Europas manglende hænder

Europas dilemma
Den europæiske holdning til og håndtering af afrikansk migration er præget af modstridende interesser. Samtidig med, at der foregår et omfattende politisk arbejde i EU-regi for at forhindre indvandring, er hele industrier og sektorer på det europæiske arbejdsmarked afhængige af at kunne hyre billig arbejdskraft.

På den ene side har fødselstallene i Europa været faldende siden efterkrigstidens store årgange – født i 1940erne og 1950erne. På den anden side er resultatet af et stigende uddannelsesniveau i de europæiske lande, at det især er de beskidte, manuelle jobs inden for service- og industribranchen, der er vanskelige at besætte. Det spås dog også, at arbejdskraftsmanglen i fremtiden vil ramme de højtuddannede sektorer. Europa befinder sig derfor i et dilemma, fordi politikerne lover mere velfærd og begrænset indvandring på samme tid. Denne kombination er ikke mulig, da det netop er migranterne, som skal være med til at udfylde det tomrum, som den faldende fødselsrate skaber. Det anslås derfor, at indvandringen til Europa skal stige betydeligt de næste år, hvis det nuværende velfærdsniveau skal opretholdes. Selvom arbejdsløsheden nu er vokset på grund af finanskrisen, så har de europæiske lande brug for migranterne. Det er paradoksalt, set i lyset af at de samme lande gør hvad de kan for at holde migranterne ude.

Fra gæstearbejder til illegal indvandrer
Det er ikke noget nyt fænomen, at de europæiske lande mangler arbejdskraft. Det økonomiske boom i 1960erne fik mange europæiske lande til at invitere ’gæstearbejdere’ fra bl.a. Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. Men med oliekrisen i begyndelsen af 1970erne vendte de europæiske regeringer rundt og indførte ’indvandrerstop’, idet der nu ikke længere var behov arbejdskraft udefra. Hermed skabtes grundlaget for nutidens ‘indvandrerproblematik’ og starten på irregulær indvandring, hvor papirløse lever et liv på bunden af samfundet uden basale rettigheder. Fra 1973 kunne mennesker fra fattige lande kun komme ind i de europæiske lande som asylansøgere, eller hvis de på forhånd havde arbejde – eller familie – i modtagerlandet (eller, i de senere år, hvis de har efterspurgte uddannelses-mæssige kvalifikationer).
Hvor migranter tidligere kunne rejse forholdsvis frit rundt i Europa, og mellem Europa og deres hjemlande, medførte indvandrerstoppet at migrationsbevægelserne stivnede. Således valgte mange migranter at blive i Europa og få deres familiemedlemmer op gennem familiesammenføring, fremfor at vende tilbage til hjemlandet som de europæiske politikere ellers havde ventet.

Forskellige former for arbejdskraftmangel
Omfanget af arbejdskraftmanglen i EU varierer fra land til land, ligesom det kan være forskelligt, hvilken type arbejdskraft der efterspørges. Særligt i Sydeuropa er det primært inden for det manuelle, hårde arbejde i bygge- og landbrugssektoren, der mangler arbejdskraft. Men også indenfor omsorgsområdet er der brug for billig arbejdskraft, der ikke stiller spørgsmålstegn ved en arbejdsuge på langt over 37 timer.

Et andet aspekt af arbejdskraftmangelen i EU er, at den ikke nødvendigvis er helårlig men snarere sæsonmæssig, som f.eks. i landbrugssektoren. Spanien har således indgået bilaterale aftaler med bl.a. Marokko om, at marokkanske statsborgere kan få tilladelse til at arbejde i Spanien i en periode, mod at underskrive en kontrakt hvori de lover at vende tilbage til Marokko – og aflægge den spanske ambassade i Marokko besøg som bevis herpå.

Europæiske ’løsningsforslag’
Mange europæiske lande, som f.eks. Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien – og Danmark – efterspørger højtuddannet arbejdskraft, særligt inden for sundheds- og IT-sektorerne. ‘Import af arbejdskraft’ fra tredjeverdenslande betragtes i den forbindelse som et vigtigt middel til at få tomme stillinger besat og derved opretholde den økonomiske vækst. Migranter kan således få en midlertidig opholdstilladelse, hvis de kan arbejde indenfor sektorer, hvor arbejdskraftmangelen er høj.

EU har den såkaldte Blue Card ordning, lavet med inspiration fra den amerikanske Green Card ordning. Tanken er at give adgang til og tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft fra lande udenfor EU. Et Blue Card giver mulighed for at bo og arbejde i EU i en periode på to år med mulighed for forlængelse. Der er dog vedtaget et sæt etiske retningslinjer for rekrutteringen af den kvalificerede arbejdskraft, da EU ikke ønsker at bidrage til yderligere “hjerneflugt”. Danmark, England og Irland har imidlertid valgt ikke at være med i denne ’blue card’ ordning.

Danmark har i stedet lavet en tilsvarende ordning: Den danske Den danske Green Card-ordning med en række yderligere krav der skal opfyldes. En indvandrer, der ønsker at få en opholdstilladelse i Danmark, skal have 100 point for at kvalificere sig. Pointene tildeles ud fra fem kriterier: uddannelse, sprogfærdigheder, arbejdserfaring, tilpasningsevne og alder. Samtidigt skal kandidaten bevise, at han eller hun kan forsørge sig selv det første år i Danmark. Kravene gør det umuligt for migranter med lidt eller kortere uddannelser bag sig at få opholdstilladelse. Indvandringspolitik som den danske kan derved bidrage til mangel på velkvalificeret arbejdskraft i migranternes hjemlande – for eksempel lægemangel i vestafrikanske lande – såkaldt hjerneflugt.

En anden måde at frasortere migranter med få resurser er at tilbyde rige udenlandske investorer mulighed for at få et Schengen visum. I 2013 gennemførte Spanien en ny lov, hvor udenlandske investorer kan få en opholdstilladelse hvis de investere mindst €500.000 (3,7 millioner kr) i fast ejendom. Portugal har en lignede ordning, og i Grækenland kan investeringer i fast ejendom på over €250.000 (1,9 millioner kr) sikre migranter legalt ophold i fem år. Selvom borgere fra tredjelande kun må opholde sig 90 dage ud af 180 dage i et andet Schengen land, så er der i praksis ingen, der tjekker det.