SOCIALE BEVÆGELSER I DET 20. ÅRHUNDREDE’S BOLIVIA
Af Juan Carlos Chamorro
“De sociale konflikter går forud for og gennemsyrer forandringerne af det bolivianske samfund. Ud fra denne synsvinkel udgør konflikterne dynamikken i de sociale forandringer og bør derfor ikke nødvendigvis betragtes som noget negativt.” (PASOC)
Sociale bevægelser har spillet en fundamental rolle i forandringerne i det politiske liv i Bolivia, og de har tydelig udviklet sig efter en hændelse, der blev en milepil i Bolivias historie. Under general Enrique Peñarandas regering i 1942 protesterede en gruppe minearbejdere i Siglo XX i Catavi i departementet Potosí. De krævede lønforhøjelser. Som reaktion herpå gav general Peñaranda ordre til, at en gruppe minearbejdere, hvis anfører var en kvinde ved navn María Barzola, skulle dræbes. Fra dette tidspunkt og frem til i dag har alle sociale organisationer haft samme struktur som minearbejdernes fagforeninger og benyttet sig af de samme fremgangsmåder med møder, stormøder, protestmarcher, blokering af veje etc.
Revolutionen i 1952 – MNR
Man kan ikke tale om sociale bevægelser i Bolivia uden at referere til de politiske partier, der har siddet ved magten. Vi begynder med regeringen under MNR. En af de regeringer, der førte til en transformation af den sociale og den politiske tankegang i Bolivia.
I 1951 blev præsidentvalget vundet af Víctor Paz Estenssoro fra MNR, Movimiento Nacionalista Revolucionario, et politisk parti på venstrefløjen. Dette parti var mildt sagt ikke populært hverken i de store minevirksomheder, der stod for udvinding af tin, blandt den udenlandske kapital eller på USA’s ambassade. Ti dage efter valget gennemførte den afgående præsident, Mamerto Urriolagoitía, et statskup, underkendte valget og overdrog magten til en militærjunta anført af general Hugo Ballivián Rojas. Men allerede i 1952 gennemførte Víctor Paz Estenssoro og MNR en revolution, støttet af landets organiserede arbejdere, og bragte Balliviáns diktatur til fald.
Víctor Paz Estenssoro indtog præsidentposten med støtte fra folket i en sand folkelig ”revolution”. Den blev gennemført med våben og blodsudgydelser, som kostede adskillige sårede og døde. Minearbejdernes deltagelse spillede en afgørende rolle i denne ”revolution”, og netop i kraft af den måde, ”revolutionen” fandt sted på, betragtes den som en af de væsentligste samfundsomvæltninger i Latinamerika efter den mexicanske revolution i 1910. Indtil MNRs nationale revolution var hele den oprindelige befolkning udelukket fra det økonomiske og politiske liv i landet.
Men fra dette årti indledtes de store forandringer i Bolivia:
• Der blev gennemført almindelig stemmeret til alle, inklusive kvinder og analfabeter, hvorved man brød med det ekskluderende demokrati, der havde hersket hidtil.
• En stærk stat tog kontrollen med landets økonomi, med landets naturressourcer og produktionsvirksomhederne. • Der blev underskrevet et dekret om nationalisering af landets miner, hvor 80% af eksportindtægterne og indtægterne fra undergrunden skulle tilfalde staten.
• Det statslige mineselskab COMIBOL blev stiftet; det eksisterer stadigvæk og er stærkere end nogensinde.
• Der gennemførtes en vigtig jordreform, der gjorde en ende på godsejervældet i en stor del af Andes-regionen, den fattigste i landet.
• Der blev udstedt en ny lov om undervisning, Código de la Educaión Boliviana, der betød en revolution inden for uddannelsesområdet. Skolegang blev obligatorisk og for alle. Oprettelsen af skoler på landet for bønderne markerede en fundamental forandring og betød, at samtlige bolivianere fik ret til skolegang og uddannelse, hvorved man fik brudt med en gammel ide om en særlig uddannelse for oprindelige folk.
