JORD OG TERRITORIER
Set i lyset af MAS’ særlige fokus på oprindelige folks rettigheder, deres ret til selvbestemmelse og anerkendelse af deres sprog, kultur, institutioner og territorier, er spørgsmålet om forvaltningen af jorden og skovene centralt i Bolivia.
Med den såkaldte ”Plurinationale Myndighed for Moder Jord”, en statslig institution med det formål at fremme arbejdet med og beskyttelsen af naturen, samt loven om Moder Jords rettigheder har Bolivia sendt et klart signal om, at naturbeskyttelse har høj prioritet.
Naturen erklæres for hellig og med samme rettigheder som mennesker.
I internationale klimaforhandlinger har Bolivia indtaget rollen som udfordrer af store, vestlige regeringers agendaer og har været fortaler for en mere retfærdig og ambitiøs klimaaftale.
Oprindelige folk, som bebor skovområder, er igennem den nye grundlov fra 2009 forbeholdt retten til brug og forvaltning af skovens ressourcer samt garanteret retten til forudgående information og godkendelse i forbindelse med naturressourceudvinding og infrastrukturprojekter inden for deres territorium.
De sidste års ”moder jord” politik bygger desuden videre på regeringens jordreform fra 2006, der fordelte jorden mere ligeligt, især til fordel for småbønderne, der tidligere havde haft dårlige muligheder for at forøge deres indtægt.
Tildelingen og markeringen af 190 kollektive territorier for oprindelige folk (de såkaldte TCO’er), som i alt udgør 20,7 mio. ha. (næsten halvdelen af Sveriges størrelse) har også gjort det nemmere at forvalte jorden og implementere lovene, der skal sikre harmoni med moder jord. I landets regnskove er der blevet identificeret ikke mindre end 32 økologiske regioner og 199 økosystemer. De er hjemsted for mere end 30 grupper af oprindelige folk.
Men biodiversiteten og de oprindelige folks livsgrundlag er truet på flere punkter. Store infrastrukturprojekter, illegal fældning af skovens træer og klimaforandringer er nogle af årsagerne.
Skovforvaltning og Bolivias alternativ til FN’s REDD program
Officielt er Bolivias årlige CO2-udledning 20 tons pr. indbygger, hvilket er et betydeligt større udslip end Danmarks, på trods af at Bolivia er langt fra lige så industrialiseret som Danmark. Det skyldes primært afskovning for at give plads til kvægdrift og landbrug. Det anslås, at der ryddes ca. 300.000 hektar skov årligt, hvilket svarer til et areal på størrelse med Fyn. Det er den højeste afskovningsrate pr. indbygger i Sydamerika. Hvis afskovningsraten fortsætter uændret, vil der i princippet ikke være noget, der hedder boliviansk Amazonas om 100 år.
Et eksempel på, hvordan Bolivias regering gerne vil gøre det anderledes, er forvaltningen af skovene. FN lancerede i 2008 en international mekanisme, den såkaldte REDD, der skal nedbringe emissioner i forbindelse med skovrydning og skovforarmelse i udviklingslande. Bolivias REDD programdokument blev i første instans godkendt i 2010, men senere samme år, efter den alternative klimakonference i Cochabamba, kritiserede Bolivia kraftigt REDD-programmet. Bolivias kritik går på, at REDD via det globale kulstofmarked gør skoven til en vare, og at REDD blot er en måde, hvorpå de industrialiserede lande lægger ansvaret for at afbøde klimaforandringer over på udviklingslandene.
Samtidigt frygter Bolivia, at en markedsbaseret REDD-mekanisme fører til tab af kontrol med forvaltningen og brugen af deres naturressourcer. Derfor er UN-REDD programmet i Bolivia stillet i bero – og Bolivias regering er i gang med at implementere deres ikke-markedsbaserede alternativ, som de ønsker skal erstatte Bolivias nationale UN-REDD-program: en “kombineret reduktions- og tilpasningsmekanisme for integreret og bæredygtig skovforvaltning”.
Denne alternative model fokuserer, modsat FN-modellerne, ikke kun på skovenes evne til at binde CO2, men også på de folk, der altid har beboet skovene. De har brug for fødevaresikkerhed, bæredygtig udvikling, fattigdomsbekæmpelse og for at styrke lokalsamfundet. Politikerne tilstræber, at dette skal ske i harmoni med naturen og med respekt for Moder Jord.
Jordkonflikter
Der er dog ved flere lejligheder sat spørgsmålstegn ved, hvor meget handling der er bag ordene og visionerne om at tilgodese de oprindelige folk og beskytte miljøet og deres territorier.
Konflikten omkring TIPNIS har vist, at der ikke altid bliver lyttet til de oprindelige folk, sådan som forfatningen foreskriver. Regeringen ønskede i 2012 at bygge en vej tværs igennem Isiboro Sécure nationalpark, et område med stor biodiversitet, beboet af oprindelige folk.
En sådan vej ville true dyre- og plantelivet, og ikke mindst de oprindelig folk, der ikke var blevet hørt inden konstruktionen af vejen gik i gang. Det udløste store protester, og projektet blev i en lang periode sat i bero. I juni 2015 besluttede Evo Morales imidlertid, at vejprojektet skulle gøres færdig, til stor fortrydelse for de oprindelige folks organisationer.
I forbindelse med udvindingen af lithium fra Bolivias enorme saltslette, Salar de Uyuni, er de oprindelige beboere i området heller ikke blevet hørt.
Bolivia har en af verdens største forekomster af lithium, verdens letteste metal og en yderst vigtig brik i kampen mod CO2-udledning. Lithium batterier er således centrale i produktionen af el-biler – selvom man allerede nu er ved at udvikle alternative batterityper.
Dette er blot to eksempler på det udviklingsparadoks som Bolivias regering står overfor: på den ene side at ville beskytte naturen og de oprindelige befolkningsgrupper, og på den anden side skabe udvikling og vækst, bl.a. ved at udnytte landets mange naturressourcer. Eller ved at give tilladelse til, eller se igennem fingre med, fældning af store områder af skoven, for at gøre plads til landbrug og kvægdrift.
Morales’ regering intensiverede således udvindingen af olie og gas i nationalparker og åbnede op for internationale virksomheder der ville lede efter nye olie- og mineralforekomster. Derudover vedtog regeringen en ny minedriftslov, der tillader vandafledning fra landbrugssamfund til drift af miner. Der er også påbegyndt undersøgelser for at identificere skifergasforekomster – som kræver fracking – i den bolivianske del af den enorme slette ved navn Chaco, som grænser op til Argentina og Paraguay. Sådanne kontroversielle projekter møder stigende modstand fra miljø-, menneskerettigheds- og oprindelige folks organisationer.