KAMPEN OM RÅSTOFFERNE

Bolivia har altid været overordentligt rigt på naturressourcer.
Da spanierne kom til landet, opdagede de enorme mængder af sølv i landets undergrund, og siden har man også udvundet tin og kobber. Mod vest, i et område der tilhørte Bolivia frem til 1883, er der store forekomster af salpeter, og mange steder i det bolivianske lavland findes der olie og naturgas. I saltørkenenen, Salar de Uyuni, er der lithium, der blandt andet kan bruges i batterier.

Bolivias overvældende beholdning af naturressourcer har haft stor betydning for landets historie. Det var i høj grad landets store forekomster af sølv, der gjorde, at spanierne var interesserede i Bolivia. Siden har Bolivias naturressourcer været årsagen til flere krige i området. I Stillehavskrigen (1879-1883) mistede Bolivia således et stykke land til Chile, der indeholder store mængder af det værdifulde salpeter, der blev brugt som gødning. Tabet betød også, at Bolivia mistede sin adgang til havet, hvilket stadig er et problem i forhold til at kunne importere og eksportere varer billigt. Senere, i Chacokrigen (1932-1935) mod Paraguay, mistede Bolivia et stykke land, hvor man regnede med at kunne finde store forekomster af olie.

Selvom Bolivia er så rigt på naturressourcer, har den almindelige bolivianer aldrig kunnet nyde godt af rigdommene. Det var spanierne, der blev rige af landets sølv, mens Bolivia stadig hørte under den spanske krone. Derefter var det en lille boliviansk elite og udenlandske investorer, der tjente penge på minedrift i landet. Det har også været udenlandske firmaer, der har tjent penge på landets naturgas. For den almene bolivianer er stoltheden ved tanken om landets naturressourcer således blandet med en følelse af tab og røveri. I mange år har det ikke været muligt for befolkningen at gøre noget for, at landets naturressourcer kommer staten og borgerne til gode. Det har imidlertid ændret sig i de seneste år.

I 2000 og 2003 var der store konflikter i landet, der netop handlede om, at befolkningen gjorde oprør mod udsalg af landets natur-ressourcer. I 2000, under det der kaldes Vandkrigen, protesterede befolkningen mod privatiseringen af vand, og i 2003, under Gaskrigen, mod salg af Bolivias naturgas. I begge konflikter måtte regeringen bøje sig for befolkningens krav, og i 2003 måtte den siddende præsident endda gå af. Da Evo Morales kom til magten, indledtes en ny kurs i forhold til naturressourcerne, så det i højere grad er staten og den almene bolivianer, der har gavn af landets naturrigdomme.