OPRINDELIGE FOLKS INDIVIDUELLE OG KOLLEKTIVE RETTIGHEDER

Af Kathia Zamora Márquez (2007)

Op igennem Bolivias historie har kravet om jord været stillet igen og igen af oprindelige folk og bønder. Jorden betragtes som basal ressource for mange familiers eksistens, samtidig med at den er en faktor med et højt økonomisk potentiale for landbrugsindustrien.

Det er vigtigt at se jordspørgsmålet fra to synsvinkler:

a) Fra de oprindelige folks og bøndernes synsvinkel, idet disse gennem århundrede igen og igen har gjort krav på jord. Man må her se på, hvordan kravene er blevet mødt med lovgivning fra skiftende regeringers side.

b) Fra statens synsvinkel. Her må man bl.a. se på statens rolle som igangsætter af en bæredygtig udvikling af landbruget, hvilket er en meget stor udfordring.

Historiske fortilfælde

Fratagelsen af de fælles jorde

I kolonitiden (1538 – 1810) var dele af jorden stadig fælleseje, det vil sige, at jorden tilhørte de oprindelige folks fællesskaber og ikke godsejeren eller en anden individuel ejer. Efter republikkens indførelse (1825) undergik ejerskabet til de oprindelige folks jorde forskellige forandringer; den mest drastiske ændring fandt sted i 1874, hvor regeringen totalt fjernede retten til fælleseje.

Gennem hele republikkens tid har oprindelige folk og bønder konstant krævet deres jord og territorier tilbage, og deres krav vandt omsider genklang, først hos PIR (Partido de Izquierda Ravolucionaria)), der stillede det første forslag til en jordreform. Under trussel om væbnet opstand blandt de oprindelige folk gennemførte partiet MNR (Movimiento Nacionalista Revolucionario) efterfølgende en jordreform i 1953 under slagordene: ”Jorden til Indianeren. Minerne til Staten”.

Deres politik gik ud på at modernisere staten via privat ejendomsret til jorden. Der blev gennemført en vis uddeling af jord til bønder og oprindelige folk, der blev private jordejere. Det medførte en ny opdeling af deres territorier. Og man undlod altså at lytte til deres hovedkrav om tildeling af jord til fælleseje.

For at forstå den rolle Jorden har spillet i de nævnte perioder, skal man vide, at 70 procent af Bolivias befolkning stadig boede på landet og i provinsen.
Jordreformen af 1953 gav visse resultater, men kun i højlandet og de dertil hørende dale. Her var den mest eftertragtede og mest produktive jord, og her boede de fleste af mange af Bolivias oprindelige folk. Samtidig med at de oprindelige folk og bønderne fik ejendomsret til jorden gennem reformen, fik de også tilkendt borgerskab, stemmeret og mulighed for at skabe deres første bondefagforening CSUTCB.

Men lavlandsområderne i øst og de oprindelige folk i Amazon-regionen blev ikke omfattet af nogle af disse ”goder”. Under de facto-regeringerne og de såkaldt demokratiske regeringer, der styrede landet fra 1960’erne og frem til 1996 blev jorden i disse østlige egne uddelt på basis af politiske privilegier og storgodsernes interesser, finansieret af udenlandsk kapital.

De oprindelige folk i lavlandet i øst, Chaco og Amazon-regionen så sig således i stigende grad forjaget fra deres områder t, dels som følge af den konstante udnyttelse af forgængelige ressourcer, dels som følge af at store jordarealer henlå uden at blive udnyttet og dyrket. Som reaktion herpå organiserede de sig i CIDOB (Confederación de Indígenas del Oriente Boliviano). I 1991 iværksatte de den første protestmarch for retten til liv og jord.

