Gaskrigen

Af Anne Sofie Scherrebeck

I september 2003 udbrød der en voldsom konflikt i Bolivia over landets gasressourcer. Konflikten begyndte i La Paz og El Alto i den vestlige del af landet, men bredte sig med protester i alle Bolivias større byer. Befolkningens protester blev denne gang så stærke, at den folkevalgte præsident Sánchez de Lozada til sidst måtte træde tilbage og flygte til USA. Konflikten er blevet døbt Gaskrigen (La Guerra del Gas).

Bolivias gas billigt til salg!
Protesterne begyndte, fordi den bolivianske regering med præsident Sánchez de Lozada i spidsen offentliggjorde en plan om at eksportere naturgas til Nordamerika. Gassen skulle transporteres gennem Chile ud til havet og derfra fragtes til markeder i Mexico og USA. De firmaer, der købte gassen, fik lov til at betale mindre end den daværende markedspris og kunne således regne med en god fortjeneste på at sælge gassen videre.

Ligesom med vandkrigen reagerede folk på, at udenlandske firmaer skulle tjene penge på Bolivias naturressourcer, mens den bolivianske befolkning ikke fik noget ud af det, og staten kun tjente meget lidt. Et flittigt brugt slogan i løbet af konflikten var ”Despierta Bolivia, despierta. Los Gringos nos quieren robar el gas” (”Vågn op, Bolivia, vågn op. Gringoerne vil stjæle vores gas”). Sloganet illustrer den følelse af tyveri, som mange bolivianere havde ved tanken om, at andre skulle tjene penge på deres gas. ”Hvorfor giver vores præsident vores gas til udlandet, når mange i Bolivia må lave mad over bål af tørret dyrelort, fordi de ikke har gas?”, spurgte folk sig selv.

Derudover var det en torn i øjet, at gassen skulle transporteres gennem Chile for at komme ud til havet. Indtil 1883 havde Bolivia haft sin egen adgang til havet, men mistede et stort stykke land til Chile i Stillehavskrigen (1879-83). Siden da har Bolivia været uden havadgang, hvilket er et stort problem for landet i forhold til handel. Bolivianerne er aldrig kommet sig over tabet af havadgangen, og selv den dag i dag kan man i Bolivia se plakater der kræver, at landet skal have sin adgang til havet tilbage. At skulle lade lige netop Chile tjene penge på en boliviansk gasledning var derfor ikke til at bære for befolkningen, og mange protesterede, fordi de ville have, at ledningen skulle lægges gennem nabolandet Peru i stedet for.

Gaskrigen bryder ud
Gaskrigen begyndte den 19. septembeer 2003, da flere forskellige sociale bevægelser lavede demonstrationer i alle landets større byer, bl.a. på opfordring fra Evo Morales, der var formand for kokadyrkernes fagforening. Allerede dagen efter eskalerede konflikten voldsomt, da landets forsvarsminister igangsatte en militæroperation der skulle ”redde” nogle turister der var blevet fanget i en vejblokade. Demonstranterne blev harme over at se turisterne fragtet med militære køretøjer, og det førte til et sammenstød, der kostede syv bønder livet, herunder en 8-årig pige. Herefter var der protestmarcher, demonstrationer og vejblokader imod gassalget i flere forskellige regioner i Bolivia. Folk begyndte at kræve, at Sánchez de Lozada gik af som præsident. Han stod imidlertid fast og hævdede, at demonstranterne var kriminelle med forbindelse til narkoverdenen, og han beskyldte dem for at være i gang med et statskup. Selv nægtede han at have brugt vold mod befolkningen og sagde, at han var den eneste beskytter af landets demokrati.

I oktober eskalerede konflikten yderligere. Den 8. oktober udbrød der store strejker i El Alto i protest mod al volden og mod eksporten af naturgas. Dagen efter blev tre personer, herunder et barn, dræbt i et sammenstød med politiet. Spontane demonstrationer brød ud, og man besatte det lager, der forsyner La Paz med benzin. Dagen efter var der benzinmangel i La Paz, og et par dage senere satte regeringen militæret ind for at få La Paz’s benzinforsyning tilbage. Hæren ønskede at skræmme befolkningen så meget, at demonstrationerne kunne ophøre. Derfor valgte den ikke blot at slå ned på demonstranter, men også på almindelige mennesker, idet den angreb folks huse. Mange blev dræbt i sammenstødet, og to børn blev såret da militæret trængte ind i deres hjem og skød på dem. Samtidig beslaglagde regeringen kritiske aviser og angreb demonstranternes radiostationer.

Herefter voksede demonstrationerne og folkets utilfredshed. Også dødtallene steg, og i slutningen af konflikten havde den kostet 80 menneskeliv, mens 411 var sårede. Den 15. oktober sluttede middelklassen sig definitivt til demonstrationerne i en protest mod regeringens brug af vold. I Argentina protesterede 10.000 bolivianere imod den bolivianske regering, og i La Paz demonstrerede 100.000 mennesker og krævede, at Sánchez de Lozada trådte tilbage. Han blev dog ved med at hævde, at det var et antidemokratisk komplot, der var sat i stand for at vælte ham, og at det kun var en mindre gruppe af befolkningen, der protesterede. Sandheden var dog, at han kun havde omkring 10% af befolkningens opbakning på det tidspunkt. Den 17. oktober måtte Sánchez de Lozada da også sande, at kampen var tabt. Han trådte tilbage som præsident og flygtede til Miami. Kongressen accepterede hans tilbagetræden, og Carlos Mesa blev (kortvarigt) indsat som præsident i stedet.

Med Vandkrigen opdagede folket, hvor stærkt det var, når det organiserede sig og protesterede, og med Gaskrigen lykkedes det at vælte en siddende præsident. Protesterne fik desuden som resultat, at den hvide elites magt i Bolivia blev brudt. Carlos Mesa, der overtog magten efter Sánchez de Lozada i 2003, fik ikke lov til at sidde længe. I december 2005 blev Evo Morales valgt som den første indianske præsident i Bolivias historie. Han har nationaliseret landets olie- og gasbeholdning og foranstaltet, at der blev lavet en ny forfatning, der giver det indianske folk langt flere rettigheder end det tidligere har haft.