Terrorisme

I 2012 angriber oprørere i det nordlige Mali flere militærlejre. Den maliske hær, der er dårlig forberedt, bliver sat ind.

Et mytteri starter, og det ender med et statskup. 3 år senere har konflikten bredt sig til nabolandene Niger og Burkina Faso. Grænselandet mellem de tre lande, også kaldet Liptako Gourma, er kommet på landkortet som et af verdens brændpunkter.

Den 28. januar 2024 annoncerer de tre lande samlet, at de forlader den økonomiske samarbejdsorganisation i Vestafrika (ECOWAS).

De øvrige medlemslande i organisationen frygter at sammenhængskraften i regionen forsvinder og International Crisis Group vurderer at konflikten fortsat er en af de 10 konflikter, det er vigtigt at holde øje med.


Liptako-Gourma regions -Sahel (Olojo, Dakono, and Maïga 2020).

Baggrund

Central Sahel-landene er blandt verdens fattigste lande og samtidig har de verdens højeste befolkningstilvækst. Dette kombineret med en voksende ørkenspredning, der gør stadig mere jord ufrugtbar, skaber både (ungdoms)arbejdsløshed og mangel på fødevare.

I grænseland Liptako Gourma, der i alle tre lande er udkantsområder, lever civilbefolkningen uden eller med ringe adgang til sociale ydelser som sundhed og skolegang og uden beskyttelse fra nationalstaterne mod tyveri og overgreb fra jihadister og andre bevæbnede grupper.

Oprørerne, der i 2012 rykkede ind i den nordlige del af Mali, sluttede op om Tuaregernes årtier gamle krav om en vis grad af politisk selvstændighed og et uopfyldt ønske om flere midler til udvikling af det nordlige Mali. Kravet blev nu formuleret som oprettelse af en selvstændig stat kaldet Azawad.

Oprørsgrupperne var domineret af hjemvendte, stærkt bevæbnede tuaregiske lejesoldater, der var blevet arbejdsløse efter Muammar Gaddafis fald i Libyen.

Den maliske regering satte de væbnede styrker ind for at nedkæmpe oprøret, men hæren var både uforberedt og dårligt udrustet og blev hurtigt nedkæmpet af de militært overlegne jihadistgrupper med tilknytning til al-Qaeda.

Senere samme år begik utilfredse militærfolk et statskup, og i det magttomrum, der opstod, tog jihadisterne kontrollen over de nordlige regioner.

Med hjælp fra Frankrig fik Mali delvist bekæmpet oprøret i den nordlige del, men det betød blot, at oprørsgrupperne rykkede sydpå og ind i nabolandene.

Selv om der i et land som f.eks. Burkina Faso ikke var tradition for at dyrke radikale islamiske retninger, vandt al-Qaeda og Islamisk Stat alligevel frem ved at udnytte de lokale konflikter.

De rekrutterede unge arbejdsløse og skabte lov og orden dvs. ro med sharia-lovgivning. Ifølge forskere ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) starter de islamiske grupperinger ikke nye konflikter, men udnytter eksisterende konflikter og dårlige levevilkår og forvandler en oprindeligt etnisk eller politisk motiveret konflikt til en religiøst væbnet kamp.

I kølvandet på den voksende konflikt mellem staterne og jihadisterne fulgte en eskalering af private vagtværn og vold mellem etniske grupper om adgang til land og vand, hvilket et angreb i landsbyen Ogossagou i 2019 var et eksempel på. Her åbnede bevæbnede grupper ild mod civile og 157 omkom. Burkina Faso der var blevet en del af konflikten, oplevede statskup i 2014 og 2022.

I 2023 fulgte statskup i Niger, der ellers blev betragtet som det mest stabile land i regionen og med begrænset fremrykning af terrorgrupper.

Sahel ses i dag som epicenter for terrorisme og ifølge Global Terorism Index’s rapport 2023 dør 43 procent af verdens ofre for terrorisme i Sahel. I det forgangne år er antallet af dødsfald fordoblet og mere end 4 millioner mennesker er drevet på flugt.

Det internationale samfund

Frankrig gik efter anmodning fra Malis regering ind i konflikten med et anti-terror korps Operation Barkhane, der (i 2021) mønstrede cirka 4.500 soldater spredt ud over Mali, Niger og Chad. Derudover havde MINUSMA, FNs fredsbevarende mission i Mali og garant for fredsaftalen indgået i 2015, ca. 13.000 soldater i landet. Dertil kom USA’s militærbase med droner i Niger.

