KLIMAPOLITIK I KENYA
Kenya har mere fokus på klimatilpasning fremfor CO2 reduktion. Det giver god mening, da det ændrede klima har voldsomme konsekvenser for landets borgere samtidig med, at Kenyas udledning af drivhusgasser er relativt lille.
Hvor vi i et land som Danmark har fokus på at reducere vores CO2-udledninger, handler en stor del af Kenyas klimapolitik om at prøve at ændre produktion og livsformer, så man kan tilpasse sig klimaforandringerne. Det giver god mening, da vi danskere udleder meget mere CO2 end den gennemsnitlige kenyaner (5.94 tons per dansker mod 0.31 tons per kenyaner (2014).
Klimatilpasning er et stort og komplekst felt, der rummer mange tiltag. Det kan for eksempel være at grave kanaler, der fører regnvandet væk fra markerne og opsamler det i bassiner til senere brug. Klimatilpasning kan også være et større fokus på klimaforandringer i uddannelserne, så flere bliver opmærksomme på problemerne, eller at styrke kvinders rettigheder, da kvinder bliver hårdere ramt af klimaforandringer end mænd.
Den Internationale Scene
Klimaforandringer er et globalt problem og kræver globale løsninger. I filmen “Thank you for the rain” ser vi, hvordan Kisilu rejser til klimatopmødet i Paris i 2015, fordi han tror på global handling. Kisilu ønsker på topmødet at fortælle, hvordan han og andre rammes af klimaforandringerne, så verdens ledere kan gøre en forskel for verdens fattige. Mange følelser går igennem Kisilu, da det går op for ham, at verdensledernes flotte ord ikke nødvendigvis følges af handling.
I Paris lykkedes det at forhandle sig frem til en global klimaaftale og opnå enighed om, at man skulle begrænse temperaturstigningerne til under 2 grader – og helst 1,5. De vanskelige forhandlinger endte ud i en aftale, der ikke indeholder krav om, hvor meget det enkelte land skal bidrage med. Det er således op til hvert land selv at bestemme sit eget bidrag og målsætninger – og forpligtige sig på dem. 196 lande skrev under op Paris-aftalen, der trådte i kraft den 4. november 2016.
Allerede i Rio-konventionen fra 1992 stod der, at verdens lande har et fælles men differentieret ansvar for klimaforandringerne. Med det menes der, at de lande, der historisk har udledt mere CO2, har et større ansvar end de lande, der har udledt mindre. Men fattige lande må stadig kæmpe for, at de rige lande tager økonomisk ansvar. Det er et emne, der skaber uenighed mellem rige og fattige lande på det ene klimatopmøde efter det andet. Ved klimatopmødet i Madrid i 2019, var dette punkt – Loss and Damage – et af hovedemnerne, men måtte udskydes til næste klimatopmøde, da der ikke kunne nås til enighed.
På klimatopmødet i Paris lovede verdens rigeste lande en klimabistand på 100 mia. dollars om året, men en analyse fra Oxfam viser, at den reelle værdi af klimafinansieringen blot er en tredjedel af det, som de rige lande rapporterer, og at vi ikke lever op til vores forpligtelse om at afbøde krisens alvorlige konsekvenser i udviklingslandene.
Kilde: Rapport fra UNICEF, 15. september 2020 (s.8).
Temaer
LINKS
FN anerkender, at internationalt samarbejde er afgørende for at nå verdensmålene, og det sidste af de 17 mål – partnerskab for handling – har netop fokus på politik og økonomiske midler.
Klimabistand: ”Ny undersøgelse fra Oxfam: Verdens rigeste lande leverer ikke den klimafinansiering, de har lovet i Paris-aftalen” (19. okt 2020)