GRÆNSEKRIGE OG TAB AF TERRITORIER
Af Eduaro Ascarrunz Rodríguez, boliviansk historiker.
Bolivia ‘fødtes’ i 1825 som en uafhængig stat med et areal på 2.300.000 kvadratkilometer. I de første 59 år som republik mistede landet 270.000 kvadratkilometer til Chile, Brasilien og Argentina. I den efterfølgende periode på 68 år mistede det 850.000 kvadratkilometer til Peru, Brasilien og Paraguay. Et samlet tab på 1.120.000 kvadratkilometer.
Stillehavskrigen
Som følge af Chiles placering som et smalt land klemt inde mellem Andesbjergene og Stillehavet følte landet sig ansporet til en ekspansionistisk politik rettet mod Peru og Bolivia, der ejer en vidtstrakt og meget varieret geografi. Invasionen af den bolivianske kyst begyndte i 1856 med udnyttelsen af salpeter, der blev fremstillet til gødning på basis af guano af chilenske industriforetagender. Men udplyndringen af disse glemte egne af Bolivia, der kun blev brugt til udskibning af bolivianske produkter fra den nødtørftige havn Cobija, begyndte endnu tidligere. Man antager, at den illegale indsamling af guano, anført af chilenske, engelske og nordamerikanske industriforetagender, i periode 1842 til 1849 nåede op på 53.000 tons.
Da guano- og salpetereventyret var på sit højeste, gav det arbejde til befolkningen. Et bevis på Chiles dominans på boliviansk territorium er folkeregistret fra Antofagasta fra 1874. Fem år inden krigen var 93% af de 6000 indbyggere i denne havneby chilenere, 2% var bolivianere og resten af andre nationaliteter. Den 14. februar erklærede Chile krig mod Peru og Bolivia ved at bemægtige sig havnebyen Antofagasta. De tre landes hære kunne på ingen måde måle sig med hinanden. Den chilenske hær var langt den mest overlegne, både hvad angår materiel og mandskab. Peru havde en hær på 3000 mand, Bolivia en hær på 1200 mand, mens Chile rådede over en hær på 13.000 mand og moderne materiel.
Stillehavskrigen berøvede Bolivia for landets adgang til havet samt rige jorde med guano, salpeter, sølv, kobber og jod. Politisk var det den alvorligste og mest destruktive krise for militæroligarkiet. Ved fredsaftalen i 1904 forpligtede Chile sig som modydelse for den vundne kyststrækning på 120.000 kvadratkilometer til at anlægge jernbanen fra Arica til La Paz, til at betale 3.000000 pund sterling og til at tillade fri handelstrafik gennem sit territorium til evig tid.
Krigen om Acre
I 1867 afgav Bolivia gennem en traktat, underskrevet af præsident Melgarejo, et grænseområde på 150.000 kvadratkilometer til Brasilien. Efter en mislykket nedkæmpelse af sørøvere fra Acre, der blev beskyttet af Brasilien, og ude af stand til at forsvare det fjernt beliggende og øde territorium, hvor der produceredes gummi, underskrev Bolivia endnu en traktat i 1903, Tratado de Petrópolis, hvorved landet afgav yderligere 190.000 kvadratkilometer af den rige tropiske egn for en sum på 2.000000 pund sterling. Bilens opdukken i Europa fik direkte indflydelse på Bolivia på grund af efterspørgslen efter gummi til fabrikation af bildæk. Allerede i år 1900 blev gummi den næst vigtigste eksportvare fra Bolivia efter sølvet, til trods for at produktionen unddrog sig statens kontrol.
Brasilien var ivrig efter at tilrane sig egnene, hvor der blev udvundet gummi i Bolivia, under boomet for gummieksporten, og prøvede at forvandle en intern strid i Bolivia til en international krig. Vel vidende, at de bolivianske styrker i området ikke nåede op på tusind mand, mobiliserede Brasilien 4000 mand til at drage mod Acre. De besatte Puerto Alonso og tvang i 1903 fredsaftalen Tratado de Petrópolis ned over hovedet på Bolivia, der mistede Acre.