Trods alle de institutionelle reformer under MNR, opstod der hyperinflation i landets økonomi, hvilket førte til, at den bolivianske mønt devalueredes med 900 % under de første år af partiets regeringsperiode. Konspirationer fra forskellige grupper, der var utilfredse med regeringen, blandt andet fra Falange Socialista Boliviana og fra sektorer inden for MNR, førte til, at regeringen greb til hårdhændede undertrykkelsesmetoder. Der blev indrettet koncentrationslejre i minerne og i højlandet, hvor hundredvis af fanger blev pint og tortureret. Metaltræthed i MNR-regeringen, udstrakt korruption og en vis distancering fra landarbejdere og minearbejdere bragte Víctor Paz Estenssoros regeringsperiode til ophør.
I MNRs regeringstid skabtes følgende organisationer:
• Central Obrera Boliviana (COB), (Bolivias LO)
Central Obrera Boliviana (COB) er en fagforening, der samlede tusinder og atter tusinder af arbejdere i hele Bolivia, og som spillede en afgørende rolle i opnåelse af bedre løn og arbejdsforhold i landet. COB blev født under revolutionen i 1952 og skabtes af minearbejderne, der udgjorde avantgarden i den folkelige bevægelse, fabriksarbejdere, grafiske arbejdere, journalister, en forarmet middelklasse og andre sektorer i samfundet. Endnu i dag skal den øverste leder af COB ifølge statutterne stadigvæk være minearbejder. Dannelsen af COB var udtryk for den styrke, arbejderne havde opnået, og COB kom til at stå centralt i de bolivianske arbejderes sociale og fagforeningsmæssige kampe, ligesom den blev et ideologisk referencepunkt for de underste klasser i Bolivia.
Med indførelsen af neoliberalisme og tilpasningen til en ny økonomiske model begyndte forholdene i landet at ændre sig, og det private initiativ kom til at spille en vigtig rolle i landets udvikling. Den nye model udløste en krise inden for minedriften, der ikke kunne hamle op med konkurrencen fra den private sektor. Det førte til masselukninger og massefyringer af minearbejdere i 1985.
Blandt de tusinder af arbejdsløse dannedes kooperativer, dvs. små og middelstore firmaer, der udbød minejobs af forskellig art. Det tredoblede antallet af lønnede minearbejdere og svækkede arbejderbevægelsen, der følte sig svigtet i sine socialistiske bestræbelser.
I dag har COB mistet sin evne til mobilisere i større skala; dels på grund af en længere varende tendens til ikke at organisere sig, og dels på grund af produktionsomlægninger under de liberale reformer. Imidlertid har det ikke betydet et stop for de sociale bevægelser. De har blot fundet andre måder at organisere sig på, andre måder at mobilisere på. Så selv om COB har mistet magten, er der skabt andre organisationer som COR, La Central Obrera Regional de El Alto, som i dag samler størstedelen af de organiserede arbejdere og handlende.
• Los Comités Cívicos (De civile Komitéer)
I 1950’erne under MNR forsvandt de kommunale regeringer og erstattedes af Civile Komiteer i hvert departement. De Civile Komiter er organisationer, der repræsenterer borgerne på tværs, og påtager sig den opgave at fremføre vigtige krav fra borgerne til myndigheder og til regeringen. Til forskel fra de såkaldte Nabosammenslutninger består de Civile komiteer af borgere, der ikke er valgt af basen. Valget til præsident for en Civil Komite foregår internt.
For øjeblikket er den Civile Komite, (Comité Cívico Pro Santa Cruz), der hører hjemme i Santa Cruz, (en varm by beliggende 400 meter over havoverfladen), den vigtigste Civile Komite i Bolivia. I fraværet af andre lokale myndigheder har denne komite gennem de seneste 10 år påtaget sig at foreslå regionale løsninger på de lokale autoriteters manglende evne til at styre.
D. 15. december 2006 demonstrerede Comité Cívico Pro Santa Cruz sin magt til at samle folket, idet de den dag indkaldte til et borgermøde, hvor der deltog rundt regnet en million mennesker. Samme dag afholdtes der lignende borgerforsamlingsmøder i Tarija og Amazon-provinserne Beni og Pando, der sammen med Santa Cruz udgør det såkaldte ”Media Luna”, der stræber efter at få autonome regionale regeringer.