Ley INRA og De Oprindelige Folks Territorier (TCO)


Den nye lov, Ley INRA, (som blev udformet i 1996, havde til opgave at godkende retten til skøder på jord. Man kaldte det også ”jordsanering”. Denne lov medførte uddeling af jord under programmet De Oprindelige Folks Territorier (TCO), hvilket betød uddeling af jord til oprindelige folk i lavlandet. I alt blev der uddelt 7,5 millioner hektar af de ca.107. mill. hektar jord, der findes i hele landet. Men med den samme lov godkendte man også de store godsejeres ret til skøde på deres jord.

Kravene om jord i den østlige del af landet blev således stadig mere højrøstede, samtidig med at man konsoliderede sig gennem politiske aktioner. I højlandet og de dertil hørende dale affødte Jordreformen af 1953 en proces som førte til dannelse af ’minifundier’ (små private landbrug), en proces, der for alvor tog fart i årtierne efter. Udstykningen af jord i stadig mindre jordlodder (kaldet ”plovfureparceller”) bevirkede, at brugene efterhånden blev så små, at oprindelige folk og bønder ikke kunne ernære sig ved dem.

De mistede langsomt enhver mulighed for at kunne producere nok, en situation der yderligere forværredes af hård konkurrence fra storgodserne i den østlige del af landet. Af disse grunde begyndte bønderne i stor målestok at søge ind mod de store byer, men hvad værre var, begyndte de tillige en kolonisering østpå. Bønderne fra højlandet forlod deres egne urentable jorde og begyndte at dyrke de tilsyneladende ubeboede områder i lavlandet, hvorved der opstod en konflikt mellem de oprindelige ejere og de nytilkomne.

Det er vigtigt at påpege, at en af konsekvenserne af Jordreformen af 1953 var en hastigt stigende afvandring fra landet mod byerne, hvor 70 procent af befolkningen bor i dag, mens store arealer på landet nu ligger ubefolket hen.

Aktuel problematik

Definition af jord og territorier


Sammen med det permanente historiske krav om nationalisering af landets naturressourcer har der med mellemrum poppet demonstrationer op for en lang række andre krav: marchen for værdighed og territorier ansporet af CIDOB, bøndernes blokader i 2000 og de indianske bønders march for jord og territorier i 2002. Disse manifestationer hører op i 2003 blandt på grund af ”Gas-krigen”, som fører frem til den første regering med Evo Morales som præsident. Fra dette øjeblik bliver kravet om jord mere og mere til et krav om territorier.

Marchen for liv i lavlandet i øst i 1991 bragte kravet om territorier på dagsordenen. Og det er det, der i dag debatteres. Når man taler om jord, refereres der blot og bart til et produktionsmiddel. Territorium har en bredere betydning. Når man bruger ordet territorium, tales der ikke kun om et geografisk rum, man føler tilhørsforhold til, men også om et rum, hvor mennesker praktiserer og reproducerer livet i fællesskab, og hvor der etableres et forhold af balance mellem menneske, biodiversitet og natur. For de oprindelige folk i den vestlige del af landet forstås territoriet som ”et levet og sanset rum”. For dem er jorden en del af territoriet, hvor der foregår en reproduktion af livet i fællesskab, deres kultur, deres ritualer, deres økonomiske produktion, deres sociale og politiske organisation og deres praksis i relation til kosmos, sagt med andre ord, deres måde at anskue verden på som oprindelige folk.

Her kunne man passende stille spørgsmålet: Men løste TCO da ikke spørgsmålet om territorier for de oprindelige folk i lavlandet i øst?

Hvis man henholder sig til ovennævnte definition af territorium, kom der ingen løsning for de oprindelige folk i højlandet, og med hensyn til de oprindelige folk i lavlandet blev løsningen knyttet til den overordnede plan for etableringen af en ny statsdannelse. TCO bygger på de politisk-administrative regler for kommuner. Kravene fra højlandsfolket om selvbestemmelsesret over deres territorier implicerer andre politiske og administrative beslutninger.

