sig langs kysten i det område, som i Biblens gamle testamente omtales som ’Pelesheth’, der på engelsk blev ’Philistia’, og bl.a. dækkede byerne Gaza, Ashkelon og Ashdod.

Om de, der i dag kalder sig palæstinensere, kan spores tilbage til de samme folkeslag, er tvivlsomt. Under de mange forskellige styrer er befolkningsgrupper blevet fordrevet, mens andre er kommet til. Mest sandsynligt er det, at de stammer fra en række forskellige folk, der gennem århundreder er havnet i det område, der i dag udgør Israel og Palæstina.

I det 5. århundrede omtales en region kaldet ’Palaestina’, der er et område mellem Egypten og Fønikien (i dag Libanon), hvor palæstinenserne – eller filistinerne – boede. Mange beskrivelser af befolkningen på det tidspunkt inkluderer dog jødiske ritualer, og det menes, at jødiske grupper er ankommet næsten samtidig og bosat sig i samme område.

Da romerne kvalte det jødiske oprør i tiden kort efter Jesu fødsel forviste de størstedelen af den jødiske befolkning og omdøbte området ’Palæstina’ i et forsøg på at slette jødernes tilknytning til området. Under det efterfølgende byzantinske imperium indførtes regler, der tilgodeså kristendommen. Pilgrimme valfartede til og kristne samfund voksede hurtigt, i hvad der blev kaldt ’de kristnes Hellige Land’.

Under den islamiske periode fra år 638 – 1516 konverterede store dele af områdets beboere til Islam og arabisk blev det mest udbredte sprog. Adskillige kristne korstog fra Europa forsøgte at overtage dele af området og etablerede kortvarige ’kongedømmer’. Fra 1516 overtog Osmannerne området frem til 1918. De blandede sig ikke i lokale stamme- og magtforhold eller befolkningernes religion, så længe de sværgede troskab til den osmanniske sultan.

I starten af 1900-tallet blev vedtaget reformer, der tillod nye grupper at købe jord. Det medførte et skifte i, hvem der sad på ressourcerne, og især nyetablerede zionistiske bevægelser så det som en mulighed for at opkøbe jord til etableringen af en fremtidig jødisk stat. I årene efter oplevede området en stor indvandring af kristne pilgrimme, men især jøder, der flygtede fra pogromer i Østeuropa (se Jødisk indvandring).

Befolkningssammensætningen ændredes hastigt gennem 1930’erne og det bekymrede i stigende grad den arabiske befolkning, som i 1936 iværksatte en generalstrejke i protest. Håbet var, at briterne ville begrænse indvandringen til et minimum og stoppe jødisk opkøb af jord. I 1937 tog den en mere voldelig drejning og briterne svarede hårdt igen. Oprøret varede til 1939 og tabstallene estimeres mellem 2-5000, svarende til op mod 10% af den voksne, mandlige, palæstinensiske befolkning.

Siden 1948 har Palæstina som geografisk territorium været omstridt. Nogle palæstinensere ser stadig grænserne under det Britiske Mandat som det historiske Palæstina, mens nogle israelere fastholder, at Palæstina ikke findes. 135 lande verden over anerkender i dag Palæstina – bestående af Gaza og Vestbredden – som land. Uanset Palæstinas status vurderes der at være over 10 millioner palæstinensere på verdensplan – Kun omkring halvdelen bor i Gaza eller på Vestbredden, mens resten er bosat over hele verden.
Over to tredjedele af alle palæstinensere er fordrevne, størstedelen er registrerede flygtninge. Det gør palæstinenserne til en af verdens største grupper af fordrevne.