Borgerkomiteerne har en stiltiende alliance med virksomheds- og eksportsektorerne i Santa Cruz, der repræsenterer enorme økonomiske interesser på højrefløjen. En del af de Civile komiteer er Unión Juvenil Cruceñista, der er en kampstyrke, som beskyldes for voldelige handlinger og racisme.
• Federaciones de Juntas de Vecinos (FEJUVE) (Nabosammenslutninger)
I halvtredserne i MNRs regeringsperiode begyndte man helt spontant og udelukkende på basis af boligkvarterernes særlige interesserer, at organisere naboer fra forskellige sektorer. Det førte til dannelsen af Nabosammenslutningerne, Federaciones de Juntas de Vecinos i La Paz.
Disse var ikke tilstrækkelige til at rumme alle kvarterer, idet hovedstaden havde bredt sig helt til den nærliggende by, El Alto, som ligger ’ovenover’ La Paz, 4000 meter over havet. Den har haft rang af by i de seneste 20 år. Men den begyndte at vokse for mere end 60 år siden, da mennesker fra forskellige egne af landet begyndte at strømme dertil som følge af tørkeperioder, minelukninger og manglende muligheder. El Alto er nu en by med over 800.000 indbyggere, hvor mere end 80% er oprindelige folk, der taler aymara. I 1957 dannedes FEJUVE – El Alto, der i dag er den Nabosammenslutning i Bolivia, der har størst prestige og vægt.
Eksklusion og diskrimination på den ene side, og manglende enighed om metoder på den anden, førte til at Nabosammenslutningerne i La Paz og i El Alto skiltes, således at der i dag er to parallelle organisationer. I dag er FEJUVE – El Alto en af de organisationer, der spiller en hovedrolle i de mobiliseringer, der bestemmer de politiske hændelser i Bolivia.
1959 – 1980 EN PERIODE MED MODSÆTNINGSFYLDTE REGERINGER
Barrientos 1964 – 1969
I 1959, hvor den cubanske revolution havde ændret på magtbalancen i Latinamerika, banedes der vej for marxistiske bevægelser, der forsøgte at komme til magten. USA reagerede med en ny politik, der gik ud på at hjælpe de latinamerikanske hære med uddannelse i bekæmpelse af guerillaer og støtte til militære magtovertagelser som led i den antikommunistiske politik.
Et tydeligt eksempel på disse politikker sås under Barrientos regering i 60’erne. Regeringen skar minearbejdernes løn ned med 40% og konfiskerede samtidig alle deres radiosendere. Minearbejdernes stædige krav om lønkompensation og en tilbagelevering af radiosenderne vakte irritation hos Barrientos. D. 23. juni 1967 kom det til blodsudgydelser i minebyen ved Siglo XX (Potosí), værkerne ved Catavi og i landsbyen Llalagua, da militæret på personlig ordre fra præsidenten angreb disse steder i ly af natten. Endnu i dag står dette års ”Sankt Hans fest” som et uhyggeligt minde for enhver bolivianer.
Ovando 1969 – 1971
I 1969 tog general Alfredo Ovando magten ved et statskup. Han lukkede parlamentet og organiserede et kabinet bestående af en blanding af unge venstreorienterede intellektuelle – blandt andre Marcelo Quiroga Santa Cruz – og militærfolk.
Ovandos diktatur etablerede forbindelser med socialistiske lande, først og fremmest Sovjetunionen. På COBs fjerde kongres (i maj 1970) blev det besluttet at slå ind på en socialistisk vej med arbejderne som fortrop i processen med at etablere relationer til Sovjetunionen.
Samme år kom det til voldsomme protestaktioner fra både lærere og studerende på universiteterne Universidad de San Simón i Cochabamba og UMSA i La Paz mod den elendige administration af universiteterne. Frimurerne havde kontrol over en stor del af regerings-organerne og ligeledes over universiteterne. Efterfølgende sluttede studenterne sig til de folkelige bevægelser i kampen for national suverænitet og retten til naturressourcerne.
