Ghana

Befolkningstal 2012: 25.370.000 

Antallet af ghanesiske udvandrere er ukendt men anslås at være mellem 825.000 og op til 3 millioner mennesker. Langt størstedelen bor i nabolandene og i andre vestafrikanske lande – som Elfenbenskysten, Togo og Nigeria – men derudover er Storbritannien, USA, Tyskland, Holland – og (indtil urolighederne i 2011) også Libyen – vigtige rejsemål. Indvandringen til Ghana er anslået af Verdensbanken til ca. 1,8 millioner, men ligesom udvandringstallet er dette et usikkert overslag.

Migration fra Ghana har en lang historie. Millioner af afrikanske slaver blev købt i Vestafrika og transporteret over Atlanterhavet til de nye europæiske kolonier i Nord-, Syd og Mellemamerika under den transatlantiske slavehandel i 1600 og 1700 tallet. En stor del af slavehandlen gik gennem det område, der siden blev til staten Ghana, bl.a. gennem en række slaveforter på kysten. Danske slavehandlere deltog også, og der blev grundlagt adskillige dansk-norske forter. Danmark havde besiddelser i Ghana frem til 1850. Området langs den ghanesiske kyst var i perioden kendt som Guldkysten, og blev til en engelsk koloni – the Gold Coast – i 1867. Under kolonitiden tiltrak kakaoplantagerne og guldminerne i Ghana mange migranter fra de andre britiske kolonier i Vestafrika (Gambia, Sierra Leone og Nigeria) samt fra franske kolonier. Ligeledes blev der (tvangs)rekrutteret arbejdskraft fra den nordlige til den sydlige og centrale del af landet, f.eks. til at arbejde på store jernbaneanlæg; et migrationsmønster der kendes hele Vestafrika.

Afrikas første selvstændige stat efter kolonisering
Ghana blev selvstændigt i 1957 som den første afrikanske koloni. I de første år var der udbredt økonomisk og politisk optimisme, og indtil midten af 1960’erne bestod ghanesisk emigration primært af uddannelsesmigranter til europæiske hovedstæder – såvel som handels- og sæsonpræget migration til de vestafrikanske nabolande. Dette ændrede sig imidlertid fra midten af 1960’erne, der også markerede starten på en lang økonomisk og politisk krise. Et fald i råvarepriserne forværrede den økonomiske og sociale situation i landet, hvilket gjorde Ghana mindre attraktivt for immigranterne, specielt fordi de blev gjort ansvarlige for de dårlige økonomiske og sociale forhold. I 1969 lavede den ghanesiske regering en lov, der påbød illegale migranter at forlade landet indenfor to uger, hvilket medførte at over 150.000 migranter – især fra Nigeria, Niger og Burkina Faso – måtte forlade landet.

Mellem 1974 og 1982 migrerede over to millioner ghanesere på grund af de dårlige økonomiske, politiske og sociale forhold i Ghana. Mange af dem tog til Nigeria, hvor man efter uafhængigheden havde set gennem fingre med tilstedeværelsen af illegale immigranter. Men da oliekrisen satte ind i starten af 1980erne, udviste den nigerianske regering de illegale immigranter, og over en million ghanesere måtte forlade Nigeria i henholdsvis 1983 og et mindre antal igen 1985. Mange af disse hjemvendte migranter drog senere videre til Elfenbenskysten eller til Libyen for at finde arbejde.

I 1980erne var der en række militærkup i Ghana, hvorfor mange ghanesere flygtede på grund af politisk forfølgelse. Ligeledes var 1980erne præget af tørke, fødevaremangel og dyb økonomisk krise. Fra 1984 kom økonomien på hestekur med de såkaldte Strukturtilpasningsprogrammer (SAP) som Verdensbanken og den Internationale Valutafund krævede iværksat for at yde økonomisk støtte og lån til Ghana, der var på kanten af bankerot. Omlægning af økonomien til markedsvilkår, privatisering af virksomheder, og nedskæringer på sundheds- og uddannelsesområdet førte til stigende leveomkostninger og forværrede levevilkår for store dele af befolkningen. Et af resultaterne af den økonomiske og politiske krise var at mange ghanesiske flygtninge og migranter søgte nye migrationsmål udenfor kontinentet, særligt England og USA. En stor del af de højtuddannede ghanesere emigrerede også, hvilket skabte hjerneflugt særligt indenfor sundhed og uddannelse.

Demokrati og flerpartistyre fra 1992
Situationen i Ghana skiftede igen i 1992, hvor der blev etableret demokratisk flerpartistyre med valg hver fjerde år. Siden 1990’erne har landet været stabilt og med stigende økonomisk udvikling, særligt fra 2007, hvor der blev fundet olie ud fra Ghanas kyst. I 2010 rykkede Ghana fra kategorien lavindkomst til mellemindkomst land på FNs human development index (HDI) og har i flere år haft meget høje vækstrater. Der er dog meget stor ulighed i landet, og væksten og oliefundene kommer ikke alle landets borgere til gode.

I følge Verdensbanken levede 28,6 % af Ghanas befolkning for under 1,25 US$ om dagen i 2012 og 51,8 % for under 2 US$ om dagen. 31,2 % oplevede mangesidig fattigdom, dvs. at de ikke kun har meget lav indkomst. men også har mindre adgang til uddannelse og sundhed (se Fattigdom og ulighed).

Fra midten af 1990erne er Ghana igen blevet et rejsemål for andre vestafrikanske migranter og for regionale flygtninge fra Liberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten. Som i andre afrikanske lande, er der også kommet et større antal kinesere til Ghana. Samtidig er ghanesisk migration ud af landet fortsat – både til andre afrikanske lande, Europa og Nordamerika, men i stigende grad også til nye lande som fx Kina. Ghana er således både modtager- og afsenderland.

Mange ghanesiske migranter holder kontakt med deres familier. De sender penge hjem, de bygger huse i hjembyen, tager på ferie i Ghana eller vender tilbage på kortere eller længere ophold. Udover de penge de sender hjem, kan de således også være med til at bidrage til udvikling gennem forskellige former for overførsel af resurser i form af uddannelse, teknologi, viden og innovation.