MINERNE OG MINEARBEJDERNE
Spaniernes interesse for Bolivia handlede først og fremmest om metallet fra de rige miner – det blev omdrejningspunktet for spaniernes udnyttelse af landet og dets befolkning. Selvom det nu er olie og gas, der er i centrum for de internationale interesser, så spiller minerne stadig en vigtig rolle i Bolivias økonomi. Råstoffer er fortsat Bolivias primære eksportvare. Men privatiseringerne i 80’erne har bevirket at minedriften er delt op i to. 1) Den som drives af multinationale selskaber, der har koncessioner, og 2) den som drives af kooperativer, som med primitive midler prøver at presse den sidste malm ud af de udpinte miner.
MINEARBEJDE I CERRO RICO FOREGÅR NÆSTEN SOM I KOLONITIDEN
Af Wilma Perez Soliz
Korrespondenten Wilma Perez Soliz fra den bolivianske avis ”La Razon” var i Cerro Rico i Potosi (i februar 2007 red.) for at skrive om konsekvenserne af den intensiverede – men primitive – minedrift:
“René på 13 forsvinder næsten i sin fars hjelm og gummistøvler. I syv timer hver dag hakker drengen i de mørke klippegange i minen ”Robertito” i søgen efter zink og tin. På skuldrene bærer han poserne med malm, hvis vægt får hans knæ til at skælve. Siden hans far for godt et år siden døde af silikose (støvlunge red.) – en lungesygdom, der især rammer minearbejdere – har Rene slidt sig op og ned af de indre hældninger i bjerget Sumaj Orcko – bedre kendt som Potosi’s Cerro Rico – Det Rige Bjerg. Han udskiftede legetøjet med hakke, mejsel, skovl og en sæk, som han bruger til at transportere de småstykker, der hakkes ud nede i minegangene. Ligesom tusindvis af ’indianere’ gjorde det i 1700-tallets kolonitid, arbejder René uden nogen form for arbejdssikkerhed med at skaffe mineraler til dem, der har retten til udvindningen. René er et af mange børn og unge, der arbejder for kooperativerne i Sumaj Orcko. De unge under 18 år har specielle arbejdsfunktioner: De bærer malm op i poser, eller de skubber tipvognene.
Stigningerne i mineralpriserne har givet genklang i Bolivia og er kommet som en indsprøjtning til Potosi-regionen, hvor minearbejdere udvinder mineraler med livet som indsats. Hver dag går mere end 15.000 arbejdere ind i bjergets indre via de 400 minegange – mange af dem fra kolonitiden. De arbejder alene, eller de er ansat som daglejere af de 34 kooperativer, der i dag har ret til at udvinde mineraler i bjerget. Størstedelen af arbejderne er quechua-indianere. Nede i gangene får de luft ved hjælp af lejede kompressorer, så arbejdet føles mindre tungt. Kvinderne arbejder med at udnytte resterne af den zink, bismut og tin, de kan finde. De kaldes tippekoner, fordi de er bagved de fulde tipvogne, når disse kører ned af bjerget. De minearbejdere som, ‘La Razon’ interviewede, fortalte at når der er ”hul” på en åre, hyrer kooperativerne daglejere, som arbejder i op til 18 timer i døgnet med at grave malmen ud. Som en af dem forklarede: ”Du er forpligtet til at dele overskuddet”.
I 1572 indførte den kendte vice-konge Francisco de Toledo tvangsarbejde i minerne som en måde at udnytte mændenes arbejdskraft på. Hvert syvende år var alle mænd mellem 18 og 50 tvunget til at arbejde fire måneder i minerne – næsten uden betaling og uden at se dagens lys, skrev Fray Antonio de la Calancha i 1638. I dag dør der ifølge lokale organisationer og uofficielle kilder i politiet i gennemsnit 20 personer hver måned af sygdomme relateret til minearbejdet og af ulykker i og uden for minegangene.
Journalisten Mario Lucky Caro har i en artikel i bladet ‘Potosi Concreto’ udnævnt minekooperativernes kortsigtede vision som den væsentligste årsag til stagnering i Bolivias minesektor. ”De arbejder i forladte og udtømte områder og skaber en minedrift, der udelukkende handler om overlevelse. Der er hverken planlægning eller udvikling. Resultatet er statistikker med mange dødsfald, midlertidige konjunkturstigninger – og livslang fattigdom”.
Denne analyse er virkelighed for arbejderne i de 34 kooperativer, der har investeret i luftkompressorer og nogle boremaskiner og til gengældt forlangt, at ’andelshaverne’ og daglejerne selv skal købe deres arbejdstøj og værktøj. Minearbejderne arbejder mere end 12 timer om dagen og udsætter sig selv for nedstyrtninger.
Armando Callisaya er en af de tusindvis af mænd, der lokket af en lysere fremtid forlod deres liv på landet. ”Jeg er daglejer, og jeg vil tjene mange penge, så jeg kan købe mig en bil og spise meget” siger han. Ligesom næsten 70 procent af minearbejderne er han ung, ikke over 30 år gammel og villig til at arbejde under kooperativernes betingelser i op til 18 timer i døgnet. Han kom til Potosi for 4 måneder siden – uden arbejdserfaring og med drømmen om at tjene mellem 100 og 200 bolivianos om dagen. Han gik ind i minegangen og arbejdede 18 timer ad gangen, næsten uden hvil og med hjælp af koka-bladene. Da han kom ud, fik han en god betaling, men som det er sædvane, brugte han næsten alt hvad han havde tjent. ”Det er umuligt at spare op, for når du kommer ud, skal du invitere dine venner”.