I juni 1971 forsøgte man at realisere sine politiske ideer ved at danne La Asamblea Popular (Folkeforsamlingen), der havde til hensigt at erstatte parlamentet. Folkeforsamlingen bestod af minearbejdere, fabriksarbejdere, bønder, intellektuelle og universitetsfolk. Forsamlingen forsøgte at komme i gang med at holde møder, men de nåede aldrig rigtigt frem til en beslutningsproces. I 1971 grundlagdes partiet El Partido Socialista under ledelse af Marcelo Quiroga Santa Cruz, og samtidig stiftedes bevægelsen Movimiento de la Izquierda Revolucionaria (MIR).
Det kom til en brat ende på alle de socialistiske initiativer med et statskup anført af general Hugo Banzer. Den nye regering med ham i spidsen erklærede samtlige partier på venstrefløjen for illegale, den forbød COB, den forbød enhver organisering i fagforeninger, lukkede universiteterne og sendte hundredvis af bolivianere i eksil.
Banzer 1971 – 1977
Banzer deltog sammen med diktaturerne i Chile, Argentina, Uruguay og Paraguay i den såkaldte Operación Cóndor, der udløste en altomfattende undertrykkelse med tortur, fængsling og forsvindinger af venstreorienterede og kommunister.
Under pres både indefra og fra udlandet udskrev Banzer valg i 1977. 1977 – 1982 var den mest ustabile og kaotiske periode i hele den bolivianske republiks historie med ni præsidenter i løbet af fire og et halvt år, syv de facto og kun to konstitutionelle.
García Meza 1980 – 1982
I juli 1980 kom der endnu et statskup, denne gang anført af den uhyggelige general Luís García Meza. I forbindelse med kuppet gik García Mezas paramilitære styrker til angreb på COBs kontorer (der netop var trådt i funktion igen kort forinden), og de torturerede og dræbte lederen af Partido Socialista, Marcelo Quiroga Santa Cruz, samt en række andre ledere. García Mezas regeringsperiode var karakteriseret af tøjlesløs korruption og et skandaløst samarbejde mellem vigtige ministre og narkohandlere.
NYE SOCIALE BEVÆGELSER
Katarismo
I årtiet fra 1970 – 1980 blev der fremført en lang række protester og krav fra bevægelsen KATARISMO, en bevægelse, der forsøgte at genoplive de oprindelige folks oprør anført af Túpac Katari (Tupak Katari kæmpede mod spanierne i slutningen af 1700-tallet og var også aktiv i de første år under uafhængigheden). Denne bevægelse søgte at inddrage de oprindelige folk i Bolivias politiske liv. I 1990’erne dukkede Felipe Quispe Huanca op som leder for de oprindelige folk i EGTK (Ejército Guerrillero Túpac Katari) (Túpac Kataris Guerillahær) og som leder for CSUTCB (Confederación Sindical Única de Trabajadores Campesinos de Bolivia – Eneste samlede fagforening for bondearbejdere i Bolivia). Felipe Quispe Huanca gik også under navnet ”El Mallku”. I 1992 blev han taget til fange sammen med Bolivias nuværende vicepræsident, Álvaro García Linera. De var begge under anklage for terrorisme. Efter at have tilbragt fem år i fængsel blev de begge løsladt.
Kokabøndernes bevægelser
Med faldet i prisen på tin i 1985, der dengang var Bolivias vigtigste naturressource, og lukningen af minerne, kom tusinder af minearbejdere til at stå uden arbejde. I et forsøg på at overleve slog de sig ned rundt omkring i Chapare-dalene og de lune dalstrøg Los Yungas og begyndte at dyrke koka.
Antallet af kokaarbejdere voksede, og sammen dannede de bevægelsen af kokaarbejdere, der kan ses som arvtagere efter minearbejderne. Kokaarbejderne kopierede minearbejdernes organisationsstruktur. For eksempel anvender de møder i deres institutionelle organ, hvor lederne finder frem til fremgangsmåder og aktioner sammen med den såkaldte base, afstemninger i forbindelse med valg til ledende poster etc. De anvender blokeringer af veje og gader som pressionsmiddel, marcherer og går i protesttog, hvorunder de detonerer små hylstre med dynamit. Således er de stærke sammenslutningerne af kokadyrkerne opstået, og der findes i dag Chapare-federationen (Cochabamba) og Los Yungas-federationen (I dalene øst for La Paz).