Tab af territorier til Argentina
Ved grundlæggelsen af Bolivia gjorde Argentina krav på den sydlige egn, Tarija. Den energiske reaktion fra præsident Sucre og fra beboerne i Tarija fik argentinerne til at afstå fra kravet. I 1837 kom det imidlertid til en krig mellem de to lande, men den bolivianske hær sejrede i slagene ved både Humahuaca, Iruya og Montenegro, hvorved Tarijas tilhørsforhold til Bolivia blev fastholdt. I 1847 iværksatte Argentina en debat om det centrale Chaco. Nogle fejlslagne forhandlinger førte til underskrivelse af aftaler i både 1889 og 1925, hvor Bolivia afstod yderligere 170.000 kvadratkilometer af sit territorium til Argentina.
Tab af territorier til Peru
Efter talrige forsøg på at nå til enighed om grænserne mellem Peru og Bolivia appellerede begge lande til Argentina som mægler i 1902. Den gamle disput mellem de juridiske myndigheder i Charcas (Bolivia) og Vicekongedømmet Lima (Peru) gav fortsat anledning til stridigheder.
Bolivias afvisning af voldgiftskendelsen fra Argentina resulterede i et brud på de diplomatiske relationer til Argentina, mens Peru erklærede, at den manglende accept af voldgiftskendelsen ville blive betragtet som en krigserklæring. De to lande, Peru og Bolivia, nåede dog til en indbyrdes forståelse, og i 1909 underskrev de en aftale, hvori Bolivia definitivt afstod 250.000 kvadratkilometer frugtbart land til Peru. Aftalen udløste flere militære episoder, hvor Amazon-indianere fra begge nationer for første gang var direkte involveret.
Chaco-krigen
Stillehavskrigen gik også under betegnelsen Salpeterkrigen, mens Acre-krigen kaldtes Gummikrigen. Chaco-krigen skulle blive kaldt Oliekrigen på grund af ”kampen om olieforekomsterne mellem det nordamerikanske Standard Oil, der opererede i Bolivia, og det tyske Roya Deutch Shell, der opererede i Paraguay”(ifølge historikeren Klein S. Herbert: Historia general de Bolivia).
Andre historikere (Guzmán Agusto) hævder, at Bolivia og Paraguay mellem 1932 og 1935 udkæmpede ”en krig gennem tre år, der var hovedløs, grusom, blodig og udmattende for begge parter, der mistede både mænd og uvurderlige økonomiske ressourcer”. Krigen havde sit ophav i den komplekse interne konflikt i Bolivia samt i de spændinger, Den Store Depression forårsagede i et skrøbeligt politisk system.
Argentina spillede en afgørende rolle. Først forsøgte man sig herfra med at indynde sig hos Paraguay – Standard Oil solgte illegal boliviansk olie til dem – men da deres diplomatiske forsøg på at isolere Bolivia mislykkedes, og det tegnede til paraguayansk nederlag, forsøgte argentinerne sig med at få en fredsaftale i stand. Kamphandlingerne, der udspillede sig hundredvis af kilometer fra oliefelterne, førte til den mest blodige krig i Sydamerika i det 19. århundrede.
Bolivia tabte krigen og afstod 240.000 kvadratkilometer til Paraguay. Imidlertid fik den på sin vis positive konsekvenser. Krigen ødelagde det politiske system, der havde været fremherskende siden 1880. Ved krigens slutning brød den civile regering sammen, og det samme gjorde de traditionelle politiske partier. Ideer, som indtil da kun havde vakt gehør i den intellektuelle elite, tjente som spore til dannelse af nye politiske partier og til ideologisk oprustning i arbejdernes fagforeninger.