Distribution af jord


Under præsident Evo Morales accelererede tildelingen af skøder på jord gennem INRA, og han gennemførte en lov om genoplivelse af jordfællesskaberne. Der blev uddelt statslige jorde efter denne lov. Men der blev ikke defineret en klar politik for de store godser. Der findes meget store private jorde, der ligger ubenyttet hen, men som beskyttes af tidligere love, og hvor ejerne har helt urimelige rettigheder, som f.eks. retten til fem hektarer jord pr. ko på arealer til kvægbrug. Der findes heller ingen undersøgelser af eller nogen tydeliggørelse af, hvordan og på hvilken måde, de fik disse rettigheder, der som nævnt blev tildelt under de tidligere diktaturer gennem politiske privilegier og en række uregelmæssigheder.

Uløste konflikter

En af de større konflikter, som landet stod overfor i 2007, var den standende diskussion mellem oprindelige folk, der kæmper for kollektive rettigheder til jord, og de nytilkomne bønder i øst, som af mangel på produktive jorde, kræver udstykning af de oprindelige folks jorde til private parceller. Et eksempel på striden om individuelle og kollektive rettigheder er Parque Madidi, som det oprindelige folk, Lecos, der stammer fra egnene omkring La Paz, for tiden har besat. Det er en konflikt mellem bønder og oprindelige folk. Bønderne vil have parceller, de kan dyrke og arbejde på, de oprindelige vil værne om naturen og biodiversiteten for at kunne fastholde og genskabe deres sociale fællesskab.

Aymara og quechua folkene ønsker at overtage højlandet som territorium for deres fællesskabskultur. Forsøger de hermed at gøre deres historiske krav om jord og territorium gældende? Vil de afskaffe de små landbrug (minifundios) og erstatte dem med fællesejede produktive områder? Vil de skabe et område, der er frit for udbud af jord og krav om jord? Spørgsmål, som kun fremtiden kan give svar på.

En anden konflikt mellem de forskellige parter er, hvordan selvstyret for de oprindelige folks territorier skal designes, når man samtidig har et krav fra de østlige egne af landet om regional autonomi. Konflikten lægger op til en ny opfattelse af begrebet territorium, og det vil blive svært at nå til enighed.

Udfordringen med udvikling af landbruget


Udfordringen i Bolivia består i at definere strategier med hensyn til jorden, territoriet og udviklingen på landet og i landbruget, og i at kombinere de implicerede aktørers strategier med regeringens politik.

En klar politik til fremme af en integreret udvikling på landet bør nødvendigvis ske gennem en kombination mellem traditionelle teknologier og nye teknikker, der involverer innovation og videnskabelig og teknologisk forskning. Derudover skal der ske en udbygning af infrastrukturen i form af veje samt overrislingssystemer. Der skal også etableres støtte til produktion og kommercialisering af landbrugsproduktionen så den ikke alene kan forsyne hjemmemarkedet, men også opnår bedre konkurrencedygtighed på det internationale marked. Det kræver kontrol med aktiviteterne inden for landbruget, især således at biodiversiteten opretholdes. Den planlagte økoturisme kan også tænkes ind i de overordnede strategier på landet.

I Bolivia er det afgørende nu dels at sikre bøndernes og de oprindelige folks adgang til et produktivt landbrug samt til kreditter, dels at staten udformer en politik til regulering af grundlaget for den private produktion.

Denne politik skal først og fremmest løse problemet med jord og territorium, så der bliver rum for individuel, privat ejendom, samtidig med at man respekterer kollektive rettigheder til jord og territorier, hvor fælleskabskulturen kan udfolde sig. Det forudsætter opbygning af en stat, hvor moderniteten kan eksistere side om side med den traditionelle livsform i tætte fællesskaber, og skabelsen af et demokrati med interkulturel dialog, der kan garantere principper for retfærdighed og lighed.

Det overordnede spørgsmål, som det bolivianske folk står overfor, er: Skal det nye paradigme for produktivitet og udvikling i Bolivia være de oprindelige folks opfattelse jord og territorium, med politisk-administrativ autonomi inden for rammerne af markedets love?