I 80’erne optrådte kokadyrkerne mere som en bondeorganisation, der kæmpede for retten til at dyrke den hellige plante. I 90’erne har de mere gjort sig til talerør for de oprindelige folks kultur, og i denne periode har de kæmpet for, at dyrkningen af koka skal respekteres som del af en tusindårig tradition.
Evo Morales
I den kontekst dukkede der i 1995 en leder op for kokadyrkerne i Chapare-dalene ved navn Evo Morales. Evo Morales kæmpede for en legalisering af kokadyrkningen og stillede sig i spidsen for modstanden mod den påtvungne tilintetgørelse af kokamarkerne og andre politikker vendt mod kokadyrkernes interesser på egnen. Kort efter blev Morales valgt som deputeret til nationalparlamentet.
Efterfølgende indleder bøndernes fagforeninger en kamp for at nå frem til at kontrollere de statslige regeringsstrukturer. De sociale bevægelser opnår at komme ind i lokale byråd og begynder at arbejde på at komme ind i parlamentet. Nu er det dem, der slås for at komme i regering. De sociale bevægelser, og slet ikke bønderne, vil ikke længere blot overdrage ansvaret for det politiske til en repræsentant, til en avantgarde, de vil selv besætte politiske poster.
På denne måde fødtes MAS (Movimiento al Socialismo) som politisk parti, der grundlagdes af lederne for Chapare-sammenslutningen af kokadyrkere, Confederación de Cocaleros del Trópico del Chapare. Blandt disse ledere var Evo Morales den mest betydningsfulde. Og siden da har dette parti udviklet sig til at blive en af de vigtigste politiske kræfter i landet.
1987 – 2000 En demokratisk periode
I 1987 blev der afholdt kommunevalg, hvorved man genoptog en tradition, der blev brudt ved revolutionen i 1952. Styrkelsen af det kommunale demokrati var nøglen til, at borgeren fik større direkte politisk indflydelse. Siden da er der regelmæssigt blevet afholdt kommunalvalg. Det blev en periode med de mest utrolige alliancer mellem politiske partier for at komme til magten, med eksdiktatorer der vendte tilbage for nu at blive valgt ved demokratiske valg, og med relativ social og økonomisk stabilitet. I 1999 stod regeringen imidlertid igen over for en alvorlig økonomisk krise, der tvang den til at udstede en lov som skulle reaktivere økonomien.
”Vandkrigen”
I året 2000 undergik den sociale konflikt en vigtig transformation med krigen på vand i Cochabamba og de store blokader iværksat af bønderne i Chapare og i det centrale højland. ”Vandkrigen” bevirkede, at samfundet nu for alvor efter mange, mange år fik øjnene op for, hvor stærke de sociale bevægelser var blevet. Mens antiglobaliseringsbevægelserne dukkede op i Europa, USA og andre industrilande, førte de bolivianske bønder an i den mest energiske modstand mod de politikker, der havde deres udspring i globaliseringen.
Inden ”Vandkrigen” havde de sociale bevægelser først og fremmest stillet afgørende spørgsmål ved institutionerne og ved de demokratiske processer i landet. Nu begyndte de imidlertid at kræve velfærd for civilbefolkningen samt at afdække den måde, staten havde forvaltet landets ressourcer. Mobiliseringerne medførte en radikal forandring. De gamle fagforeninger sluttede sig sammen og dannede koordinationer, dvs. kerner bestående af forskellige faggrupper og sociale klasser, der kæmpede for den samme sag.
