Bolivias politiske landskab
”Compañeros indígenas*, for første gang er vi præsidenter! Næste år begynder en ny historie for Bolivia”
Sådan lød ordene fra Evo Morales i 2005, da han som den første præsident med rødder i den oprindelige befolkning havde vundet valget med 54% af stemmerne.
Han nåede at fejre 13 år ved magten, inden han i 2019 blev tvunget i eksil efter et valg, som bl.a. OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) kritiserede for valgfusk.
Men allerede i 2020 var en ny kandidat fra partiet MAS Luis Arce, valgt til præsident. Luis Arce var succesrig finansminister i Evo Morales’ regering, og han forventes at videreføre den politik, der har skabt økonomisk vækst for Bolivias fattige.
Den store forandringsproces fik for alvor vind i sejlene med vedtagelsen af landets nye grundlov i 2009. Selvom ikke alle store løfter om forandringer for landets fattigste og tidligere marginaliserede befolkningsgrupper er blevet til virkelighed, et det dog lykkedes MAS at vise resultater – og ikke mindst at vinde præsidentvalget tre gange i træk med Evo Morales i spidsen og en fjerde gang med nuværende præsident Luis Arce.
Der er blevet gennemført nationaliseringer af landets naturgas og olie og etableret statsejede telefon- og elselskaber.
Evo Morales takkede nej til store udenlandske investorer, der efter hans mening ikke skulle blande sig i Bolivias politiske og økonomiske forhold. I ”afkoloniseringens ånd” skulle Bolivia og andre latinamerikanske lande løsrive sig fra Vestens og især USA’s magt.
Morales ville indføre det ”21. århundredes socialisme” med særligt fokus på oprindelige folk og beskyttelse af miljøet.
Moder Jord har i Bolivias nye forfatning fået rettigheder på lige fod med mennesker, og landets oprindelige befolkningsflertal, der siden kolonitiden er blevet holdt uden for adgang til velstand og politisk indflydelse, er nu repræsenteret i offentlige institutioner og i alle dele af det politiske system.
Men ulighederne i Bolivia er stadig store, og Bolivia er fortsat et af de fattigste lande på kontinentet.
Mange har kritiseret Evo Morales for at komme med tomme ord og løfter, ikke mindst hvad angår beskyttelsen af miljøet, og utilfredsheden voksede, da Evo Morales og MAS fik ændret forfatningen, så Evo Morales kunne stille op til endnu en præsidentperiode, selvom muligheden først var blevet afvist ved en folkeafstemning.
Ved valget i 2019 blev utilfredsheden styrket, da Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, hævdede at have observeret ’uregelmæssigheder’ i forbindelse med parlamentsvalget. Da militæret ikke længere stod på MAS’ side, flygtede Morales til Mexico og siden Argentina, hvor han fik politisk asyl. Efter, at MAS igen overtog regeringsmagten, vendte Morales hjem – nu med mindre indflydelse.
Oppositionen
Efter Evo Morales’ jordskredssejr i 2005 blev den politiske opposition gevaldigt svækket, og kun i departementerne Santa Cruz og Beni var der ikke flertal for MAS. Det varede dog kun til 2014, hvor MAS vandt også flertallet af stemmerne i Santa Cruz.
Det har dog ikke betydet, at den politiske opposition i den relativt rige Santa Cruz-provins er død, og det var nogle af Santa Cruz’ rigmænd, der gerne tog æren for, at Evo Morales-æraen i 2019 var slut.
Advokat og mangemillionær Luis Fernando Camacho stod i Santa Cruz spidsen for at mobilisere folk i forbindelse med valget i 2019, og med biblen i hånden førte han en offensiv kampagne mod Evo Morales. Han støttede indsættelsen af den midlertidige regering med Jeanine Añez i spidsen, og stillede selv op til 2020-valget som kandidat for det liberale parti MNR. Camacho bliver af mange betragtet som en ekstremistisk højrefløjspolitiker på linje med præsident Bolsonaro i Brasilien.
*Indfødte kammerater