Danmark bidrog både til MINUSMA og Barkhane. Da krigere og andre oprørsgrupper i Mali havde tilknytning til Al-Qaida, var international deltagelse i konflikten i Mali blevet en del af den globale kamp mod terrorisme, hvilket var med til at gøre den fredsbevarende operation i landet vanskelig, så vanskelig at den er blevet kaldt ”Verdens farligste FN-mission” på grund af utallige angreb fra jihadisterne og høje dødstal.

I 2017 lancerede G5 en fælles G5 Sahel-styrke for at bekæmpe voldelig ekstremisme; cirka 5.000 mand blev fordelt over de fem lande Mali, Niger, Burkina Faso, Chad og Mauretanien.

EU’s tab af indflydelse

En voksende kritik af Operation Barkhane for ikke at kunne dæmme op for terrorismen førte til et stadigt dårligere forhold mellem militærjuntaen og Frankrig og endte med at de franske tropper trukket ud af Mali i 2022.

Kort efter bad militærjuntaen i Burkina Faso Frankrig om at trække sine tropper ud af landet. I december 2023 opsagde militærjuntaen i Niger aftalen om EU’s militære tilstedeværelse og afskaffede den lov der har været med til at bremse migrationsstrømmen til EU. Også FN’s fredsbevarende mission MINUSMA er blevet bedt om at stoppe sine aktiviteter.

Sideløbende med EU’s tab af indflydelse vokser den russiske involvering i Sahel. Den private russiske Wagner-gruppe har de sidste år trænet og opereret sammen med maliske styrker i antiterror operationer.

Det er lykkedes på to år for Wagner-gruppen at tilbageerobre byen Kidal, noget FN og europæerne ikke lykkedes med på 10 år.

Wagner-gruppen er potentielt involveret i antiterror operationer i Burkina Faso og opsigelsen af aftalen med EU i Niger peger sandsynligvis i samme retningen.

Niger har brug for sikkerhedsassistance, og nu hvor de har afvist EU er der grund til at tro at de vender sig mod Wagner-gruppen, der har vist sig effektiv i Mali.

De tre lande har ligeledes trukket sig fra G5 samarbejdet og har senest meddelt, at de trækker sig fra den økonomiske samarbejdsorganisation i Vestafrika (ECOWAS) efter at den har forholdt sig kritisk til udviklingen i landene og truet med militær intervention i Niger.

Fremtidsscenarier

Konflikten i Central Sahel er kompleks og den bliver ikke mindre kompleks af at Rusland og Vesten nu kæmper om indflydelse i regionen. Skal situationen ændres, kræver det løsninger, der også ændrer på de underliggende årsager som fattigdom, ulighed, bekæmpelse af ørkenspredning og dialog. Men kommer det til at ske?

Den franske forsker Luis Martinez forudser en tilstrømning af russiske soldater til Sahel, når krigen i Ukraine stopper.

I Sahel kan soldaterne få deres løn fra landenes reserver af kostbare mineraler.Det kan let konkurrere med en minimal løn på en russisk fabrik. Han mener at konflikten aldrig har været længere fra en fredelig løsning end nu. ”Der vil ikke komme fred. For den russiske løsning er militær, ikke fredelig.”

Den danske forsker Stig Jensen fra KU fokuserer på de umiddelbare konsekvenser af udtræden af ECOWAS og mener, at det måske kan føre til mere ro i området under forudsætning at militærjuntaerne overlader større områder under oprørernes kontrol.

Et tredje scenarie, eller snarere et ønske, fremsættes af ledere fra en nordlig provins i Burkina Faso, der de sidste to år har været under belejring af jihadisteri. De opfordrer landets ledere til at at støtte dem, der går i dialog med jihadisterne for at finde en løsning. Ligeledes opfordrer de hjælpeorganisationerne til at bringe mere hjælp ind.

 

En del af befolkningen i Sahel-regionen betegner sig som tuareger, selvom de gennem århundreder er blevet slægtsmæssigt blandet med andre afrikanske folkeslag.

Det er således ikke længere korrekt at tale om tuaregerne som et etnisk homogent eller særegent folkeslag, men snarere en socialgruppe, der opretholder tuareg-traditioner og taler tuareg-sproget.

Tuaregerne er muslimer og kaldes også det blå folk pga. af deres beklædning, særligt den blå turban som mændene bærer.