Privatiseringen af vandet var en del af den privatiseringspolitik, der blev pålagt Latinamerika af Verdensbanken. I 1999 besluttede den bolivianske regering at overdrage distributionen af vand i Cochabamba og omegn til det multinationale Bechtel under det lokale navn Aguas del Tunari. Foretagendet tog ikke ansvar for udførelsen af vigtige vandprojekter i området, men fik tilladelse til frit at hæve afgifterne. Det blev sågar påstået, at også regnvandet skulle bestyres af det multinationale foretagende. Kontrakten blev indgået i det skjulte under en fortroligheds-klausul. Det opfattedes af befolkningen som en kynisk handling. oprindelige folk og bønder i Cochabamba opfordrede samtlige borgere til at gennemføre massive protester, og efter adskillige dages protester, blokader, og modreaktioner med dødsfald til følge, lykkedes det dem at forhindre privatiseringen af vandet på deres egn. Fra dette tidspunkt og frem til 2003 fremførte oprindelige folk, bønder, fattige byboere og arbejdere deres krav med stadig større styrke.
Den sorte februar
I februar 2003 kundgjorde regeringen under præsident Gonzalo Sánchez de Lozada, at lønningerne skulle beskattes med mellem 4,2 og 12,5 procent. Det medførte en social eksplosion, der lammede La Paz og El Alto og resulterede i 33 døde og 210 sårede. Sánchez de Lozada bøjede sig og trak forslaget tilbage. I den forbindelse kom det til sammenstød mellem politi og militær på grund af gamle institutionelle konflikter.
Gaskrigen
I oktober 2003 fulgte så den såkaldte ”Gaskrig”. Den opstod som følge af præsident Sánchez de Lozadas intention om at sælge gas til Chile, selv om Chile afviste et krav fra Bolivia om adgang til havet. Bolivia mistede adgangen til havet i Stillehavskrigen i 1879. Da Sánchez de Lozada, også kaldet ”Goni”, imidlertid ikke ville afstå fra sin plan om salg af gas, kom det til et folkeligt oprør i byen El Alto, anført af FEJUVE-El ALTO og COR (Central Obrera Regional). Kokadyrkere, bønder, minearbejdere og deres respektive fagforeninger og sammenslutninger strømmede til La Paz og El Alto. I El Alto blokerede man de veje, som førte til nabolandene Peru og Chile. Amazon-egnen i den østlige del af landet var afskåret fra den vestlige del af landet i tæt ved en måned. Hvilket betød, at forsyningerne med mad og brændsel (til La Paz red.) var afbrudt.
Hæren kom på gaden og udførte en massakre på civilbefolkningen. Resultatet var 60 døde og 400 sårede. Det bar ved til konflikten. I zonen Senkata kom det til den største konfrontation, hvor særligt en leder, der gik under navnet, ”Kommandant Osama”, gjorde sig bemærket. Sammen med beboere i området gik han i krig med hæren ikke med skydevåben, men med hjemmefremstillede bomber, molotovcocktails og sten. En anden, der gjorde sig bemærket under denne konfrontation var Abel Mamani, der dengang var præsident for FEJUVE-EL ALTO, og i dag er minister for vand i den nuværende regering. Det var en slags guerillakamp uden skydevåben fra en gruppe i befolkningen, der forsvarede sig mod militæret.
Det var under ”Gaskrigen”, at kravet om nationalisering af olie og gas opstod som et middel til at bringe det bolivianske folk ud af fattigdommen. Minearbejderne spillede en vigtig rolle under konfrontationerne. I 1985 var mange af dem flyttet ind til El Alto til distrikterne 3 og 8. Det var i disse distrikter, at modstanden mod militæret var størst. Presset af befolkningen og en sektor inden for massemedierne, der i sine ledere krævede, at præsidenten gik af, flygtede Sánchez Lozada til USA, hvor han pt. stadig opholder sig.
Overgangsperiode
Derefter overtog Carlos Mesa (Sánchez Lozadas vicepræsident) ledelsen af landet. Mesa forsøgte i de 18 måneder, han sad ved magten, at dæmpe den folkelige utilfredshed. Han blev støttet af lederen af Movimiento al Socialismo (MAS), Evo Morales, og Felipe Quispe (på aymara også kaldet ”El Mallku”, hvilket oversat til spansk betyder ”Prinsen”).