Borefolkene tjener 350 bolivianos om dagen, og de, der hyrer daglejerne, meget mere. De er velnærede, ankommer i egne biler og arbejder i 8 timer. Det daglige resultat af denne overudnyttelse ses i 3.800 tons blandet malm. Zink, bly, sølv – og i mindre grad tin – bliver hver dag transporteret til maskinerne i byen i 350 tipvogne. Arbejdet i minerne har også lokket skoleelever, studerende, murere og offentlige ansatte til fra byen, således at de nu alle er at finde i minekooperativernes rækker. Potosi’s borgmester, Rene Joaquino, fortæller, at når han forsøger at skaffe arbejdskraft til mindre mureropgaver i byen, er der ingen der henvender sig – ikke engang med udsigt til bedre arbejdsforhold.
”Sidste år betalte vi mellem 20 og 30 bolivianos om dagen, nu har vi sat beløbet op til mellem 70 og 100, men ikke engang det er attraktivt. Også store entreprenører har svært ved at skaffe arbejdere, og nogle af dem er taget til andre byer for at hente arbejdskraft. Men efter par dage i Potosi er også de ude i minerne”. Den kommunale chef for minedriften, Mario Suarez, mener også, at udnyttelsen af undergrunden i naturens forstand er en plyndring, fordi som han siger: Der bliver arbejdet meget irrationelt, uden tekniske anvisninger og uden det nødvendige udstyr”.
Sekretæren for minedrift i Potosi’s præfektur, German Elias Alba, bekræfter, at der i dag bliver arbejdet under inhumane forhold, i nogen tilfælde med lidt eller slet ingen sikkerhed og derfor registreres der høje døds- og ulykkestal. Det er en realitet, at politiet flere gange har måttet rykke ud for at hente lig. Oberst Raul Mantilla, der er øverstbefalende for politiet i departementet, fortæller, at politiet mellem den 6. januar og den 27. maj i år hentede 12 lig fra ulykker i minegangene.
”Halvdelen af dødsfaldene er sket ved daggry eller ved aftenstid, og næsten alle var yngre end 25 år, studerende eller landbrugere. Det vil sige, at de ikke havde megen erfaring fra arbejdet i minerne”. Denne udtalelse underbygges af dødsattesten på Felix Ayarachi Villca på 15. Efter at han havde arbejdet tre måneder i kooperativet Unificada, døde Ayarachi tirsdag den 22 marts. Mens han arbejdede i minen, skred afstiverne i minegangen, og Ayarachi faldt 60 meter. På trods af den slags nyheder, holder de 15.000 minearbejdere i Cerro Rico ikke fri, kun i weekenden hvor værtshusene kalder. I gaderne ser man udelukkende børn og unge, for her findes ikke ældre mennesker.
VIDNEUDSAGN
”Udnyttelsen er frivillig” – Sekretæren for minedrift i Potosi’s præfektur, German Elias Alba. Forholdene er usle i nogle af kooperativerne i Cerro Rico. I kolonitiden var man tvunget til at arbejde i minerne, men i dag er det anderledes. Nu gør de det frivilligt og uden at kræve nogen form for sikkerhed, fordi de er bange for at blive afskediget.
Ved det første og mindst krav eller ganske simpelt hvis nogen udtrykker ønske om, at minegangene bliver bedre afstivede, bliver de fyret, og for ikke at miste deres arbejde, tier de stille. Som sekretariat for minedriften har vi flere gange været inde i minerne, og vi er kommet med anvisninger til forbedringer, men lidt eller intet bliver gjort for at forbedre sikkerheden. Vi har fortalt kooperativerne, at de menneskelige ressourcer er vigtige for at kunne udvinde mineralerne, men det er der vist ikke nogen interesse i fra deres side. Derfor laver vi kurser for at styrke og bevidstgøre de, der arbejder på denne inhumane måde. I visse tilfælde har vi afholdt kurserne inde i minerne”.
”Det er mere end 500 års udnyttelse” – Jose Farfán. Regional chef for mineselskabet Comibol i Potosi. Udvinding af mineraler i Cerro Rico har stået på i mere end 500 år. Det begyndte i kolonitiden, og siden 1985 har den bolivianske minekommission Comibol ifølge dekret 21060 haft ansvaret for at administrere og kontrollere kontrakterne vedrørende minerne i Potosi.
I dag har 34 kooperativer lejekontrakt med staten om udvinding i Cerro Rico. De har ansat 15.000 minearbejdere, som udvinder hver dag 4.000 tons malm med bly, sølv, zink og tin. Selvom vi udelukkende giver teknisk assistance, kontrollerer vi også nogle af minerne. Problemet er, at minearbejdernes arbejdssikkerhed bliver gjort til konkurrenceelement blandt kooperativerne. I kontrakterne med Comibol står, at kooperativerne er de ansvarlige for arbejdsmiljø og -sikkerhed. Lejekontrakterne gælder fra 1997 og 10 år frem, og lige nu vurderer Comibol, om de skal forlænges med yderligere 10 eller 20 år. Men så skal der være bedre sikkerhed for arbejderne, for ellers vil antallet af mineulykker stige.”