Påny var det privatisering af vandforsyningen, denne gang i El Alto, der udløste en folkelig bevægelse mod Mesa. D. 16. maj 2005 kom det igen til vejblokader, protestmarcher, nålestiks-operationer, der langsomt bredte sig til hele landet. Man krævede, at vandforsyningsfirmaet Aguas del Iilimani (ejet af det franske firma Suez), der stod for vandforsyningen i La Paz og El Alto, skulle sættes på porten, og at vandforsyningen blev nationaliseret. Kravet om nationalisering af vandet udsprang af et ønske om, at hele befolkningen skulle have adgang til vand, og ikke kun dem, der kunne betale. Faktisk havde det udenlandske selskab, der stod for vandforsyningen, allerede efter folkeligt pres annonceret, at de ville forlade Bolivia i 2003, men det skete først i 2007.
I begyndelsen af juni 2005 var hele den vestlige del af Bolivia igen udsat for en altomfattende blokade. Bønder, arbejdere, fattige byboere og oprindelige folk var hovedaktører på gaderne. De nye multinationale gasanlæg blev besat og de øvrige invaderet af militæret, der forsvarede dem mod den folkelige vrede. Folkets hovedkrav var en nationalisering af olie og gas, et krav, der er blevet indfriet under den nuværende regering under Evo Morales. D. 6. juni blev der afholdt en ’Cabildo’ i La Paz (et folkeforsamlingsmøde med deltagelse af de folkelige bevægelser, hvorunder man drøfter og beslutter, hvilke metoder der skal anvendes i forbindelse med et bestemt tema). I dette møde deltog titusinder af mennesker. Under mødet foreslog minearbejdernes organisation under inspiration fra 1970 nedsættelsen af en grundlovgivende forsamling. Efter mødet trådte Mesa tilbage.
Overgangsfasen (til en ny regering red.) var svær og præget af pression fra de folkelige bevægelser, især fra COR og FEJUVE-El ALTO. Den 10. juni sluttede minearbejderne sig til protestmarcherne, der nu havde til formål at opnå en lukning af parlamentet for at forhindre udnævnelsen af Mesas retmæssige efterfølger, den højreorienterede Hormando Vaca Diez. Der blev pustet gevaldigt til den folkelige vrede, da en minearbejder blev slået ihjel af politiet. Efterfølgende afstod lederen af senatet, Hormando Vaca Diez, og lederen af deputeretkammeret, Mario Cosío, fra at indsætte Hormando Vaca Diez som præsident, selv om indsættelsen skulle have fundet sted i overensstemmelse med gældende forfatning.
Regering med MAS (El Movimiento al Socialismo)
Den daværende højesteretspræsident, Rodríguez Veltzé, blev derefter indsat som præsident. Rodríguez Veltzé udskrev valg, hvor de vigtigste politiske kræfter var højrefløjen ledet af Jorge ”Tuto” Quiroga, og venstrefløjen med Evo Morales, lederen af MAS, i spidsen, støttet af de seks fagforeninger for kokadyrkerne i Chapare-dalene.
Stik imod meningsmålingerne gik valgsejren til Evo Morales, der fik 54% af stemmerne. Det var kun anden gang, at en præsident vandt valget med over 50%. Evo Morales indtog præsidentposten i januar 2006, og han blev således den første leder af oprindelige folk – og kokadyrker – der overtog ledelsen af staten.
I det første år af sin embedsperiode gennemførte Evo Morales følgende tiltag, som han havde lovet under sin valgkamp:
• For første gang i 24 år blev der valgt guvernører i de forskellige dele af landet.
• Der blev gennemført en folkeafstemning for lokal autonomi, hvor departementerne Santa Cruz, Tarija, Beni og Pando (La Media Luna dvs. halvmånen red.) stemte ja, i opposition til Evo Morales’ regering.
• Nedsættelse af en grundlovgivende forsamling.
• Nationalisering af olie og gas.
• Ny jordlov.
• Indsats mod analfabetisme.
Det mest afgørende ved Evo Morales’ regering var imidlertid, at han stod i spidsen for en helt ny slags demokrati i Latinamerika, hvor den oprindelige befolkning blev inkluderet i landets politiske beslutninger.